Hun er kendt i det meste af Europa for sine fantastiske jazz- og gospelsange, som hun lægger for sine tilhøreres fødder med sjæl og krop og en intensitet, der næsten gør ondt.

Senest har hun her i landet tillige vundet en mere folkelig opbakning baseret på sin populære og glade medvirken i fjernsynsserien "Stjerne for en aften", hvor hun altid har givet de deltagende amatører højeste karakter, et stort femtal, og dermed markeret sig som dommerholdets mest overbærende person.

Nu sidder man så her med en tyk bog, en biografi, der fortæller en alt andet end gloriøs historie om en kvinde, der det meste af sit liv har måttet kæmpe mod nedværdigelse og bedrag, og som er blevet tæsket både af sin egen far og af sine ægtemænd. Hertil kommer livstruende sygdom og mange smerter.

En kvinde, der troede, at hun i 1968 undervejs fra en koncert i London til sit hjem i USA bare lige skulle rejse et smut til Vestberlin for at give en enkelt koncert, men som på forunderlig vis havnede på den forkerte side af muren og i fem år derefter troede på, at hun ikke kunne få udrejsetilladelse fra Østtyskland, fordi hun havde mistet et vigtigt stykke papir med sit udrejsevisum. Det meste af tiden var hun adskilt fra sine to små børn, Debbie, som senere selv gjorde karriere i musikkens verden og blev landskendt, da hun vandt Melodi Grand Prix med "Krøller eller ej", og sønnen Steve, der er guitarist og både underviser og giver koncerter.

Så blodet flød

Bogen om Ettamae Louvita Coakley - efternavnet Cameron stammer fra hendes første mand, Lamark Cameron fra South Carolina - er skrevet af journalisten og forfatteren Bo Østlund efter en halv snes åbenhjertige samtaler i foråret i et sommerhus i Hornbæk. Man fornemmer, at de to er kommet godt ud af det med hinanden, og at Bo Østlund har overlevet de kaskader af tårer, som Etta Cameron udgød under hele seancen, mens hun for første gang i sit liv fortalte om sit dramatiske liv helt tilbage fra tiden på Crooked Island i Bahamas. Med en kærlig mor, der sled sig ihjel, fem søskende, som lille Etta måtte passe og opdrage efter moderens død og om faderen, der slog dem alle sammen, så blodet flød.

Etta, den milde, dybt troende og tilgivende Etta, finder sig i det hele, fordi hun mener, at det ikke kan være anderledes, og det er den samme eftergivende og tilgivende attitude, hun gør brug af i sine fire ægteskaber, der alle ender mere eller mindre katastrofalt.

Kærlig og tilgivende

For slet ikke at tale om danskeren Bernie (hans efternavn nævnes ikke, men der er billeder af ham i bogen), som angiveligt er dobbeltspion, har fine forbindelser og er den, der reelt holder hende i fangenskab i Østtyskland i de mange år, fordi hun er en god indtægtskilde.

Han fungerer som hendes manager, kontrollerer hende som en fangevogter, sørger for husly og mad, slår hende sommetider og beholder ellers hendes penge fra de talrige koncerter, han arrangerer for hende. Men han gør hende også til superstjerne i Østtyskland og de øvrige østlande. Først efter murens fald erfarer hun, at han er død på mystisk vis.

Hvordan det til sidst lykkedes hende ved gode venners hjælp at flygte til Danmark i 1972, er spændende som en kriminalroman, og hun får både opholds- og arbejdstilladelse, lærer dansk, fortryller med København som udgangspunkt et internationalt publikum med sin smukke, rytmiske musik, medvirker i diverse film, belønnes med ridderkorset af dronning Margrethe og glemmer efterhånden alt om, at hun oprindeligt ønskede at rejse tilbage til USA.

Hun er amerikansk statsborger, men føler sig i dag mere som dansker end som amerikaner. Taler, tænker og drømmer på dansk. Er blevet mere selvstændig og mindre naiv. Finder sig ikke i alting og slet ikke i mænd, der slår. Men hun er stadig et kærligt og tilgivende menneske ud over alle grænser og drømmer fremdeles om den store kærlighed.

Så vi giver hende et stort femtal, ikke?

Om bogen

Bo Østlund: "Etta Cameron - Hun gav smerten vinger", 351 sider. Illustreret. 249 kroner. People`s Press.