Byens puls lever lige uden for vinduerne. Vintapperstræde er få dage før jul draperet med lyskæder, og vi har valgt at søge varmen inde hos Olivia i nummer 37. Stedet har i efteråret oprustet menukortet, så det ikke bare gælder frokost, men også aftenmenu med et mindre a la carte-kort og en gourmetmenu - netop nu i en femretters julemenu.

Café-priserne er tilsyneladende fulgt med, for mit valg på fire retter står i blot 329 kroner, mens min gæst vælger fra kortet med et par forretter, fem hovedretter (op til 175 kroner) og ost til finalen. Vi aftaler med tjeneren, at den første forret hos min gæst skal række over mine to første retter af i alt fire fra julemenuen.

Han er prof og er til stede, selv om de går en travl aften i møde. Restauranten er fuldt reserveret - vi fik først bord i andet forsøg - og et par af de lange bord bliver efterhånden fyldt med gæster til firma-sammenkomster ind under jul.

Knas til torsken

Charcuteri-tallerkenen på den modsatte side af bordet er indbydende med salami, skinke, oliven og en pecorino, som smelter i munden.

Min rimede torsk serveres som salat med rødbede i skiver, et par klatter æblemos med sprøde flæsketern - og det er en rigtig god oplevelse med den lidt ferske torsk, syren fra beden og knas fra svinet.

Min medspiser får også en Laroche på Viognier-druen, - en fyldig ting, forklarer tjeneren - men vi er enige om, at den har mere i næsen end i munden.

Nu glipper det med aftalen om at strække charcuteriet, for tjeneren venter med min kalveskank, indtil medspiseren har ryddet tallerkenen. En hvid knogle uden marv danner leje for kalveskanken, som er i selskab med kongekrabbe og creme af jordskok. Små tern af gulerod og urter - brunoise - demonstrerer, at håndværket er i orden ude i køkkenet. Kalven er smagfuld og mør uden at være kogt sønder.

Skank på knogle

Intentionen med den afkølede tasmanske Pinot Noir er - fortæller tjeneren - at matche krabben og nå skanken i en lunere version. Hertil forsvinder krabben - som er let vandet i kødet - dog for hurtigt, men tanken var absolut god nok.

Min medspiser får klassikeren coq au vin til hovedret på en meget varm tallerken, jeg let røget andebryst med rillette af samme med foie gras foruden sveske og kartoffelfondant - en dråbeformet udstukken kartoffel. Hanen er braiseret, men veksler mellem det saftige og let tørre alt efter udskæringen, men sprødt skind og saucen får retten til at synge.

Små sprøde løg går igen i begge retter, og på min ligger de på en pure af samme. Fikst, og de enkelte dele på min tallerken fejler ikke noget, men jeg savner fokus - det stritter i for mange retninger med røg, søde svesker, ditto rødkål og en i øvrigt glimrende rillette.

Vi får begge et glas Côtes de Rhône fra vinmenuen, og den er mere tung end interessant med sine 14,5 procent.

Stemningen i lokalet er god, røsterne løfter sig, men en kvinde ved vinduet skutter sig dog, og kulden sniger sig langs trægulvet.

Vi får lidt mere vin i glasset, men ellers puster tjenerne ud efter det store ryk og gør klar til desserterne. Jeg har valgt ost og får en flot opstillet anretning med sukret pumpernickel, abrikos og en stykke roquefort, som er lagret i den Banyuls, som også fylder glasset - osten er en Papillon - og så kan den ikke blive meget bedre. Den søde vin er dog smagt med flere overtoner end tilfældet her, men til prisen på 240 kroner for en fireglas vin-menu er det svært at brokke sig over.

Plads på budgettet

Parret ved vinduesbordet får julemenuens dessert med risengrød, og det får min medspiser til at bestille en af slagsen.

Kaffe på kande runder måltidet af for mit vedkommende, og tjeneren har - til vores fordel - valgt at lade medspiserens måltid indgå som en tre-retters julemenu i en samlet regning på 1167 kroner.

Et nydeligt træk, som bekræfter Olivia Brasserie som et absolut overkommeligt sted at gæste, hvis man både ønsker kvalitet, stemning og plads i budgettet til julegaver eller januar-tilbud.