Det var en sen novemberdag i 1095.

Gennem flere uger havde teologer, munke og riddere forhandlet ved et større kirkemøde i Clermont i Frankrig, og nu var mødet ved at slutte.

På bedste statsmandsvis tog pave Urban 2. ordet for at runde mødet af. Han bebrejdede de fremmødte deres synder og fortalte om det helvede, de ville møde, hvis de ikke omvendte sig. Pludselig skiftede han emne og udmalede de rædselsfulde omstændigheder, som kristne levede under i Mellemøsten. Kvinder blev voldtaget, børn smadret mod stengulvene, de kristnes blod blev samlet i kar, som hedningene brugte i deres ritualer og djævletilbedelse.

Måske ikke en hel sandfærdig beskrivelse af situationen i det muslimsk kontrollerede Mellemøsten, men i hvert fald en effektiv beskrivelse. Med "fransk veltalenhed hidsede pave Urban tilhørerne op. Og det virkede", som korstogshistorikeren Kurt Villds Jensen lakonisk skriver i sin "Politikens bog om korstogene".

Urban skildrede muslimerne som blodtørstige bæster, og han lovede martyrium til de kristne, der faldt i kampen mod Jerusalems besættere. Og svaret fra de fremmødte riddere var éntydigt: "Gud vil det, Gud vil det", råbte de ifølge overleveringerne og begyndte at sy kors på deres tøj. Korstogene havde fundet et udgangspunkt.

Det første korstog mod Jerusalem begyndte allerede den følgende marts, og siden fulgte en hel række korstog frem til det 13. århundrede - ikke blot mod Det Hellige Land, men også mod andre hedninge i f.eks. Østersø-området, hvor danske riddere slagtede baltere i Guds navn, eller i Spanien, hvor korstogslignende krige fortsatte helt til 1492. Blandt de kendte korsriddere, der drog på togt mod muslimerne i Mellemøsten, var bl.a. Richard Løvehjerte - den (gode) engelske konge, som er kendt fra Robin Hood.

Det lykkedes de kristne krigsherrer at erobre Jerusalem og en del af Det Hellige Land fra de muslimske herskere, men efter erobringen ophørte enigheden i Det kristne tusindårsrige. Det Hellige Land blev splittet op i en hel række stridende småstater, der udkæmpede krige mod hinanden - ofte bistået af muslimske lejetropper.

I 1187 gik det, som det måtte gå: Den store muslimske hersker Saladin erobrede Jerusalem fra de tilbageværende kristne, og byen var atter på muslimske hænder. Men selvom hovedstaden var faldet, fortsatte de kristne småstater med at eksistere et århundrede endnu - denne gang i højere grad på en motor af diplomati og forhandling end på korstog og rå våbenmagt. Men i 1291 bukkede den sidste kristne korsriddernation sammen. Næsten 200 års hellig europæisk krig mod muslimerne var slut.