Jeg sidder og gynger i en orange havkajak på kanten af Atlanterhavet. Nærmere bestemt i farvandet nordøst for Aasiaat (Egedesminde). Havet er dybt blågrønt, vinden 6-8 meter i sekundet, og kajakken duver mellem en halv og en hel meter op og ned. Fremad ser jeg kun overkroppen af de andre kajakroere i gruppen. Deres kajakker og understel er gemt bag bølgerne.

Det er vildere, end jeg havde drømt om, det her.

På min venstre hånd er der vand og isbjerge i alle formationer. Og 400 kilometer derude ligger Canada. Til min højre side det grønlandske grundfjeld: brun klippe, der går lige lukt i vandet.

Det er dén kajaksejlads i Grønland, jeg har drømt om i mere end et år. Og lige nu er jeg nærmest lykkelig.

Jeg tænker på –Titanic–, mens jeg ror. Underligt nok føler jeg mig tryg i kajakken. Som i en vugge. Jeg ved, at der skal meget til, før jeg kæntrer i en havkajak. Det har jeg prøvet. Nærkontakt med iskoldt vand.

Tre dage tidligere landede vi med Air Greenlands fly og indlogerede os på Sømandshjemmet i Aasiaat. –Vi– er 21 kajakroere fra Odense Kajakklub i alderen 36 til 75 år. Enkelte har roet kajak i mindre end et år - nogle har 50 års kajak-­erfaring med i bagagen.

Nu er vi rejst til Grønland for at ro kajak på Diskobugten i en uge. Foranlediget af kajakklubbens kasserer, på jagt efter sin grønlandske sjæl.

En prøvetur på 15 kilometer rundt om Ræveøen afsluttes med kæntringsøvelse og makkerredning i Aasiaat Havn. Vandet er 2-4 grader koldt. Trods neopren-overall og Goretex-jakke er det en kulderystende oplevelse at kæntre. Men også betryggende at mærke, hvor meget havkajakken kan krænge, uden at jeg tipper.

Min makker og jeg er ikke helt enige om, hvem der skal tømme kajakken for vand, så der går 5-6 minutter, inden jeg er tilbage i mandehullet. En lærerig øvelse. Eller som Larsseraq, en af de grønlandske guider, siger: –At du lå så længe i vandet, gør det bare mere realistisk.–

Grønlandsk gastronomi

Kajakturens første etape er på 25 kilometer og ender i Akunnaaq, en bygd med 90 indbyggere.

Vi slår lejr neden for kirkegården med fantastisk udsigt over det isbjergfyldte hav. Her tilberedes aftensmaden på stormkøkken og primus: oksesoaset. –Soaset– betyder kød kogt i sovs med kartofler, løg og grødris. En grønlandsk ret, som vi kommer til at møde i alle afskygninger: hval-, sæl-, moskusokse-, rensdyr-soaset.

Midnatssolen skinner og sætter tidsfornemmelsen ud af spil. Vi er inviteret til kaffemik hos to lokale, og over kaffen med grønlandsk kage hører vi om livet i den lille bygd. Værtinden arbejder i bygdens børnehave, og hendes tre børn går i Akunnaqs skole, der har 17 elever fra 1. til 9. klasse og fire lærere - de tre er også fiskere.

Vi beundrer hendes grønlandske nationaldragt - et arvestykke med tusinder af timers håndarbejde i perler, sælskind, hundeskind, broderi og skindmosaik.

Jeg tænker på, hvor forskellige menneskers vilkår og skikke er i denne verden.

Pukkelhval i sigte

Efter en nats søvn i teltene indtager vi store mængder mysli, mælk, brød, syltetøj, Nutella og kaffe. Kroppen skal tankes op til roning, og det kræver også brændstof at holde varmen, når luften er 10-15 grader.

Da vi sætter ud ved 10-tiden, giver tidevandet os medstrøm. Langsomt finder vi rytmen og glemmer de ømme muskler. Vi ror i Langesund - et 2-3 kilometer bredt sund med stejle fjeldsider mod syd og mere fladt fjeld mod nord.

–Så er der HVAL,– lyder det pludselig, og det karakteristiske blåst fra en pukkelhval ses på den anden side af sundet. Det ligner røgsignaler fra et lejrbål.

