76-årige Åse Nielsen forlod sit hjem i Hesselager mandag aften.

Hun havde lige set fjernsyn og iagttaget, hvordan sognepræst Peter Lidegaard blev ført bort af politiet fra sit hjem i Gudme, og hun havde siddet skeptisk og lyttet til beskrivelsen af hans misgerning:

På Broholm Kohavevej opsøgte Peter Lidegaard sin kvindelige genbo, der ikke var hjemme. Han trak jagtgeværet frem, affyrede det mod hoveddørens bund og sendte hermed haglbygen mod en lille og højt bjæffende puddelhund, der befandt sig indenfor.

Præsten har tidligere fundet hunden både larmende og irriterende, og pudlen blev ramt af 10-20 hagl i regionen mellem hage og bryst og blødte kraftigt, da indehaveren timer efter vendte hjem.

Åse Nielsen havde desuden bemærket, at Peter Lidegaard senere havde affyret adskillige desperate skud op i luften i sin egen baghave.

Åse Nielsen kørte straks mod Broholm Kohavevej 8 for at støtte Peter Lidegaard, hendes gode bekendte gennem års menighedsarbejde i Hesselager - oftest i strid modvind eller direkte uvejr.

Hun parkerede sin bil ved ejendommen, som han selv har sat i stand.

- Peter er god til at arbejde med sine hænder. Spørgsmålet er, om han nogensinde skulle have været præst. Dén verden er ikke altid særlig hjertevarm, siger Åse Nielsen.

Hun fandt Peter Lidegaard hjemme - netop løsladt af politiet og lige efter, at han officielt havde meddelt provst Inge Dalsgaard Jensen, at han forlader sit job med øjeblikkelig virkning.

Også hans kone, Pia Juncker Lidegaard, var til stede, netop hjemvendt fra en tur til Grønland, hvor hun har job som ledende lægesekretær.

En helikopter havde forsinket Pia Juncker, som derfor ikke var til stede under mandens amok-skydning fredagen forinden.

- Peter var meget ked af det. Helt sønderknust. Han sagde, at det var dumt gjort. Men han sagde også, at "det kommer jo ikke af ingenting", fortæller Aase Nielsen.

Det kommer jo ikke af ingenting?

Udtalelsen udgør det nærmeste, som Åse Nielsen og andre i kredsen omkring Peter Lidegaard lige nu kommer en forklaring på, hvorfor den fungerende sognepræst i Sdr. Højrup og Årslev gik amok og begyndte at skyde vildt om sig.

Aase Nielsen mener, at forklaringen på den vanvittige handling skal søges få år tilbage i historien - i Hesselager Sogn, hvor Peter Lidegaard tiltrådte som sognepræst i 1987.

- Jeg tror, han er psykisk kørt ned efter den behandling, han fik af Kirkeministeriet, af biskoppen og af det daværende menighedsråd. Man kan drive et menneske så langt ud, at der er noget, der klikker, siger Aase Nielsen.

Præsten selv ønsker ikke at bidrage med sin udlægning af skudepisoden, der generelt rubriceres som et grotesk udtryk for eskalerende nabostridigheder og mentalt kollaps hos Peter Lidegaard.

Han erkender det faktuelle hændelsesforløb, men har i øvrigt trukket sig tilbage bag nedrullede gardiner på Broholm Kohavevej.

Peter Lidegaard tiltrådte som præst i Hesselager i 1987. Hans baggrund er kirkelig, faderen var både præst og provst, og Peter Lidegaard havde selv tidligere fungeret som blandt andet militærpræst.

Sammen med hustruen Pia Juncker flyttede han nu ind i præstegården, hvor der herskede rimelig fred frem til 1995.

Så brød uoverensstemmelserne ud i lys lue, som de næste otte år skulle dele Hesselager sogn i to halvdele - for og imod Peter Lidegaard og måske i lige så høj grad hans kone Pia.

Årsagen var det lokale præstegårdsudvalg, som en gang om året besigtiger præstens bopæl.

Pia Juncker rasede over udvalgets nidkærhed. Ifølge hende var det ikke tekniske installationer, vandrør eller tagkonstruktion, der interesserede formand Harald Thomsen under den årlige visit, men derimod parrets privatliv.

Så i det lokale menighedsrådsblad fik hun trykt et læserbrev af spydig karakter. Overskriften lød: "Glosuppe med kigboller". Pia Juncker lagde ingen fingre imellem.

