Psykiatriske diagnoser bruges i stigende grad, når man skal forklare, hvad der er galt med utilpassede børn og voksne.

Det er svært at få præcise tal på, hvor mange danskere der skulle lide af en psykisk sygdom, men skal man tro Psykiatrifonden, drejer det sig om over en halv million.

Alene i 2005 fik 14.500 børn og unge stillet en psykiatrisk diagnose, og forbruget af psykiatrisk medicin til børn og voksne er eksploderet. På 10 år er det samlede salg af psykofarmaka vokset til det femdobbelte.

Børne- og ungdomspsykiater Søren Hertz er hverken modstander af diagnoser eller medicin, men han mener, der fokuseres for meget på begge dele - blandt andet i forbindelse med diagnosen adhd (tidligere damp), der typisk udløser en recept på det amfetaminlignende Ritalin.

Fra 1997 til 2006 er forbruget af Ritalin til børn i 10-14-års alderen 13-doblet, og omsætningen på Ritalin-markedet steg i den periode fra halvanden million kroner til over 36 millioner kroner.

Søren Hertz ordinerer imidlertid ikke selv medicin til børn med adhd, og han finder det dybt problematisk, at diagnoser bruges som en slags forklaring på, hvad der er galt med et barn.

- En adhd-diagnose er et øjebliksbillede, ikke en betegnelse for et livslangt handicap. Vi undersøger børnene på det tidspunkt, hvor problemerne ser værst ud, og i den forbindelse kan diagnosen være et redskab. Men hvis vi er alt for optagede af, hvilke symptomer, der passer ind i mønsteret for en bestemt diagnose, så kan vi ikke få øje på det, der ligger ved siden af. Det kan for eksempel være alt, der ikke passer ind, og ikke mindst de gode grunde til, at det ser sådan ud, siger Søren Hertz.

Stempling

I landsforeningen SIND ser man også med bekymring på, hvordan pyskiatriske diagnoser nærmest automatisk efterfølges af - ofte livslang - medicinering.

- Hvis du indlægges med diagnosen "brækket ben", så bliver knoglen sat på plads. Dit ben er ikke brækket resten af livet. Men brækker du sindet, forsvinder diagnosen ikke igen. I stedet bliver du rådet til at tage medicin resten af livet, siger pressekoordinator Erik Svendsen, som efterlyser mere fokus på det hele menneske - også når det drejer sig om børn.

- Skoler og forældre presser på for at få en diagnose. Opfattelsen er, at hvis man ikke passer ind, så må der være noget galt.

Det bekræfter psykiater Søren Hertz. Han mener, efterspørgslen på diagnoser til dels skyldes, at diagnosen mange steder er gået hen og blevet en betingelse, hvis man skal have hjælp fra det offentlige system.

Risikoen er, at opmærksomheden på støttemuligheder drejer fokus væk fra de uanede muligheder, som allerede ligger hos barnet og i barnets netværk, mener Søren Hertz.

- Børn og unge spejler sig i, hvad andre tror er muligt for dem. Hvis de spejler sig i en forestilling om, at de har et livslangt handicap, så risikerer man, at det bliver en selvopfyldende profeti, siger han.

Tilliden til - og brugen af - psykiatriske diagnoser har ikke altid været så udbredt, som den tilsyneladende er nu.

Historiker Poul Duedahl fra Aalborg Universitet fortæller, at vi i dag har langt større tiltro til diagnoser, end man for eksempel havde i 1970'erne, hvor en psykiatrisk diagnose nærmest blev anset for et overgreb.

Biologi-begejstring

I en del år blev psykisk lidelse praktisk talt kun betragtet som resultat af urimelige samfundsforhold eller traumatiske opvækstbetingelser, men moderne hjerneforskning har bragt de biologiske begrundelser tilbage igen, og det udmønter sig blandt i forsøg på at forklare så forskellige fænomener som kriminalitet, homoseksualitet, alkoholisme eller depression med særlige genetiske arveanlæg eller som udtryk for en kemisk ubalance eller defekt i hjernen.

- Man kan godt sige, at psykiatrien igen er blevet stueren, og ingen er vel uenige i, at meget syge mennesker kan have brug for medicin. Men hvis du begynder at forklare enhver psykisk afvigelse biologisk og hævde, at folk fødes psykisk syge, så låser du mennesker fast i en position, de ikke kan bryde ud af. Det er en slags brændemærkning, især af de mange grænsetilfælde. En brændemærkning, der fortæller mest om det omgivende samfunds tolerancetærskel, siger Poul Duedahl, der har skrevet en ph.d-afhandling om det biologiske menneskesyn.

Psykiater Søren Hertz hilser den moderne hjerneforskning velkommen, men opfordrer til, at man udviser varsomhed med, hvordan man bruger den.

- Det, vi ved om hjernen, er, at den rummer uanede muligheder. Hjernen er plastisk, især hos børn og unge, og man har i dag dokumentation for, at det er i det sociale samspil, hjernen udvikler sig. Derfor må en diagnose som adhd ikke opfattes som en forklaring på, hvad der er galt, men skal ses som en beskrivelse. Den indeholder heller ingen prognoser for fremtiden, siger Søren Hertz.

Til foråret udkommer en bog, han har skrevet, om behovet for nye perspektiver på børne- og ungdomspsykiatrien.

Syge liv

Selv om det kan føles som en lettelse at få en diagnose, skal man være opmærksom på, at den kan give problemer på andre måder.

For eksempel afviser mange forsikringsselskaber at tegne ulykkesforsikringer til børn med adhd, ligesom man heller ikke automatisk kan forvente, at man kan tegne en rejseforsikring, hvis man er i behandling med psykofarmaka.

I Sygeforsikringen Danmark oplyser afdelingschef Henriette Borges, at man "formentlig" har afvist at forsikre børn med diagnosen adhd, men understreger, at det er op til en individuel vurdering.

I brancheforeningen Forsikring & Pension forklarer jurist Lene Harker, at en psykiatrisk diagnose er noget, man skal oplyse om, hvis man bliver spurgt, når man tegner forsikring.

- Kommer det først frem, når man skal have en udbetaling, kan det blive betragtet som svig, og så risikerer man, at man ikke er dækket, siger Lene Harker.

Selv om det ikke er nyt, at private forsikringer forbeholder sig ret til at afvise "dårlige liv", mener historiker Poul Duedahl, at den åbenlyse forskelsbehandling er et eksempel på, hvordan en øget anvendelse af psykiatriske diagnoser kan føre til, at flere stilles ringere som borgere, og at de "raske" fralægger sig ansvaret for at indrette et samfund, der forebygger udstødelse.

- Når man i dag hører læger påstå, at folk med diagnosen adhd er i større risiko for at blive kriminelle, så er der ikke lang vej til at sige, at kriminalitet er biologisk funderet. Men kriminalitet er også i høj grad kulturelt betinget, og det samme gælder for "ondt i livet". Derfor tror jeg, at vi vil komme til at se et oprør mod de psykiatriske ­diagnoser og en genfødsel af kravet om kulturelle forklaringer, siger Poul ­Duedahl.