KØBENHAVN: Der er langt fra retssalene i amerikanske film og tv-serier til virkelighedens verden.

Der er lige så langt fra den danske serie "Forsvar", hvor forsvarerne selv efterforsker, til det der i flere måneder er foregået i Østre Landsret i Bredgade i København.

Terrorsagen fra Vollsmose er mere end 14 måneder efter sin start ved at være i sin afsluttende fase, og på fredag falder dommen.

I næsten 30 retsmøder fordelt over september, oktober og november har fire mænd fra 19 til 34 år siddet fast bænket i landsrettens niende retssal med uniformerede og civile betjente omkring sig, så de ikke ser deres snit til at tale sammen.

Men hvor det i fjernsynets verden bliver gjort til spænding, drama og uskyldig verdensfjern underholdning, når en person er anklaget for noget kriminelt, er det barsk verdensnær alvor for de fire mænd fra Vollsmose.

For dem er det et spørgsmål om fængsel i måske mange år, når der på fredag afsiges dom. For det, de er anklaget for, kan bure dem inde i op til livstid.

Eller det kan give dem friheden tilbage, hvis nævningene ikke finder dem skyldige.

Pæredanske nævninge

Det er fire menneskers skæbner, de 12 nævningene sidder med, når de skal gennemgå beviser og vidneudsagn, der er kommet frem i sagen.

Oprindeligt var der 14 nævninge, men to er faldet fra, og derfor er suppleanterne trådt til.

Når de kommer ind fra lokalet bag retssalen rejser alle sig op. Forrest går en ældre spinkel kvinde. Bagved hende kommer en svært overvægtig midaldrende mand, som har følgeskab af flere ældre mænd.

Ham med den grønne fiskevest efterlader sit badetøj fra morgenens friske vinter-havdukkert udenfor. De sidder på bageste række, og det er også her, dåsen med de blandede kulørte bolsjer flittigt sendes frem og tilbage.

På forreste række blandt nævningene sidder den yngste nævning klemt inde mellem en ældre dame med håret bundet stramt i nakken og en midaldrende mand på den anden side. Den unge kvinde er lige blevet mor, og i middagspausen ammer hun sit barn i landsrettens kantine i kælderen mellem den kolde og varme buffet.

Fælles for alle 12 nævninge er, at de er pæredanske med lys hud og næsten alle 50+.

De er et såkaldt repræsentativt udvalg af den danske befolkning.

Ingen er af anden etnisk herkomst.

De kommer i deres hverdagstøj. Nogle i slidte cowboybukser, som hænger under maven. Andre har gjort mere ud af det, når de har fået det betroede job.

Nævningene må ikke tale med andre om den sag, de skal votere i.

Men rygtet går blandt pressen om, at en af nævningene har talt med en veninde om politiets civile agent - den person som infiltrerede miljøet omkring de tiltalte, og som er anklagemyndighedens vigtigste kort.

Nævningen mener, pressen har været for hård ved agenten, og at han var sød og nuttet, da han i flere dage blev afhørt i retten.

Kropssprog

Påfaldende er det at se, hvordan flere nævninge lægger armene over kors, når det bliver forsvarernes tur til at procedere.

Selv om det har alvorlige konsekvenser for de fire tiltalte, finder en nævning det mere interessant at studere varedeklarationen på en æske Gajol, ligesom en anden ser ud til at være tæt på at falde i søvn.

En tredje gaber anmasende højt i minutterne inden, retsformanden erklærer frokostpause.

Så går turen for nævningene enten ned i landsrettens kantine eller til en kælder-sandwichbar i Store Kongensgade med smørrebrød og en frokostøl.

Imens trækker de tre anklagere sig tilbage. De har et lokale for sig selv, hvor de kan spise frokost uden irriterende og pågående spørgsmål fra det korps af journalister, der har belejret tilhørerpladserne lige siden retssagens start den 5. september.

Anklagerne - de to kvindelige vicestatsadvokater i midten af 40'erne og den næsten lige så gamle politiadvokat fra Fyns Politi - har hele sagen igennem holdt sig væk fra pressen.

Fra deres bord mellem nævninge og landsdommer har de i pauserne holdt slagplan med to repræsentanter fra Politiets Rejsehold - dem der reelt har stået bag den sidste del af efterforskningen.

Henvendelser fra pressen er fra samme anklagere blevet høfligt og bestemt afvist, ligesom de ikke har ønsket at kommentere det, der er kommet frem under de mange retsmøder.

Vågne forsvarere

Anderledes medie-bevågne er forsvarerne. I pauserne trisser de gerne ned i gården til landsretten, som er bevogtet af uniformerede betjente.

Forsvarerne ved, pressen er ude for at ringe reportager hjem, drikke kaffe og ryge en smøg.

Det er hér, de kan prøve at dryppe en historie eller en kommentar om det, der forinden er foregået i retssalen.

Flere af forsvarerne bruger også bevidst at holde papirer så højt op, at pressen ikke kan undgå at se dem.

Det skete for eksempel, da advokat Hugo Steinmetz holdt et eksemplar op af en side med udskrift af den kommunikation, der har fundet sted mellem den civile agent og Politiet Efterretningstjeneste (PET) - som eksempel på hvordan samtlige ord og linjer var streget over med en sort tusch.

