Løberknæ. Springerknæ. Menisken. Vand i knæet. Betændelse i en slimsæk.

Der kan være meget galt med knæet, men har man den rette diagnose, er det nemmere og hurtigere at komme tilbage i løbeskoene.

Det begyndte forrige uge, og jeg kan næsten udpege stedet på ruten, hvor det skete.

En smerte i det venstre knæ blev gradvist værre og værre.

I begyndelsen kunne det strækkes væk, men kom hurtigt igen.

Den gamle påstand om, at smerter skal løbes væk, har jeg smerteligt lært ikke holder vand.

Som med min skinnebensbetændelse for et år siden kunne den heller ikke løbes væk.

Den krævede pause, restitution, behandlinger og langsom genoptræning.

Derfor erkendte jeg i samme øjeblik, smerten kom i knæet, at der skulle gøres noget.

Smerten i knæet skyldtes formentligt ikke for mange kilometer i løbeskoene.

For påfaldende nok kom den, efter jeg havde kørt fem rummeter brænde fra min indkørsel ind i brændeskuret på en trillebør.

Nu kører jeg helst færrest mulige gange med trillebør, så derfor blev den læsset mest muligt.

Og tungest muligt.

Det belastede åbenbart knæene så meget, at det ene ikke holdt til en efterfølgende lille løbetur på 12 kilometer.

Nu har jeg fundet ud af, hvad der er galt.

Min fysioterapeut sørgede for, at knæet blev scannet.

Under en plovmand kostede det at få vished og klarhed over, hvad der er galt.

Scanneren er næsten magen til den, gravide må lægge mave til for at få scannet fostre.

Her var det knæet, der blev undersøgt på kryds og tværs, fra oven, nedefra og fra siderne.

Og det smarte er, at det dårlige knæ kan sammenlignes med det gode knæ, hvis noget ikke er, som det skal være.

I mit tilfælde er det en væskeansamling under knæet, der får det til at føles, som om knæskallen roder rundt og ikke sidder ordentligt fast.

Dét afslørede scanningen, og nu kan der sættes målrettet ind på, hvad der skal gøres og ikke gøres.

Pengene er godt givet ud, for i stedet for måske at behandle forkert er der nu ingen tvivl om, hvad det er.

En is-pose skal på stedet fem-seks gange om dagen, så væsken kan trække sig sammen.

Laserstråler er ligeledes med til at mindske væskeansamlingen.

Og indtil jeg igen må løbe - måske allerede i denne eller næste uge - er det alternativ træning som svømning og cykling.

Så nu er det op på motionscyklen dagligt i en halv time og så ellers en tur på cyklen rundt ad stierne og stigningerne i Hesbjergskoven.

Næste gang skal jeg dog nok lige huske lappegrejet.

Så er jeg fri for at gå hjem.