Egentlig havde han nok aldrig drømt om, at han skulle konvertere til islam, gå til bøn hver aften ved solnedgang og få sit liv vendt totalt på hovedet. Men kærlighed kan føre mange veje, og for den 33-årige LH blev det en vej, han og den store kærlighed aldrig nogensinde kan vende tilbage ad.

For som en af Danmarks mest omtalte mænd i øjeblikket er han nøglen til det, som justitsminister Lene Espersen allerede for et år siden kaldte noget af det alvorligste, vi havde set i Danmark ? terrorsagen fra Vollsmose. En nøglerolle, der nu totalt har vendt op og ned på hans og familiens liv med nye identiteter, ny hemmelig adresse og et liv med livvagter.

For LH startede det hele med et møde over nettet med en indonesisk kvinde, der var rejst til Danmark som au pair. Hun blev angiveligt groft udnyttet med sulteløn og horrible arbejdstider i et finere nordsjællandsk direktørhjem.

En behandling der gjorde den jurastuderende LH så fortørnet, at han forsøgte at tage hende i forsvar. Forsvaret udviklede sig til kærlighed, en kærlighed som fik den 33-årige pæredanske mand med et forlist ægteskab med tre børn bag sig til at konvertere til islam.

- Det var betingelsen for, at jeg kunne få den kvinde, jeg elskede. Mit forhold til islam er vel det samme som alle andre danskeres forhold til folkekirken. Jeg tror, der er en form for gud et sted, men jeg kom mest i moskeen for at lære. Det følte jeg, at jeg skulle, når jeg nu var konverteret, som LH forklarede, da han i mandags for første gang satte sig i vidneskranken i Østre Landsret i Bredgade i København.

Flere af de fire tiltalte i sagen havde svært ved at kende ham med ny hårfarve, briller og adskillige kilo mindre på de tidligere velpolstrede sideben.

At LH overhovedet kom i kontakt med mændene fra moskeen på Ørbækvej i Odense var lige så tilfældigt som hans møde med den store kærlighed.

- Det var fordi, den lå tættest på universitetet, og fordi jeg havde hørt, at jeg kunne lære noget der, som han sagde.

Følte sig udenfor

Først noget senere hørte han fra nogle af de andre studerende i den muslimske studiekreds, som han var med til at starte på universitetet, at moskeen på Ørbækvej var kendt for at være den mest rabiate af byens to store moskeer.

Mens det primært var tyrkere, der kom i moskeen på Østerbro, så var det araberne og somalierne, der var i klart flertal i moskeen på Ørbækvej.

Og da LH efter sin muslimske vielse hos den kendte imam Abdul Wahid Petersen i København i august 2005 kort efter for første gang trådte indenfor i den fabriksagtige bygning på Ørbækvej, følte han sig udenfor.

- Han stod for sig selv i et hjørne, som en af de terrortiltalte, den danske muslim AA siden har forklaret.

Sådan havde han stået i flere uger, da AA på opfordring fra en af stedets imamer, den terrortiltalte MZ tog kontakt til ham.

Med samme danske baggrund og samme modersmål kom de to konvertitter hurtigt på bølgelængde, og i løbet af de næste måneder udviklede de et venskab. Det fik en brat ende med politiets og efterretningstjenestens antiterroraktion i Odense den 5. september sidste år, hvor AA, og MZ sammen med 9-10 andre mænd blev anholdt og sigtet for forsøg på at udføre en terrorhandling

- Jeg havde det svært med det, men omvendt kunne han (AA red.) jo bare have gjort som mig, da der begyndte at blive talt om væbnet jihad, forklarede LH.

For ved årsskiftet 2005/2006 begyndte det at gå op for LH, at hans nye venner AA og dennes nære ven, den palæstinensiske RD, havde sympatier, han bestemt ikke delte.

Selv på universitetet var der muslimske studerende, der åbenlyst talte for væbnet kamp i Irak og al-Qaedas ret til at forsvare muslimer over hele verden for de overgreb, de blev udsat for.