Forsvarerne stiller også gerne op til interviews med tv-stationerne ved bagindgangen til landsretten i Fredericiagade. Her hænger et af de mest filmede skilte i danske retsreportager, der kundgør, at man er ved Østre Landsret.

Imens bliver de terrortiltalte kørt væk i høj fart i civile politibiler med tonede ruder på bag- og sideruder, mens der ligger betjente med maskinpistoler klar på hustagene og trafikken på Bredgade og Store Kongensgade holdes tilbage af betjente, der tager terrortruslen meget alvorligt.

Bagefter følger de tre anklagere i en minibus.

Hvor, de skal hen, er altid hemmeligt, men hos pressen lyder gættet altid på Klausdalsbrovej i Søborg:

Hovedkvarter for landets hemmelige politisektion, efterretningstjenesten.

Iført kåber

Tilbage i retssal ni sørger retsformanden, den ikke særligt høje og spinkle 66-årige landsdommer Folmer Teilmann, for, at spillet kører efter reglerne.

Han sidder bagest i lokalet bag et langt bord, og på hver sin side har han en landsdommer siddende, henholdsvis den 50-årige Benedikte Tegldal og 40-årige Jon Fridrik Kjølbro.

Ingen af de to siger noget højt. Højst en svag hvisken mellem dem og retsformanden opstår, når noget ikke går efter planen.

Alt går gennem Folmer Teilmann, der med entydige vendinger tilkendegiver, at det er ham, der bestemmer.

Det er hans retssal. Også selv om den kun er til låns, fordi Folmer Teilmann kommer fra landsrettens tredje afdeling og har lånt retssal ni, fordi der er mere plads.

Mens alle i retslokalet stadig står op, kommer de tre landsdommere gående ind til deres pladser. Jon Fridrik Kjølbro er forrest, efterfulgt af Folmer Teilmann og bagest Benedikte Tegldal.

- Værsgo at sidde ned, siger Folmer Teilmann, mens han skuer ud over salen for at konstatere, at alle er mødt.

Alle tre er iført kåber, men inde under skimtes jakkesættet og slipset hos de to mandlige dommere.

Alle tre noterer flittigt, som sagen skrider frem.

Det er de noter, der bliver ført til dombogen, og som bruges, når retsbelæringen skal skrives i disse dage.

Det er afgørende, at alt bliver skrevet ned. Har landsdommerne misset en sætning eller to, mangler den i retsbogen.

Derfor må retsformanden også ind imellem bede vidner tale langsommere, så han og de to øvrige kan nå at få det hele med.

Juridisk kamp

Alvoren for de fire tiltalte til trods er det ofte en juridisk kamp, der finder sted hen over det ingenmandsland midt i retslokalet mellem forsvarerne til venstre og anklagerne til højre.

Nogle gange tror man, de hader hinanden, for stemningen er sarkastisk og ironisk.

Det er som et forlist ægteskab, hvor parterne stadig kaster mudder efter hinanden.

Her er det ikke mudder, men paragraffer.

Under nogle retsmøder bliver den ene part afbrudt af den anden part, fordi reglerne ikke bliver fulgt i det juridiske spil.

Så må dommeren på banen og afgøre, hvem der har ret.

Forsvarere og anklagere er som to fodboldhold, der er modstandere på samme bane.

Man snakker ikke med modstanderen, hvis man kan undgå det.

Kun en enkelt af forsvarerne - advokat Hugo Steinmetz - har været på anklagernes banehalvdel for at diskutere en praktisk detalje i sagen.

Men han er også tidligere politianklager ved Københavns Politi, så han kender modstanderens hold indefra.

Forsvarer-hierarki

Forsvarerne har altid ordet i en bestemt rækkefølge, og da retsformanden under et enkelt retsmøde foreslog det omvendt, var ingen interesseret i det.

Steinmetz er først, og han taler i lang tid.

Elmquist er den næste, der taler i endnu længere tid.

Det får nævninge til at ryste opgivende på hovedet, og sende opgivende blikke til sidemanden.

Frank Wenzel er den tredje, og han er kommet stærkt med i opløbet og kan næsten tidsmæssigt nå op på højde med Steinmetz. Men også kun næsten, for Wenzel ved godt, hvornår han gentager sig selv.

Georg Steensboe - eneste fynske forsvarer i kvartetten - er af retsformanden blevet kaldt for rosinen i pølseenden. Han undskylder sig med hver gang, at han altid er sidst og derfor bakker sine forsvarskolleger op i det, der allerede er sagt.

Og så supplerer han med, hvad der er afgørende for hans klient, der er den yngste af de fire tiltalte.

Elmquist ved godt, han taler meget og længe. Det har han undskyldt for over for nævningene, men han har også sagt hvorfor.

For ham og de øvrige er det afgørende, at spillereglerne følges, og at så mange oplysninger som muligt kommer frem.

Spørger man anklagerne, er de det.

Spørger man forsvarerne, er de det ikke.

Næsten 30 afsnit af terrorsagen slutter på fredag.

Men det er ikke 30 afsnit fra en iscenesat kunstig virkelighed i et filmstudie hos Nordisk Film i Valby.

Det er den rigtige virkelighed.