analyse

Man kan sige meget dårligt om den topstyring, der i sin mest rene form findes i Dansk Folkeparti. Men den sikrer, at en enkelt ny folketingskandidat ikke kan ødelægge hele partiet, som det er ved at ske hos Enhedslisten - det principielt mest medlemsdemokratiske parti i Danmark.

For uden formand eller egentlig ledelse af partiets folketingsgruppe er sagen om kandidaten Asmaa Abdol-Hamid løbet så meget løbsk, at partiet røg under spærregrænsen i meningsmålingerne.

Partiet er nu tvunget til at tage et endeligt og smerteligt opgør med sig selv i fuld offentlighed, når medlemmerne eller deres delegerede på et ekstraordinært årsmøde skal tage stilling til, om Asmaa Abdol-Hamid skal have den fornemme plads som kandidat nummer seks på Enhedslistens partiliste.

Det er sikkert voldsomt demokratisk, men sagen om Asmaa Abdol-Hamid viser to farlige svagheder hos Enhedslisten: Manglen på ledelse kombineret med den helt særlige opstillingsform, hvor partiet frem for vælgerne bestemmer, hvem der skal vælges ind i Folketinget. Den såkaldte partiliste.

Uden formand har Enhedslisten ikke kunnet bremse stormen på Asmaa. Ingen formand har kunnet bakke hårdt op om hende, så den interne kritik kunne forsvinde. Ingen har kunnet tegne partiet og haft positionen til at forklare vælgerne og medlemmerne af Enhedslisten, hvorfor Asmaa skal i Folketinget for Enhedslisten, når hun har problemer med Grundloven, uklarheder i mælet om dødsstraf, lever sit liv efter en religion og i øvrigt ikke giver hånd til mennesker, der er mænd.

I al offentlighed har Enhedslisten i stedet diskuteret mellem diverse udvalg og bestyrelser, hvad man skal gøre ved projektet Asmaa, der ellers skulle demonstrere mangfoldighed. Der har været frit udsyn til den plumrede beslutningsproces.

Den enorme ledelse, som i princippet omfatter alle partiets medlemmer, tager sine beslutninger så tilpas langsomt, at en sag om folketingskandidat nummer seks i Folketingets mindste parti, kan leve som en af de varmeste politiske sager en hel sommer. På intet tidspunkt aner vælgerne, hvad Enhedslisten egentlig mener.

Partilistesystemet gør bare det hele værre.

Med partiliste har partiet sørget for, at partiet selv bestemmer hvilke kandidater, der ender i Folketinget. På den måde kan halvdelen være kvinder og halvdelen være mænd, uanset hvem vælgerne nu stemmer på.

Men hvor vælgerne i andre partier bare kan lade være med at stemme på kandidaten, så er Enhedslistens vælgere nødt til at finde et andet parti, hvis de vil slippe for Asmaa Abdol-Hamid. På grund af partilisten, lander hun i Folketinget som kandidat nummer seks lige meget hvad. Det har i sig selv været en god historie lige siden hun fik sin plads på listen ved årsmødet i maj.

Nu må det ekstraordinære møde vise, om Enhedslisten mener noget med Asmaa eller ej.