"Ja, så har vi haft det igen, det årligt tilbagevendende syn på præstegården. Mon ikke denne ydmygende forestilling snart har overlevet sig selv? Hvad er det egentlig, menighedsrådet skal se efter. Er det, om vi har raseret hele hytten eller sover i sorte silkelagner? Et menighedsrådsmedlem havde for et par år siden svært ved at styre sin nysgerrighed med hensyn til det sidste, idet han uopfordret åbnede døren til vores soveværelse".

Sådan skrev Pia Juncker og blev ikke populær i alle kredse. I særdeleshed, fordi hun også funderede over, om det var nyfigenhed eller misundelse over præstens store bolig, der "driver disse mennesker rundt som en flok kvæg i vore private gemakker uden mål og med".

Hun sluttede sit læserbrev med en veritabel bredside: "Det er værd at tænke på, at der ikke foreligger nogen invitation fra præstefamilien, hvorfor almindelig pli bør iagttages, også selv om man er bondefødt og kvajet opdraget".

Således skabes fjender. Hele menighedsrådet trak sig til novembervalget samme år, men efterlod adskillige klagepunkter over Peter Lidegaards embedsførelse.

Sagen lå nu på Kresten Drejergaards skrivebord.

Han var netop tiltrådt som biskop efter en valgkamp, hvor Peter Lidegaard havde støttet hans modkandidat Yrsa Ludvigsen. Peter Lidegaard erklærede år senere, at dette kunne have skabt et modsætningsforhold mellem ham og biskoppen.

I 1996 blev Åse Nielsen valgt til menighedsrådet og blev den næste fire-årige periode formand for det omstridte præstegårdsudvalg.

Peter Nordahl Lidegaard, som hans fulde navn lyder, modtog 25-års tegnet fra Hjemmeværnsdistrikt Sydfyn. Ingen større problemer optog tilsyneladende sognet, og Peter og Pia Lidegaard, der begge beskrives som ivrige og dygtige jægere, satte i hvert fald offentligt ingen synlig dagsorden.

Parret kunne fryde sig over den 2,5 hektar store parklignende præstegårdshave, der hørte til boligen, og som delvis var beplantet af sognepræsten selv. I decemberstormen 1999 væltede et af præstegårdens store træer ned over Lidegaards private drivhus og splintrede det. Nå, ja.

Men så accelererede balladen på ny i Hesselager. Et nyt menighedsråd blev i november 2000 valgt - mindre venligt stemt over for Peter Lidegaard.

Rådet klagede sin nød til biskop Kresten Drejergaard:

Peter Lidegaard holder intetsigende prædikener og ultrakorte begravelsestaler på tre-fire minutter. Han hilser ikke på folk efter gudstjenester og begravelser, men forlader kirken ad bagdøren. Bortset fra tøndeslagning til fastelavn tager han ingen initiativer og er ikke modtagelig for forslag fra menighedsrådet.

Det kirkelige personale, derimod, pointerede over for Kresten Drejergaard, at forholdet til sognepræsten var fint.

Peter Lidegaard blev 1. december 2000 efter eget ønske bevilget orlov uden løn i Sverige, hvor han gennem syv måneder fungerede som præst i Karlstad stift.

- Det kan kun anbefales. Alle præster har godt af at se noget nyt, og folkekirken herhjemme kan bestemt lære af den svenske. Der, hvor jeg var, havde man sekretærer til at tage sig af alt papirarbejdet, så præsterne kunne koncentrere sig om sjælesorg, gudstjenester og lignende, fortalte en begejstret Peter Lidegaard senere på et møde i Århus for 40 arbejdsløse teologer.

Men derhjemme i Hesselager voksede en ny indignation mod den - i visse kredse - uglesete sognepræst.

Peter Lidegaard nægtede at være til stede under den årlige besigtigelse af præstegården, som efter det nyligt overståede menighedsrådsvalg nu atter blev anført af Harald Thomsen. Hustruen Pia Juncker nægtede decideret at lukke Harald Thomsen ind i præsteboligen.

Og i forbindelse med en ophedet diskussion om hestefoldens indretning, lagde Pia Juncker sig - ifølge klagerne - demonstrativt på jorden foran den fremtromlende traktor for at få sin vilje.

Pia Juncker Lidegaards adfærd fik senere biskop Kresten Drejergaard til at erklære, at en præst i hvert fald i et vist omfang også er ansvarlig for hustruens gerninger.

- Ægtefællens handlemåde over for præsteudvalgsformanden gør det klart, at der fuldstændig mangler vilje til almindeligt samarbejde. Jeg vil endda konstatere, at der er tale om elementær dårlig opførsel, erklærer biskoppen senere i en redegørelse til Kirkeministeriet.

I samme svenske eksil-periode blev Peter Lidegaard nærmest rasende over at erfare, at menighedsrådet i hans fravær havde fældet store dele af præstegårdshaven.