Kaldt til politigården

Midt i december havde han sat sig til tasterne og skrevet en e-mail til efterretningstjenestens hjemmeside med overskriften ?Er det her noget, I vil høre mere om??

I mailen nævnte han ikke vennerne i moskeen, men de rabiate medstuderende på universitet og indsamlinger, som LH mente gik til terrorgrupper som Hamas og Hizbollah i Mellemøsten.

Og reaktionen udeblev ikke. Efter nytår blev han kaldt ind på politigården i Odense, hvor en særlig betroet politimand tog en snak med ham.

I første omgang var det for at afklare, om LH havde flere oplysninger. De aftalte, at han kunne kontakte PET eller politiet, hvis han hørte yderligere, og i marts havde LH hørt nok til, at han fik et møde i stand med PET.

På det tidspunkt var tonen i fredagbønnerne på Ørbækvej begyndt at blive skarpere.

Der blev raset mod de danske Muhammed-tegninger og ikke mindst amerikanernes opførsel i Irak, hvor den ene skandale om overgreb på fanger afløste den anden.

Og var tonen skarp fra talerstolen, så var den endnu skarpere i krogene. Blandt andet i en læsegruppe, der hurtig fik tilnavnet ?De unge mænd?.

Gruppen bestod af 10-12 stykker og talte blandt andre AA, RD og så AK, der i moskeen kun gik under navnet Irak-Ahmed.

I sommeren 2005 havde han været i Irak, officielt for at lave en dokumentarfilm om de irakiske flygtninge, men uofficielt ifølge AA for at kæmpe mod de amerikanske styrker.

Så langt nåede han dog aldrig, men alene rejsen og tilnavnet gav ham respekt i moskeen.

På LH virkede han utilnærmelig. Han holdt sig ofte for sig selv med næsen ned i koranen.

Religion og politik

En bog, der også havde vendt op og ned på AK?s liv, der var startet med hash, sprut, kvinder og småkriminalitet.

Nu havde han lagt stilen om, ladet skægget gro og gik i traditionelle arabiske klædedragter.

I læsegruppen skulle de unge mænd egentlig studere profetens liv og levnedsbeskrivelser, men der blev lige så ofte talt politik. Og anført af en imam, der for en stund var fjernet fra fredagsbønnerne af moskeens ledelse, fordi hans taler var for rabiate og fundamentalistiske, blev tonen i læsegruppen skarpere og skarpere.

Og da LH efterhånden var kommet helt ind på livet af især AA, begyndte han at få indsigt i nogle af de ting, der lå bag ved gruppen.

Ifølge AA skulle AK sammen med RD og MZ tidligere have arbejdet på at lave en eller anden form for terroraktion, men det var i første omgang blevet ved snakken, da flere af de andre i gruppen dengang faldt fra.

Af frygt for at de frafaldne ville snakke, droppede de andre planerne for en stund, og det fik Irak-Ahmed til at skrive et arabisk digt af hjemme på værelset hos forældrene i Bøgeparken, hvor han med digtets ord sagde farvel til sin familie for at hengive sig til hellig krig.

Så langt nåede han ikke, og over for LH løftede han lidt af sløret, da han i det sene forår og de første sommermåneder efterhånden havde accepteret den nytilkomne konvertit.

- Han var skuffet over, at Gud ikke ville tage imod hans offer. At han blev sendt tilbage efter en uge med besked på, at man hellere ville bruge ham til noget i Europa, som LH, udtrykte det i landsretten.

Bombeopskrifter

Med sig havde AK fået en cd-rom med bombeopskrifter, og efterhånden som LH blev en mere og mere accepteret del af gruppen, blev han langsomt involveret i planerne.

For han havde en fordel i forhold til de andre: Han lignede ikke en terrorist med sit meget danske udseende.

