"Chicago" er en overdådig opvisning i musicalkunst. På Det Ny Teater er det som alle andre steder i verden et amerikansk produktionsselskab, der garanterer, at selv de mindste biroller, violinstrøg og projektørvinkler opfylder de udstukne krav.

På den ene side er det ærgerligt, at den individuelle kreativitet sådan er lagt i spændetrøje. På den anden side gør det stramme regelsæt, at "Chicago", uanset hvor man ser den, har så forbandet høj standard.

Ordene kvalitet og perfektion må have rumsteret i hovederne på komponisten John Kander, tekstforfatteren Fred Ebb og koreografen Bob Fosse, da de midt i 70'erne forvandlede en gangsterroman fra 20'erne til hot musicalstof. Lydbilledet er en herlig og ekstremt iørefaldende blanding af jazz, mardi gras, minstrel, tango og latin med "All That Jazz", "Razzle Dazzle" og "Mr. Cellophane" som nogle af fuldtræfferne.

Sære accenter

Men det er Bob Fosses banekoreografi, der løfter "Chicago" op på top 10 over verdens bedste musicals. Hans varemærke er minimalisme og underspil: Et sexet vrid med skulderen, et forførende kast med hovedet eller et par koket roterende baller, som udført af seks-otte dansere på én gang bliver utrolig sensuelt, men aldrig vulgært at se på.

Danse kan de på Det Ny Teater, skiftevis elegant, løssluppent, sexet, flirtende og diskret. En enkelt scene forvandler de kvindelige dansere til et uovertruffet Las Vegas-show med med strudsefjer og struttende bryster.

Replikbehandlingen kniber det med, for det er en besynderlig cirkusudtale, der tumler ud af munden på de mange svenske dansere, og det går ud over forståelsen. Kun i retsalsparodien, der minder om et miks af stumfilm, Marx Brothers og Monty Python fungerer de sære accenter fint.

Poetisk åndehul

Første forestilling efter premieren kan være en mat affære, men ikke den her. En sygemelding fra Julie Steincke, der spiller Velma Kelly, den ene af hovedrollerne, kaster dubleanten Nina Munkholm på scenen et par uger før beregnet. I den situation er alle ekstra opmærksomme og tændte ved bevidstheden om, at der kan ske noget uforudset.

Men Nina Munkholm klarer opgaven med bravur. Alene den selvsikre og fandenivoldske måde, hun indtager scenen på i første akt, viser, at hun har potentiale til at blive et stort musicalnavn.

Til gengæld har hun og Birgitte Hjort Sørensen, der spiller Roxie Hart, svært ved at lægge vokalt overskud i sangene. Sagt på godt dansk er der ikke nosser nok i udtrykket. Pigerne synger kønt, men ikke med den saft og gennemslagskraft, som musicalsang kræver.

Sangligt overskud og selvtillid har Peter Jorde som den selvfede stjerneadvokat Billy Flynn, og Pernille Højmark som korrupt fængselsmama til overflod. Og Jesper Asholt som Roxies naive og følsomme mand etablerer det poetiske åndehul, som enhver musical skal have.

Blødt forstærket

Perfekt spillende musikere og uovertruffet lyd- og lysdesign satte prikken over i'et. Selv på de dårligst tænkelige pladser længst inde under balkonen er lyden blød, rund og smagfuld - helt uden fornemmelsen af højttalerlyd.

På en sort, guldindrammet scene sidder musikerne på terrasser op ad bagtæppet, og sangere og dansere udgør "scenografien". Følgespots, brusestråler, lyskegler og kaskader af stjerner skaber musicalens scene- og stemningsskift. Det er vildt betagende.

Med Det Ny Teaters opsætning af "Chicago" følte jeg mig ikke bare godt underholdt undervejs. Scenebillederne og ikke mindst musikken summer videre i kroppen længe efter tæppefald.

Om forestillingen

Det Ny Teater, København, lørdag: "Chicago". Musical af John Kander, Fred Ebb & John Fosse. Instruktør: Scott Faris. Koreograf: Greg Butler. Scenograf: John Lee Beatty. Lyddesigner: Ken Billington. Kapelmester: Peder Kragerup. Medvirkende: Julie Steincke, Birgitte Hjort Sørensen, Peter Jorde, Jesper Asholt og Pernille Højmark m.fl. Spiller sidste gang 31. december.