Vi begynder nu at se negative konsekvenser af den del af kommunalreformen, som gav kommunerne hele ansvaret for det særlige sociale område - det område, der handler om støtte til mennesker med særlige behov, fordi de har handicap eller på anden måde har brug for noget specielt, hvis de skal få et godt liv:

Unge, der mister det tilbud, de har haft gennem flere år, og hvor det omsider var begyndt at gå godt. Andre flyttes rundt, uden at det fremgår af deres handleplan og i modstrid med, hvad de selv mener. En udviklingshæmmet borger, som "hjemtages" af en kommune med det resultat, at han kommer til at bo 130 km fra sin ægtefælle. Og atter andre, der ikke kan komme i kontakt med en ansvarlig person i kommunen.  

En del af de, der ytrer sig, er familier med børn, der har et handicap. Vi ved, at det er en stor belastning for en familie at få et barn med et alvorligt handicap. Det kræver rigtig meget, og så bliver det ekstra besværligt, hvis man også skal kæmpe mod systemet.  

Hvad er det, de støder på? Det kan være en kommune, som i perioder slet ikke foretager afgørelser, når det gælder støtte til børn med handicap. Det kan være en kommune, der nok laver en afgørelse - for eksempel om aflastning - men så ikke foretager sig noget for at effektuere beslutningen. Og hermed er der desværre blot nævnt et par enkelte eksempler.

Indimellem giver det med god grund omtale i pressen. Det sker også på Fyn, og her har Faaborg-Midtfyn kommune ikke brilleret positivt, når det gælder det område, der drejer sig om social støtte til mennesker, der har særlige behov.

I Faaborg-Midtfyn foregår der på dette område meget underlige ting, og der er desværre flere end dem, der er fortalt om i pressen. Så kunne man forestille sig, at beslutningstagerne i Faaborg-Midtfyn gav sig til at finde ud af, hvordan man kan gøre det bedre. Hvordan man for eksempel kan gå i dialog med de mennesker, det handler om? Til gavn for de borgere, det hele angår. Men nej.

Borgmesteren i Faaborg-Midtfyn mener i stedet at have fundet på en metode til bare at lukke munden på "besværlige" forældre. Deres intime forhold fra kommunens sagsakter skal omtales i avisen, så de kan lære at tie stille og finde sig i det hele. Gad vide, hvordan man kan se sig selv i spejlet, når man kommer med den slags forslag?

I kølvandet på Strukturkommissionens betænkning i 2004 om større kommuner og ændringer i opgavefordelingen blev der fra mange sider lagt vægt på, at beslutninger vedrørende mennesker med handicap burde være på et niveau med et større befolkningsunderlag end det, kommuner i almindelighed har - også selv om der nu kun er 98. Det handler om et større beskatningsgrundlag, da tilbuddene til de pågældende mennesker ofte er dyre.

Men især om at sikre en tilstrækkelig faglighed. Der er ikke mange mennesker med svære handicap i en almindelig kommune, og derfor kan det naturligvis være svært at fastholde og udvikle den nødvendige viden, der skal til for at kunne støtte de mennesker, der har brug for det.

En svag faglig organisering af viden giver ringere behandling af det enkelte menneske, og dermed større risiko for fejl. Samtidig kan det være en økonomisk belastning for en mindre kommune - og derfor lægges der ikke sjældent pres på en sagsbehandler for at finde et billigt - og ikke nødvendigvis et rigtigt - tilbud.

Det går ikke, at de, der har brug for særlig social støtte i vores samfund, på den måde mister mulighederne for at få skabt sig en god tilværelse, og det går slet ikke, at de mennesker, som slås for de svageste, skal mødes med en hån fra en borgmester. For det er jo det reelle indhold i et krav om, at vi da bare kan lægge alt om deres intime forhold fra journalerne frem. Sådan kan man ikke opføre sig.

I stedet burde de involverede borgmestre stille krav om at få den gode og rigtige rådgivning fra centrale myndigheder, når det gælder det svære sociale område. De burde stille krav om andre finansieringsformer for de tilbud, handicappede mennesker skal have - og sidst, men ikke mindst tage fat i de involverede forældre, mennesker med handicap og andre med berøring med det særlige sociale område, som ikke finder, at det går særligt godt og lade dem indgå i udviklingen af  løsninger; således at kommunalreformens negative konsekvenser ikke går ud over dem, det for alt i verden ikke må gå ud over.

Med andre ord: vi skal opføre os ordentligt over for hinanden. Også selv om man er borgmester.

Anne Baastrup

MF (SF), Frederikstadsgade 1, København V