Log ind

Vi slår da ikke hinanden ihjel

  • Vi slår da ikke hinanden ihjel
  • Vi slår da ikke hinanden ihjel

Artiklen er mere end 30 dage gammel

| Opdateret
Makkerparret Christian Dorph og Simon Pasternak har fået strålende anmeldelser for deres krimi "Afgrundens rand", som de har skrevet sammen. Hvordan gør de det?
"Her er sgu ikke noget femi-fims og livsstilslir (i al fald kun af den barskeste slags, som svider i røvhullet). Bogen har været min nattelæsning i et par døgn, og jeg har nydt, at forfatterne har lavet et ordentligt stykke research, og at sproget er effektivt, rapt i metaforen, uanstrengt, intelligent. Den er skrevet med lyst, ligefrem vellyst, og med et på alle måder stort overskud".

Sådan skriver forfatteren Henning Mortensen om Christian Dorph og Simon Pasternaks anden krimiroman, "Afgrundens rand".

Selv kalder de det kulørt danmarkshistorie, og de er så glade for samarbejdet og genren, at de håber at kunne skrive endnu en tre-fire stykker.

Det er krimier, som skiller sig ud fra nutidens storsælgende femi-krimier ved ikke at fokusere på kvindelige opdagere med rod i privatlivet, skønt forfatterne netop i "Afgrundens rand" introducerer kriminalbetjent Anita Jensen, hvis privatliv i den grad er koks og kaos.

- Der har været kritik af, at femikrimierne er for pæne. For eksempel optræder der aldrig en menustruation i disse romaner. Det gør der i vores, og vores politifolk, vores opdagere, er vilde, anløbne politifolk, siger hannerne.

- Vi kan godt lide at tage udgangspunkt i virkeligheden og kunne endda tænke os at finde en sag fra mordarkiverne og bygge plottet op om den, siger forfatter Dorph og litteraturredaktør Pasternak, som fandt hinanden for otte år siden, da odenseaneren Christian Dorph for første gang vovede sig ud på gyngende forfattergrund. Hans første krimi "Øjet og Øret" var under en redigering, som ikke tilfredsstillede Dorphs ønske om modspil, og først med Pasternaks røde streger og formindgreb blev debuten lovende.

Hårdt og sindssyg5

Siden har de kørt det parløb, som på boghandlerhylden altså har resulteret i to romaner.

Men hvordan gør de det? Hvordan kan man være to hoveder om at skrive én fiktiv historie?

- Man arbejder lige som man løber stafetløb og skriver for eksempel ét kapitel om ugen på skift, siger Pasternak og ligner én, der har flirtet med tanken, men aldrig ført den ud i livet.

Men skulle det være tilfældet, så har de sikret sig med både veto- og håneret.

Og håneretten bruges flittigt, men på den sjove måde. Der er humør i foretagendet, når epilogen skrives og de finder ud af, hvad de rent faktisk har citeret og fra hvem. Til gengæld er blikkene stive, når de er inde i den afsluttende skrivefase.

- Da er vi ude på kanten, og det er hårdt, opslidende og sindssygt, siger Dorph.

Men også på det tidspunkt hænger håndtaget med vetoretten i bekvem nærhed.

- Christian introducerede Mogens Laursen, en grotesk og sindssyg mæcén, en klovn, men ham fik jeg da dræbt. Han popper vist kun op i en enkelt sætning, siger Pasternak, som dog også har måttet se et af sine lange indfald barberet ned til ukendelighed.

- Jeg blev ramt af, hvad man kan kalde en omvendt skriveblokering. Det var en afhøringsscene, som blev lidt lang i spyttet, fortæller Pasternak.

Men sådan er det, når idéerne vælter frem. Netop den evne skal ikke holdes i skak, til gengæld må makkeren så finde sig i at få sine indfald skudt ned.

- Jeg havde opfundet en fantastisk tysk kodemaskine. En ubrydelig kodemaskine, som selvfølgelig krævede en lang, teknisk forklaring om, hvordan den virkede. Da kom den onde mand med sletteknappen, siger Dorph.

Research som narresut

- Jo, men research er da spændende, men den kan også være en narresut. For det handler om at give en fornemmelse af noget vigtigt, det handler om at lyne med det. Lyn med én ting, og vær så neutral med alt andet, siger Pasternak, der har en forkærlighed for at fortælle anekdoter, som f. eks. den om Walter Ulbricht. Hvor var han, da oprøret brød ud i DDR? Jo, han måtte stoppe på en motorvej og søge ind i skoven for at slå en streg. Grineflip.

Christian Dorph er god til at beskrive rum. Hvordan går man igennem et rum, hvordan skaber man et rum, og han er præcis med sproget. Han er stilistikeren, mens Pasternaks styrke er baggrunden og dialogerne.

- I almindelighed har vi ikke mange konflikter, mens vi skriver. Men vi er da oppe at køre, det gør ondt, det er et arbejde. Romanen er skrevet rimelig hurtigt, så man kan sige at skriveprocessen også - og forhåbentlig - afspejler hastigheden og desperationen i bogen. Vores tre hovedpersoner "gider ikke høre noget pis", og det har også været mottoet for processen. Det har speedet hastigheden op. Det handler om klarhed og fart, siger Pasternak.

Men kadancen har ikke kunnet holdes hele tiden. Voldsscenerne har været svære at få til at fungere. Det er Pasternak, der er den udfarende i blodrus og knivstik, og han havde udpenslet en grufuld scene i kødbyen, hvor svin skæres og skamferes.

- Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvordan det så ud, eller hvordan det foregik, så da måtte håneretten i brug, siger Christian Dorph.

Hånet blev der derimod ikke, da de havde den første version færdig. De var skuffede. Romanen fungerede ikke, så de måtte på den igen.

- Men drivkraften kan jo også være negative følelser som surhed, hidsighed og vrede. Og generelt har vi et meget åbent forhold til det at skrive. For i sidste ende handler det jo om at presse hinanden til at skrive noget, der holder.

- Men derfor er det alligevel hårdt at få et par ørefigner af makkeren.
  • Fyens Stiftstidende

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere