Jeg er forelsket. Så kort kunne det skrives, men det gør jeg nu ikke, for så ville jeg have et problem med at fylde disse to spalter.

Derfor får I nu hele baggrundshistorien om mine varme følelser, der ligesom efterårssolen luner mit sind og får mig til at glemme alt om, at den forgangne sommer rent faktisk har været en rigtig narrefisse-sommer.

Mine røde kinder og bankende hjerte begyndte, da jeg i weekenden var på lynvisit i det sydfynske øhav. Nærmere bestemt Ærø, hvor min kære søster er i praktik de næste ti uger.

Da alt over tre dage i provinsen er pænt lang tid for en ærkekøbenhavner som hende, så viste jeg mig selvfølgelig fra min overskudsagtige side og gjorde hende selskab.

Og som en dedikeret Robinson-seer, så ved jeg, at man ikke dør af en enkelt dag på en praktisk talt øde ø.

Især ikke når man har husket at tage proviant med fra kiosken på Svendborg Station - hvem ved, om de overhovedet kender til tyggegummi, ugeblade og cola light på Ærø?

Så det var med ro i sindet, at jeg fra min plads på dækket og med vind i håret vinkede farvel til Svendborg, der langsomt blev mindre og mindre, og pludselig kunne jeg mærke den der svimlende følelse af, at 'det her, det bliver noget helt særligt'.

Okay, svimmelheden var måske en slags bivirkning af den overdosis søsygepiller, som jeg i min frygt for det åbne hav havde hældt i mig, men den var der, og det føltes godt.

Som mange måske ved, er Ærøskøbing i slutningen af september ikke lige stedet, hvor der sker allermest, så mine 36 timer på øen gik med at - ja, faktisk med at lave ingenting.

Ingen tøjbutikker at ruinere sig i. Ingen diskoteker at få søndagshovedpine af. Ingen pizzeriaer at få stillet sin dovne sult i. Ingenting - og jeg ELSKEDE det!

For at være helt ærlig, så aner jeg ikke, om det var gåturene, lyden af havet eller pebermakrellen fra havnens røgeri, der gjorde det. Men i hvert fald vidste jeg, da jeg søndag aften fra min plads på dækket med vind i håret langsomt så Ærø blive mindre og mindre, at jeg havde fundet mit nye fynske yndlingssted - som så rent faktisk ikke ligger på Fyn, men det glemmer vi lige for en stund.

Adjø Ærø, vi ses snart igen!