Fire gange ser vi blåst og lidt rygfinne - så dykker hvalen med et elegant vip med halen. Da scenariet gentager sig lidt senere, tager pokker ved fortroppen, der ror som besat over mod hvalen.

Da den store hval dykker under forreste mand er den 10-15 meter væk. Han holder vejret, mens han kigger ned i pukkelhvalens åndehul.

De daglige rutiner

Dagene har deres faste rytme. Efter en kold afvaskning og en tur på fjeld-lokummet (man løfter lidt lav og revling; forretter sit ærinde og dækker til igen!), er der morgenmad ved otte-tiden. Så pakker vi telte, køkkenting og mad i ledsagebåden, mens soveposer, liggeunderlag lægges i kajakken i vandtætte poser. Der er afgang ved 10-tiden, og frokost efter et par timers roning. Et par gange må ruten ændres efter vejrmeldingen. Naturen er herre.

Undervejs ror vi med højst 50 meters afstand mellem bådene. Til tider i tavshed, til andre tider ordner vi verdenssituationen. Lidt vand og en beskøjt dyppet i saltvand eller et stykke Ritter Sport gør underværker, når batteriet er ved at være fladt. Frokostpausen varer en god times tid. På med ekstra tøj, for kulden kommer hurtigt, når man ikke bevæger sig. Så ror vi endnu et par timer; finder lejrplads, slår telte op. Eventuelt går vi på fjeld- eller fisketur mens madholdet laver aftensmad. Én dag vrimler det med angmassetter (lodde) langs kysten: 20 cm. lange sildefisk, som man kan fange med hænderne.

Når jagtinstinktet vækkes

Vore grønlandske kajakguider Larsseraq og Ilasiaq er i 20–erne. De har ikke helt forberedt sig på at skulle guide en gruppe rutinerede kajakroere. I hvert fald ikke fysisk. Larsseraq får skulderproblemer efter et par dage. Og Ilasiaq har store vanskeligheder med at følge med. Men de kender området, og underholder med grønlandske fabler og fortællinger til aftensmåltidet. Niels sejler ledsagebåden og er i 50–erne - utrolig vidende og rolig. Han er afdelingsleder i kommunens økonomiafdeling, når han ikke sejler med turister som os.

På turens fjerdedag slår vi lejr ved en lagune med isbjerg - ét af dem med central swimmingpool (som opstår når vandet smelter i midten). Ilasiaq får sig en dukkert. Mod nordvest ligger Atlanten med endnu mere is. Og mod syd ser vi hval-show i det fjerne. Efter bespisning med sælsoaset, begynder Larsseraq fortællingen om dengang, da hans far var på rensdyrjagt og nogen greb fat i ham gennem teltdugen. Så lyder det: –Puisit!–, og med ét er fortælleren væk: på vej i motorbåden sammen med Niels, mens Ilasiaq henter sin riffel og sejler af sted i kajakken i T-shirt og uden redningsvest. Vi sidder måbende tilbage. –Puisit– betyder –Sæler– på grønlandsk. En levende illustration af, hvad Grønland også er, og hvorfor grønlændere har svært ved at tilpasse sig en såkaldt civiliseret livsform. Mulighed for sæljagt overruler simpelthen alt andet.

Stormkøkken i kirkeskibet

Turens næstsidste etape går udenskærs til øen Manitsoq. Denne gang møder vi Atlanten i mere roligt vejr og minimale bølger. I hvert fald indtil vi når frem.

Lejrpladsen er ved en tidligere boplads med tørvehytter og kirke. Så blæser det op, og i løbet af halv time står regnen ned i stænger. Køkkenholdet indtager kirken, hvor vinduerne mangler og en fjerdedel af gulvet er brast sammen. Her tilberedes aftenens festmåltid: hvalbøf med bløde løg, kartofler og grøntsager; hvalsoaset; pandekager med Nutella. Vi får slutningen på historien om Larsseraqs far, der tog livtag med ånderne, mens vi nyder nuet og varmer os med kaffe og kakao under utætte presenninger. En passende afslutning på en fantastisk grønlandsk kajakfærd.