Chattanooga er den fjerdestørste by i Tennessee - efter Memphis, Nashville og Knoxville. I 1940'erne udødeliggjorde The Glenn Miller Orchestra byen og dets damplokomotiv i sangen "Chattanooga Choo Choo". Og det er Chattanooga, sopranen Henriette Bonde-Hansen tager til, når hun trænger til et pusterum. Her har hun og ægtemanden Reinaldo Macias nemlig en lejlighed.

- Som operasanger har man aldrig helt fri. Der skal varmes op og synges hver eneste dag, alligevel føles det som ferie at være i Chattanooga. Her får hjernen lov at køre på frihjul, og vi tillader os da også at tage hele fridage, hvor vi sejler i vores båd, siger Henriette Bonde-Hansen i telefonen fra Tennessee.

Efter en travl sæson glæder hun sig over en sommer, der kun byder på et enkelt job - og det er tilmed hjemme på Fyn. Hun og ægtemanden Reinaldo Macias er nemlig hovednavne ved Opera på Engen.

- Det er kun anden gang, vi synger sammen på dansk jord. Første gang var i Radiohusets koncertsal, men det var tre år, før vi blev gift, siger Henriette Bonde-Hansen.

Fælles åndehuller

I flere år var Reinaldo Macias bare en af den store gruppe af operasangere, der udgør Henriette Bonde-Hansens "familie", når hun turnerer verden rundt:

- Som operasanger er man meget alene, men hver gang man kommer til et operahus, møder man nye eller gamle venner, som man lever intenst side om side med i den tid, produktionen varer, forklarer hun.

Selv om det på årsbasis er begrænset, hvor meget hun og Reinaldo får set til hinanden, er det ægteskabet, hun vægter højest:

- Vi er blevet gift sent, så vi prioriterer nok anderledes, end vi ville gøre, hvis vi var 25. Vi ved, hvor vigtigt det er at skabe nogle fælles åndehuller, for vores kærlighed er det vigtigste af alt.

- Alligevel undgår vi ikke småskuffelser, som når vi har planlagt nogle fridage sammen, og den ene så får et supergodt tilbud. Men når Plan A ryger i vasken, gælder det bare om hurtigt at konstruere en Plan B!

Andre gange gælder det om at holde fast i allerede indgåede aftaler.

- Jeg fik et tilbud om en stor optræden umiddelbart efter Opera på Engen, men takkede nej, for vi har planlagt en længere ferie i Danmark, hvor jeg skal vise Reinaldo Skagen, Bornholm og andre egne af mit lille land.

Himmelrummet

Reinaldo har base i Chattanooga, Henriette på Frederiksberg, og endnu er det for tidligt at tale om, hvor de skal bo, når de engang går på pension. Men han er ved at lære at tale dansk, for som hun siger:

- Det skal ikke være sproget, der afgør, om man falder til i samfundet eller ej. Hvis vi bosætter os i Danmark, er det vigtigt, at Reinaldo kan begå sig på egen hånd.

Selv om Henriette Bonde-Hansen er en garvet sangerinde, har hun kun optrådt under åben himmel to-tre gange i karrieren:

- Som sanger er jeg vant til, at min stemme bliver stoppet af en væg bagest i salen. Men her vil det føles, som om jeg skal synge hele himmelrummet op - også selv om lydfolkene gør deres bedste for at give mig følelsen af at synge i et afgrænset rum.

Henriette Bonde-Hansen er typen, der elsker at udfordre sit publikum:

- Jeg kræver noget af folk. Jeg lefler ikke, men synger udelukkende noget, jeg 100 procent går ind for. Så er det op til publikum at hænge på, lyder det bramfrit tværs over Atlanterhavet.

Men Henriette Bonde-Hansen er ikke længe om at trække en anelse i land:

- Selvfølgelig er det lidt anderledes på Engen, hvor folk ikke har købt billet, og mange sikkert forventer at høre et lettere repertoire.

Romantisk anlagt

Programmet skal først og fremmest være afvekslende, så Henriette Bonde-Hansen må skyde en hvid pind efter at synge slutscenen fra "Manon Lescaut" eller et fyldigt uddrag af "Perlefiskerne":

- Det ville blive for bastante blokke, så i stedet lægger jeg stemme til slavinden Líu fra Puccinis "Turandot" og Gilda fra Verdis "Rigoletto".

Men hun glæder sig mest til at synge uddrag af Gounods "Romeo og Julie". Det var nemlig, da hun og Reinaldo optrådte i den opera, at de faldt for hinanden.

- Jeg er et romantisk anlagt, og da vi forleden tændte for bilradioen, ramlede vi lige ind i en livetransmission af slutscenen fra "Romeo og Julie". Opførelsen rørte mig ikke, selv om de sang pænt, nej, det var deja-vuet af vores egen kærlighedshistorie, der gjorde mig bevæget.

Henriette og Reinaldos "Romeo og Julie" ligger en del år tilbage, og siden har de ikke haft lejlighed til at synge Gounods opera sammen. Men det sker altså på Engen:

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at det vil have stor emotionel betydning for mig, for det er vidunderligt at musicere sammen med sin elskede, konstaterer hun og fortsætter:

- Det giver en ekstra dimension, når ens egne følelser blander sig med de følelser, operaen udtrykker. Så det er en stor lykke at optræde sammen, fordi oplevelsen giver en ekstra samhørighed.