Den har nærmest karakter af et lille landkort i cd-format, den nye plade "Hjemstavn". Vi passerer Grønlandstorv i Aalborg, Fruens Bøge i Odense, Roskilde Havn og Dan Turèlls stamsteder på Vesterbro i Kø­benhavn, og hvert sted har vi en dansk musiker med som behjertet guide. For som det ligger i titlen, handler de 13 sange om, hvor de kommer fra; og hvad det end har betydet for dem, ønsker de at vise det ordentligt frem.

For det spiller en vigtig rolle, hvor vi fik smurt madpakkerne til voksenlivets overlevelse, mener albummets fædre Morten Sternberg og Jeppe Krogsgaard Christensen. Helt ned på det lokale plan har det effekt.

- Ingen kan benægte, at folks udgangspunkt betyder virkelig meget. Vi kan sagtens forstå hinanden i Danmark, men det er afgø­rende, om du har fundet ud af, hvem du er i Thyborøn eller i Ishøj. Selv om vi alle er danskere, er vi også forskellige, siger Jeppe Krogsgaard Christensen.

Ingen national nostalgi

Men emnet er ømtå­leligt, for enhver snak om dansk identitet har fået et alvorligt politisk skær gennem de seneste år. Så derfor har det væ­ret magtpå­liggende for de to musiknørdede bagmænd at understrege, at de meget nø­digt vil spændes for den nationalistiske vogn.

- Man kan godt diskutere tilhørsforhold, uden det har noget med nationalisme at gøre. Vi vil blot vise, hvordan vi adskiller os fra hinanden og hvordan vi er ens, siger Krogsgaard Christensen.

Derfor har de også valgt musikere, de mente, ville undgå at fortabe sig i tå­revædet, skønmalet nostalgi.

- Det er klart, at havde vi spurgt Richard Ragnvald og den slags, var resultatet blevet anderledes, siger Krogsgaard Christensen.

I stedet kredser de mestendels nykomponerede numre uhøjtideligt om en oftest tabt, men toneangivende tid i de enkeltes liv. Og det har vist sig, at selv om sangfortællingerne er geografisk specifikke, er deres temaer helt generelle:

- Det er de samme problemer, man tumler med forskellige steder, på­peger Jeppe Krogsgaard Christensen og fortsætter:

- Det er en grundfølelse af splittelse og melankoli.

Morten Sternberg bakker op:

- Selv om min hjemby, Køge, ikke er repræ­senteret, så kan jeg jo genkende mig selv masser steder i sangene, siger han og henviser til Junckers bidrag, "Pænt Farvel":

- De dér linier med, at bliver jeg, går alting tabt, men tager jeg af sted, får jeg alting med, er jo helt universelle.

Eller som Breum skriver om sin baggrund i Vejle:

"I bund og grund vil jeg tilbage/men jeg kan kun gå frem".

Skal ind i skolen

Den slags fø­lelser har strømmet gennem dansk sangskrivning de senere år og inspireret til idé­en.

- Jeg synes, jeg kunne se en tendens i moderne dansk musik til, at man begyndte at beskæftige sig med, hvor man kom fra. Peter Sommers "8-6-6-0" og hiphoppere, som begyndte at råbe postnumre for eksempel, forklarer Morten Sternberg.

Gennem sit tidligere arbejde som folkeskolelæ­rer oplevede han dog samtidig, at genrens ældre skriverkarle som St. St. Blicher havde det hårdt i klassevæ­relserne.

- Jeg havde svært ved at sælge hjemstavnsteksterne til eleverne. Så prø­vede jeg at introducere hiphoptekster, der har meget af det samme, Niarn og Aalborg og Jokeren og havnen. Og på den måde kunne jeg snige de gamle tekster ind ad bagvejen, fortæller Sternberg.

Per Vers og Aakjær

Nu hå­ber han og Jeppe Krogsgaard Christensen, at "Hjemstavn" skaber lysten til se andet end støv og gulnet papir i den gamle digtning. De skriver i øjeblikket på et undervisningsmateriale, som kan bruges at skabe dialog mellem nutidens og datidens digtere.

- Man kan jo starte med rapperen Per Vers og så trække Jeppe Aakjær ind over, foreslår Morten Sternberg og konstaterer:

- Det er dybest set det samme, de skriver om.

Et tveægget sværd

Han har altid afsøgt sine rødder eller, med egne ord, pillet sig lidt i navlen i sine sange. Så for Christian Juncker var det en spændende opgave at blive ringet op og bedt om at skrive en sang om sin hjemstavn, Odense.

- Det har væ­ret en sjov udfordring at prø­ve at hælde den hér tradition på nye flasker. Også fordi det lokale er blevet vigtigt i lyset af det globale. Ikke at det lokale skal være noget med at forsvare sine kødboller og sin ligusterhæk, men det er en rygrad, siger han og forklarer om sin hjemstavnsfølelse:

- Odense er for mig et paradoks, et tveægget sværd. Altså, jeg er jo OB'er helt ind til benet, men samtidig kan byen også drive mig til vanvid, siger han.

Den splittelse skildrer han i "Pænt farvel", hvor han lader tankerne drive rundt i byen og tilbage i tiden. Han ser sig selv udvikle sig til det punkt, hvor det er tid til at tage afsked.

- Det er som et parforhold, hvor man bliver nødt til at sige, at hvis vi skal kunne se hinanden i øjnene, må vi sige farvel.

I dag har han boet så længe på Nørrebro i Kø­benhavn, at det er mere i fantasien, han fø­ler sig hjemme i Odense. For byen har også ændret sig.

Men han er stadig odenseaner og har taget noget af mentaliteten med sig.

- Man er smilende og glad på en meget let måde. Og det er kun godt ment. Man har ligesom et Albani-gen.

Stille desperation

Græsset er ikke alene grønnere dér på den anden side. Der er også mere af det, og der sker mere mellem stråene. Sterlings bidrag til "Hjemstavn" kredser netop omkring den udlængsel og frygt for at gå glip af noget, der kan opstå, når ens forældre har valgt Nordjylland som bopæl. Et bidrag med titlen "Liv på Mors?".

- Man kan godt få en stille desperation sådan et sted. For man kan se på fjernsynet og på nettet, at der foregår en masse andre steder, men man ved, at det næste, der sker her, er, at der kører en traktor forbi vinduet om et kvarter, siger forsanger Mads Nygaard.

Hans barndoms og tidlige ungdoms vinduer hang i Skarp Salling, mens guitarist Jonas Linnet tumlede rundt i Klim. Deres skildring af at føle sig indespærret dér i en "bedøvet og bedukket provins" er et svar til Peter Sommers "Valby Bakke".

- Han overromantiserer at komme fra provinsen, konstater Mads Nygaard.

Men så er landlivet heller ikke værre. Og selv om Nygaard blev sur, da han engang fandt ud af, at hans forældre havde fravalgt Århus for Skarp Salling, sætter han pris på sit ophav.

- Jeg er glad for, det sted jeg kommer fra, og det har betydet meget. Man ved godt, man er en bonderøv og er fra et fint sted i landet med sine egne kvaliteter. Og man tager det, som det kommer i stedet for at prøve at spille op til noget, fastslår han.

Mads Nygaard bor i dag på Vesterbro i København.