- Jeg kan ikke opfatte det som andet end et overgreb, erklærede Peter Lidegaard til Kristeligt Dagblad.

Da Peter Lidegaard endelig vendte hjem, blev han sendt på ufrivillig orlov. Væk fra tjenesten, men stadig med løn.

En tjenstlig sag mod Peter Lidegaard syntes efterhånden uundgåelig, da han ifølge biskop Kresten Drejergaard nægtede at modtage den fratrædelsesordning, han ellers først havde accepteret.

Nu skiltes vandene. Knap 400 borgere ud af 1400 i Hesselager sogn skrev under på en støtteerklæring til Peter Lidegaard. Mange holdt oprigtigt af ham. Blandt dem Åse Nielsen, som husker en episode:

- Der var en kvinde i sognet, som havde mistet sin mand i Grønland. Hun måtte nu klare sig selv og spurgte Peter, om hun kunne låne hans trækløvemaskine. "Nej, du kommer bare til skade. Det skal jeg nok gøre for dig", sagde han. Hvor mange præster ville reagere sådan?

Men i samme periode - fra den anden fløj - hobede anklagepunkterne sig op.

Peter Lidegaards forhold til sognets vikarierende præst, Carsten Dybkjær, var heller ikke for hjerteligt.

Ifølge menighedsrådsformand Kirsten Rekvads udredning til Fyns Stiftsøvrighed har hr. og fru Lidegaard tilladt sig at benytte Carsten Dybkjærs computer uden tilladelse.

Dybkjær havde en dag fundet et par damelærredsko under skrivebordet, formentlig Pia Juncker Lidegaards.

Aha, computeren blev altså benyttet, når han vendte

ryggen til. Carsten Dybkjær klagede til provst Hans Bredmose Simonsen, Nyborg, som lod låsen til præstekontoret udskifte.

En senere opgørelse over telefonregningen lod også til at antyde, at præsteparret fortsat har benyttet sig af Hesselagers tjenestetelefon under pastor Lidegaards orlov i Sverige.

Endvidere var menighedsrådet nærmest chokeret over, at den vikarierende præst Carsten Dybkjær tilsyneladende blev udsat for chikane i form af "fjernelse af toiletpapir, håndklæder og sæbe på tjenestetoilettet".

- Menighedsrådet er dybt rystet over det seneste tiltag fra familien Lidegaard: En djævlemaske, som er et symbol på uddrivelse af onde ånder, er blevet hængt op ved siden af døren ind til præstekontoret, skrev menighedsrådsformand Kirsten Rekvad klagende til biskop Drejergaard.

Også for Carsten Dybkjær udgjorde den periode en belastning for nervesystemet. I en mail til biskop Kresten Drejergaard antydede Carsten Dybkjær, at han muligvis ikke skulle have søgt jobbet i Hesselager.

- Jeg troede på Hesselager, men set i bakspejlet var det dumt. Jeg har indtil nu forsøgt at bilde mig ind, at jeg skulle være den gode (loyale) hyrde og ikke som en lejesvend, der stikker af, når ulven kommer. Men jeg tror ikke længere, jeg er nogen god hyrde, og den lokale ulv skal vist ryges ud med skrappere midler. Terroristbekæmpelse tager lang tid, skrev Carsten Dybkjær til den fynske biskop.

En tjenestemandssag mod Peter Lidegaard rykkede stadig nærmere.

Midt i al denne turbulens valgte Peter Lidegaard tidligt i 2001 at lade sig opstille til kommunalvalget i Gudme for Borgerlisten.

Sin verserende tjenestemandssag ønskede den suspenderede præst ikke at kommentere. Hans politiske program blev udtrykt således:

- Jeg vil især arbejde for, at Gudme Kommune øger indsatsen for at trække mindre virksomheder til området. Norwood er lukket, vi har mistet arbejdspladser, men kommunen ejer jord, hvor småindustri kunne etablere sig.

Men på kirkefronten kogte kedlen. Året efter - i 2002 - drog menighedsrådet i Hesselager til København for at mødes med daværende Kirkeminister Tove Fergo angående den tilspidsede situation.

Tjenestemandssagen mod Peter Lidegaard kom til at strække sig over to og et halvt år.

