ODENSE: Det er fredag den 5. januar. Klokken er 10.45, da to mænd fra Gestapo træder ind i renseriet Perawin i Klaregade.

Uden for står to andre Gestapofolk på vagt, og en gruppe tyske soldater er også kommet til.

De er på jagt efter to modstandsfolk, som en lokal skrædder under et forhør på Gestapos hovedkvarter på Husmandsskolen i Tarup har fortalt arbejder i renseriet.

De ved, den ene er delingsfører, ikke at den anden er gruppefører i samme kompagni hos modstandsbevægelsen.

Hvis aktionen lykkes vil de rette et hårdt slag mod modstandsfolkenes 1. kompagni i Odense.

Bag disken bemærker de to kvindelige ekspedienter straks mændene, der i deres lange tykke sorte frakker ikke lader nogen tvivl om, at de er fra Gestapo.

De spørger kvinderne om de to, delingsførerne Adsersen og Kristensen, er til stede, men de når aldrig at få et svar, før Adsersen kommer ned fra førstesalen.

- De er her ikke, når han at sige, før de to kvinder svarer, og de to Gestapo-mænd aner tydeligvis ikke, hvem han er.

Hurtigt griber han et sæt tøj, tager det over armen og går ud af en bagdør, hvor en tysk soldat holder vagt.

Soldaten stopper ham ikke, og i al hast nærmest småløber Adsersen gennem huset ved siden af, og kort efter er han inde i renseriets fabrikslokaler et par huse derfra.

Her advarer han om, at tyskerne er dukket op, og at de jagter Jens Peder Kristensen.

Kristensen er bud og på vej rundt i Hjallese med varer. Adsersen kender hans budrute og skynder sig til Overgade, hvor han ved, Kristensen senere på ruten skal aflevere en kjole.

I forretningen beder han dem sende budet til en anden adresse med en besked om, at det er meget vigtigt.

Han tør ikke fortælle dem sandheden - at tyskerne jagter dem.

Men et eller andet går galt.

Mens Adsersen bringer sig i sikkerhed hos nogle venner i byen, går Jens Peder Kristensen lige i armene på Gestapo, da han vender tilbage til renseriet.

Hvad der egentlig sker i renseriet, er den dag i dag uklart.

Ifølge Gestapos chef i Odense, Friedrich Dohse, der bliver afhørt efter krigen om episoden, bliver Kristensen lagt i håndjern, og han er stadig iført dem, da den 31-årige gestapohåndlanger Knud Ernst Orla Christensen, der er en af de to mænd i forretningen trækker sin pistol og dræber Kristensen med et enkelt skud i hjertet.

I købmandsforretningen overfor hører budet Helmer Kristensen braget fra pistolen og løber sammen med de øvrige ansatte til vinduerne for at se, hvad der er sket.

De når kun at se, de to frakkeklædte mænd springe ud i deres bil og køre hen ad Pogestræde i retning mod det, der i dag er Magasin.

Og hos tyskerne betragter man aktionen som alt andet end en succes.

Ifølge en af de øvrige danske håndlangere, der er med ved aktionen har Knud Ernst Orla Christensen forløbet sig og skudt, selv om det ikke var nødvendigt.

Det giver problemer for Dohse, der skal aflevere en rapport om aktionen til Ge-stapos ledelse i København.

For ikke at give Knud Ernst Orla Christensen flere problemer vælger han at tro på hans forklaring om, at Jens Peder Kristensen satte sig til modværge, og at han nærmest skød i selvforsvar.

Det selv om Kristensen er lagt i håndjern.

Jagten fortsætter

Tyskerne fortsætter jagten på Adsersen ved at stå vagt ved hans lejlighed på Rødegårdsvej, men forgæves. Og da de også dukker op på Jens Peder Kristensens privatadresse, er det også uden den store succes.

Jens Peder Khristensens svigermor smider dem i første omgang ud. Og inden de får lov at komme ind for at gennemsøge huset, når et familiemedlem at fjerne illegale flyveblade, der er gemt i hjemmet på Volderslevvej.

Tyskerne er ikke videre meddelsomme, og da Jens Peder Kristensen ikke dukker op om aftenen, begynder den grufulde sandhed så småt at gå op for familien.

Jens Peder er blevet skudt.

Da tyskerne langt om længe bekræfter, at han er død, kan familien ikke få at vide, hvor hans afsjælede legeme er henne.

De får blot at vide, at han har fået en ordentlig begravelse.

I virkeligheden har tyskerne i ly af mørket stedt ham til hvile i en gammel ammunitionskasse på skydebaneterrænet i Seden, hvor 13 andre fynboer bliver begravet i dybeste hemmelighed i krigens måneder.

Tyskerne vil ikke give familierne og fynboerne nogen lejlighed til at gøre et stort propagandanummer ud af begravelserne.

Først den 10. maj, fem dage efter befrielsen, lykkes det at finde liget af Jens Peder Kristensen i Seden.

Han bliver begravet under stor opmærksom fra byens aviser på Dalum Kirkegård, og for hans hustru bliver historien om drabet begravet samme dag.

- Det er aldrig noget, vi har talt om. Vores mor har altid fortalt, at hun ikke vidste noget om, hvad der skete efter krigen, fortæller Ebbe Kristensen.

Han og hans bror var henholdsvis kun et halvt og halvandet år, da deres far blev myrdet, så de kender ham kun fra billeder og de historier, de ellers hørte om deres far.

Mur af tavshed

Da de begyndte at gå på jagt efter et svar på, hvad der skete efter drabet, blev de mødt af mur af tavshed. Først hos den nærmeste familie og siden i forskellige arkiver, hvor det var mere end svært at komme igennem.

- Når vi bad om aktindsigt, blev vi spurgt, om det var fordi, vi ville have hævn. Men det har det aldrig været. Jeg er sådan set også ligeglad med, hvem der myrdede vores far. Mig og min bror har bare ønsket at finde ud af, hvad der skete med ham, der gjorde det, siger Ebbe Kristensen.

Og i det halve år, der er gået, siden Stiftstidende første gang var i kontakt med brødrene og omtalte sagen, er det ad snørklede omveje via gamle modstandsfolk, folk med lokahistorisk interesse og gamle avisudklip lykkedes at komme til noget, der er så tæt på et svar, som man kan komme.

Det endelige svar viste brødrene selv at have i form af en beskeden kuvert med avisudklip, som deres nu afdøde mor i hemmelighed havde klippet ud, og som først for en uges tid siden dukkede op i en støvet papkasse.

Svaret

Efter krigen endte morderen Knud Ernst Orla Christensen med at blive en del af det retsopgør, der sendte i tusindvis af danskere i fængsel for deres arbejde for tyskerne.

Knud Ernst Orla Christensen var blandt de ganske få, der endte med at blive dømt til døden for sine gerninger under krigen, herunder drabet på Jens Peder Kristensen.

Men Knud Ernst Orla Christensen mistede i modsætning til sit offer ikke livet. Han fik forvandlet sin dødsstraf til en livstidsstraf, der efter en kortere årrække i fængsel endte med en løsladelse.

Hvad der siden skete med ham, ved vi ikke. Ifølge rygter slog han sig ned som tøjhandler i København, men for brødrene betyder det heller ikke så meget.

- Det er svært at beskrive, hvordan det har været at få et svar. Ikke mindst fordi vi på en eller anden måde har fået svaret af vores egen mor. Men det har givet en form for afslutning. Det er et kapitel vi kan lukke nu - og måske glemme.