I dag spiser man morgenmad, middagsmad og aftensmad. Engang spiste man davre, unden og nadver.

Avisen har læsere, som stadig husker de gamle betegnelser. Asta Thygesen, Nyborg, skriver:

- Når vi i min barndom i 1930'erne skulle have middagsmad klokken 12, lød det sådan i det vestjyske: Hvad skal vi have til vores onnen? Måske staves det "onden" eller "unnen". Hvorfra stammer det mærkelige ord? Kan Sprogdoktoren hjælpe os vestjyder, takker vi meget.

Margrethe Pedersen, Otterup, har tidligere sendt et brev med et lignende indhold:

- I min barndom sagde min far, når vi skulle have morgenmad, at vi skulle have "davre". Middagsmaden (varm mad) hed "oune", og aftensmaden var "naer", vel nok en forkortelse af "nadver".

Sprogdoktoren svarer: Jo, den er god nok. Måltiderne har tidligere haft andre betegnelser. Og alle tre findes i ældre ordbøger.

Om "davre" skriver "Ordbog over det danske Sprog" (bind 3 fra 1921), at det stammer fra "daffuorth", som på ældre dansk betød "dagmåltid".

Om "unden" fortæller bind 25 fra 1950, at det forekommer stavet på talrige måder: unnen, onden, onnen, une, unne, one, undern, ønen, ynden og så videre. Det nedstammer fra et nordisk ord undorn, undurn eller undarn, som betød måltid eller tidspunktet omkring klokken ni. Senere blev det brugt om måltidet omkring klokken 12, ikke blot i Vestjylland, men i alle landsdele, inklusive Fyn og Bornholm.

Og om "nadver" hedder det i bind 14 fra 1933, at det udspringer af ordet "nat" og ordet "warth" eller "worth", som på gammel dansk betød måltid.

Bondekost

De fleste danskere kan i dag klare sig med to-tre hovedmåltider. Det kunne man ikke nøjes med i det gamle bondesamfund.

Dengang skulle alle tidligt op for at tage sig af dyrene og af gårdens drift, og dagen igennem arbejdede man hårdt. Derfor indtog man ikke blot tre solide og fede hovedmåltider, men også flere mellemmåltider.

I bogen "Hvorfor det?" (2006) skriver Mette og Mogens Eilertsen:

- Typisk begyndte man dagen med frokosten, som bestod af brød, grød, spegesild og stegt flæsk. Ved 6-7-tiden spiste man davre, som var brød eller grød, og ved 9-10-tiden indtog man lidt igen.

Klokken 12 var der varm mad. Middag eller middagsmad hed dette måltid midt på dagen.

Ved 16-17-tiden fik man "mellemmad" bestående af smørrebrød og ost. Og ved solnedgang stod den på kold aftensmad, kaldet nadver.

- De tre hovedmåltider blev så vidt muligt indtaget hjemme på gården, mens mellemmåltiderne som regel blev spist i marken, beretter Eilertsen og Eilertsen.

Fin middag

I industribyerne blev det varme hovedmåltid efterhånden rykket til efter arbejdstid, men det beholdt betegnelsen middag.

I dag kalder vi også det varme måltid for "aftensmad", mens ordet "middag" forbeholdes den finere madlavning, eventuelt sammen med gæster.

Traditionen med at spise varm mad om middagen forsvandt, men fik dog forlænget levetid om søndagen, når familierne havde fri. Mange husker søndagsstegen med brun sovs og agurkesalat.

Også frokosten har flyttet sig. Oprindelig var frokost dagens første måltid. Ordets første del, "fro", svarer til tysk "früh". Svenskerne siger stadig "frukost" om dagens første måltid, mens måltidet midt på dagen hedder "lunch".

Nadver i kirken

Herhjemme har vi bevaret et ord som "mellemmad", men med nyt indhold. Ud over den gamle betydning som "mellemmåltid" kan en "mellemmad" også betyde et stykke rugbrød eller franskbrød med pålæg. I den betydning har det også en flertalsform: mellemmadder.

Ordet "nadver" har i dag kun religiøs betydning - som et ritual med oprindelse i "den sidste nadver", Jesu sidste måltid med sine disciple skærtorsdag aften.

Ved altergang uddeler præsten hver søndag brød til menigheden, en såkaldt oblat. Den kan man ikke blive mæt af.

Spørg om sproget

Spørgsmål om sproget, kan du maile til: Sprog@fyens.dk, eller skrive til: Fyens Stiftstidende, Banegårdspladsen, 5100 Odense C, mrk: Sprogdoktoren