"Hun er den perfekte kone. Hun gør rent, vasker tøj, laver mad og passer børnene - uden at brokke sig det mindste. Men nu vil hun pludselig skilles - fra den ene dag til den anden. Kvinder er sgu' mærkelige!".

Sådan nogenlunde lød det henne ved baren en dag, jeg nød en aftenpilsner i byen. Og alle de omkringstående mænd samtykkede straks i konklusionen: Kvinder er sgu' mærkelige. Tænk, at de kan beslutte sig for skilsmisse - uden at give det mindste varsel.

Tja, konklusionen er muligvis rigtig. Men jeg tør godt tage et væddemål på, at denne kvinde har sendt stribevis af advarsler, før hun så meget som tænkte på skilsmisse. Hun har bare ikke taget i betragtning, at det var en mand, der skulle modtage og forstå signalerne.

Og det er hun langt fra ene om. Når man som jeg arbejder med samlivsrådgivning, hører man igen og igen mænd bebrejde deres partner, at hun enten mangler evne eller vilje til at udtrykke sig klart og utvetydigt.

"Hun ku' da bare have sagt det!" og "Jeg er jo ikke tankelæser!" er således et almindeligt forsvar over for de anklager, der dukker op - tilsyneladende ud af det blå. Tilsvarende hører man kvinder beskylde deres mænd for "ikke at høre efter" eller "ikke at forstå det, de hører".

Hvor mange par, der lader sig skille, inden denne kommunikationsbrist erkendes og afhjælpes, vides selvsagt ikke. Men hvert eneste par er ét for meget. Og derfor burde man, efter min mening, overveje at introducere faget kommunikation i folkeskolen og med vægten lagt på direkte kontra indirekte tale (hentydninger).

Det er nemlig her, det går galt. Vi mænd er fra vores fortid som jægere vant til at benytte sproget som et middel til at udveksle koncis information. For eksempel: Er der et bytte i sigte, ja eller nej? Feminine hentydninger a la: "Hvad siger du til, at vi prøver et andet sted?" (læs: der er intet her!) eller "Måske fanger du noget i morgen!" (læs: jeg vil hjem nu!) duede bare ikke.

For kvinderne var sproget derimod et middel til at skabe relationer og venner. Og det gør man som bekendt bedst ved at undgå talemåder, som indbyder til konfrontationer eller uenighed. Deraf den kvindelige specialitet: indirekte tale.

Denne historiske forskel i kønnenes brug af sproget er dog ikke til hinder for, at begge kan lære at forstå hinanden langt bedre end nu. Og jo før de lærer det, des bedre. Det er jo ikke kun i voksen- og samlivet, at sproglige misforståelser skaber problemer. Tænk blot på de mange endeløse og ofte destruktive diskussioner, der går på, hvem der sagde eller mente det ene eller det andet.

Men indtil faget - forhåbentlig - kommer på skoleskemaet, kan mange "pludselige" skilsmisser måske også afværges ved, at mændene gør flittigt brug af spørgsmål indledt med:

Har jeg forstået dig rigtigt, når... ? og kvinder vænner sig til at sige: Jeg mener/ønsker/vil...

Torben Madsen, Pjentedamsgade 7 B, Odense C, er psykoterapeut.