Via sin advokat Bent Unmack tog han til genmæle mod påstanden om en række tjenesteforseelser:

Manglende samarbejdsvilje, etablering af en hestefold uden tilladelse, manglende betaling for el og vand i svinestalden, fusk med benzinudgifter til snerydning og græsslåning, manglende opbakning bag det årlige præstegårdssyn, attestation for brandsikringsarbejder, før disse endnu var udført, afvisning af præstegårdsudvalgsformanden, uretmæssig benyttelse af et område til familiens heste, obstruktion af menighedsrådets forsøg på at renovere præstegårdshaven efter orkanen i 1999, forsøg på at lade menighedsrådets forsikring dække ødelæggelserne på Lidegaards eget drivhus under december-stormen, uretmæssig brug af Carsten Dybkjærs tjenestetelefon i orlovsperioden og tilsvarende afbenyttelse af hans computer og tjenstlige lokaler.

Biskop Kresten Drejergaard anbefalede Kirkeministeriet, at Peter Lidegaard blev afskediget. Det blev han nu ikke.

15. april 2003 beslutter Kirkeministeriet sig endelig for at afslutte det tjenstlige forhør. Peter Lidegaard findes ansvarlig for fem tjenesteforseelser.

Han deltog ikke i præsteboligsynet, han attesterede regninger for arbejde, der endnu ikke var udført, hans kone nægtede Harald Thomsen adgang til præsteboligen, han modtog uberettiget erstatning for sit ødelagte drivhus (et beløb, han forlængst havde tilbagebetalt) og han benyttede uretmæssigt de tjenstlige lokaler med telefon og computer.

Men fyret blev han ikke. Kirkeministeriet opfattede formentlig hans forseelser som relativt beskedne.

En nyoprettet stilling som præstevikar under biskop Kresten Drejergaard blev skruet sammen til den dømte sognepræst.

Peter Lidegaard erklærede beslutningen for klog nok. Som følge af nervepresset var han sygemeldt en måned efter afslutningen på det tjenstlige forhør og krævede umiddelbart herefter erstatning af menighedsrådet i Hesselager på 60.000 kroner for de af hans træer, det angiveligt havde ødelagt i 2001. Det fik han nu ikke noget ud af.

I stedet insisterede hans mange venner i Hesselager sogn på at holde afskedsgudstjeneste med deres elskede præst i midten af september 2003. Han talte her over temaet "De falske profeter", og kirken var stuvende fuld, mens der samtidig holdtes modeshow på Hotel Hesselager.

Og Hesselagers vikarierende præst Carsten Dybkjær blev nu fast indsat i det embede, Peter Lidegaard tidligere havde bestridt.

Oktober 2003 tiltrådte Peter Lidegaard arbejdet som afløsende præst i Tullebølle, Tranekær og Bøstrup på Langeland. Det skete samme år, hvor Tullebølle blev kåret som Fyns kedeligste by. Men her blev han nu glad for at være.

- Og sognebørnene var glade for ham. Han blev spurgt, om han var interesseret i en fast stilling, men sagde nej. Jeg tror ikke, han turde længere. Tænk, hvis der igen blev klaget over ham, fortæller Åse Nielsen i dag.

Han besluttede at genopstille som kandidat til kommunalvalget i storkommunen Svendborg i 2005. Her repræsenterede han Jørgen Pless' Borgerliste, blev ikke valgt, men tildeltes en bestyrelsespost.

Udefra betragtet virker det, som om Peter Lidegaard nu var kommet på rette hylde. I foråret 2005 rykkede han til Årslev og Sdr. Højrup sogn som vikar, da sognepræst Johannes Almar gik på pension. Og også biskop Kresten Drejergaard nikker i dag anerkendende.

- Jamen, jeg er egentlig glad for, at Kirkeministeriet ikke lyttede til min indstilling om at afskedige Peter Lindegaard, men fandt en mere medmenneskelig løsning. Han har klaret sig godt i Sdr. Højrup og Årslev. For bare en måned siden hørte jeg en fremragende prædiken fra Peter Lidegaards side, siger Kresten Drejergaard i dag.

Og så hoppede kæden af. Fredag 31. august 2007 kl. cirka 19.00 vendte haglbygerne tilbage i den nu 52-årige mands liv.

Men nu bebrejdes han ikke længere hverken benzinforbrug eller telefonregning.

Derimod sigtes han efter straffelovens paragraf 252 for med sit jagtgevær at have udsat andres liv og førlighed for fare. Desuden er han sigtet for overtrædelse af dyreværnsloven og våbenloven.

- Mit skøn er, at Peters nervesystem aldrig har fungeret, siden han blev forflyttet på grund af bagateller. Hele Hesselager-sagen tog hårdere på ham, end han har givet udtryk for. Jeg vil tro, at han var kommet stærkere ud af sagen, hvis Kirkeministeriet eller biskoppen havde sendt ham et undskyldende brev.

Nu blev han dømt for nærmest ingenting, siger Åse Nielsen.

Haglbygerne er vendt tilbage i Lidegaards liv.

"Det kommer jo ikke af ingenting"?