- Han (AK red.) mente, at det ville sende et forkert signal, hvis han gik ud og købte det, der skulle bruges. Og han havde ikke lyst til at tage skægget af, som LH udtrykte det.

Derfor fik LH en aften i moskeen pludselig stukket en seddel i hånden af AK.

Produkterne på sedlen var ingredienser til en gødningsbombe, og med sedlen i hånden begyndte LH nu et tættere samarbejde med PET.

Han blev instrueret i at lytte, tale med og bistå gruppen med at skaffe de ting, de skulle bruge.

Men hver gang skulle han spørge PET.

LH blev udstyret med lytteudstyr i sin bil og et bæltespænde med en optager i, så han kunne optage de samtaler, han havde med især AK.

Og hen over sommeren blev han viklet dybere og dybere ind i gruppen, der efter LH?s mening nu helt klart pønsede på at lave en eller flere bomber til brug for en terrorhandling i Danmark.

Ifølge AK skulle nogle andre dog sige god for aktionen først. Om det var en påstået forbindelse til al-Qaeda i Irak er aldrig blevet klarlagt.

Attentat-mål

Men målene var ifølge AK klare. Folketinget, Rådhuspladsen eller et politisk møde, hvor man ved at sprænge en bombe kunne presse Danmark til at trække de danske soldater ud af krigen i Irak.

I det stille gik AK også med planer om at lave et attentat mod manden bag Muhammed-tegningerne, Jyllands- Postens kulturredaktør Flemming Rose.

Og i løbet af juli 2006 var LH nu viklet ind i et dobbeltspil, hvor han blev presset fra alle sider - således fra gruppen i moskeen, der var begyndt at mistænke nogen for at snakke. Det resulterede i et overfald, hvor AK?s lillebror stak en skruetrækker i låret på LH.

Han modstod presset og vandt gruppens tillid. Til gengæld blev han genstand for et nyt pres - denne gang fra PET, der nu gjorde alt, hvad de kunne for at få ham til fortsætte efter overfaldet. Det gik han efter en del overvejelse med til.

Og så var der det voldsomste pres overhovedet - fra hans livs store kærlighed, der intet anede om hans rolle.

- Hun troede, at jeg havde en elskerinde, for jeg var aldrig hjemme. Og det var efterhånden temmelig belastende at skulle stikke en løgn hele tiden, forklarede LH.

Til sidst fik han PET til at tage en snak med hende, og dermed var vejen banet for at fortsætte som muldvarp i moskeen.

Nu var han med til at skaffe de sidste ingredienser til bombefremstillingen, og da han midt i august som noget af det sidste afleverede et voltmeter, der skulle bruges til fremstillingen af bomberne, fik han en fornemmelse af, at han var på vej ud af gruppen igen.

De begyndte at lægge afstand til ham, og hos PET prøvede man desperat at få ham til at holde kontakten.

Lugtede af krudtrøg

Blandt andet gennem en opdigtet kvinde fra Sverige, som LH havde lovet at sætte AK i kontakt med. AK havde efter LH?s opfattelse travlt med at blive gift, men alligevel lykkedes det ikke rigtigt at holde kontakten til ham og gruppen.

Og hos PET forberedte man sig nu på at slå til.

Den 14. august - få uger før den store anholdelsesaktion - blev LH afhørt indgående af folk fra Rigspolitiets Rejsehold, for at man kunne være sikker på, hvor meget man havde.

Og at ikke mindst AK arbejdede med at fremstille sprængstof kunne ikke længere skjules. Under en bøn i moskeen kort før anholdelserne stod LH lige bag ham.

- Han lugtede så kraftigt af svovl og krudtrøg, at jeg næsten fik det dårligt, husker LH.

Kort efter slog politiet til i en stor anlagt anholdelsesaktion i Vollsmose, mens LH og hans familie blev bragt i sikkerhed.

- Jeg skulle ikke være i nærheden af Odense, som han udtrykte det.

I dag lever de på en hemmelig adresse et sted i Norden.