Kunsten er nu også på Fyn som på andre store udstillingssteder i Europa gledet ned fra vægge og op fra gulve for at hænge midt i rummet.

Som en flok kvinder i snak. Som et hus. Som et edderkoppespind - eller som utallige udspændte lyserøde tråde.

Disse tråde er det første, man får øje på på Fyns første statsanerkendte, censurerede udstilling på Filosofgangen i Odense, hvor kun 13 værker af 70 indsendte er kommet helskindet igennem censorernes kritik.

Trådene går fra indgangspartiet ned ad trappen, ud ad døren mod åfartens billethus og ud mod vejen og bilerne.

Således forbinder de udstillingsbygningen med omverdenen, og det er også denne øvelse, man fornemmer, udstillingens 13 værker har gang i: Som beskuer og som den, der træder ind ad døren, er "jeg" altså lige så meget i centrum som kunsten.

Eller rettere: Den måde, jeg opfatter kunsten på, er i centrum.

Det betyder, at jeg skal passe på, jeg ikke ramler ind i trådene, når jeg går ned ad trappen. Hvad er ude? Hvad er inde? Og ser jeg mig ordentligt for i det hele taget?

At jeg sagtens kan gå midt ind i flokken af sammenrimpede, overmalede lærredskvinder, uden at de gør mig noget. Eller gør de?

At jeg kan tænde for en video, der viser, hvordan man også kan bage en kage. Ja, tænk, hvis man bare kunne tænde for en maskine? Og hvorfor mon der også er en motorsav?

At jeg kan føle, hvordan værket "Glasureffekten"s mange hints til kvinderollens over- og underdel faktisk er tegnet på papir, men ligner mat glas. Lægger jeg for megen glasur på mit liv?

At jeg kan gå på de 500 mursten med indlagte grafiksten fra Odense. Står der virkelig et sted i byen, at vi er racister?

At jeg kan vove mig ind i et lille rum, der er helt mørkt og pludselig blive tiljublet, som om det er mig, der har fødselsdag. Er det nu lige sådan, jeg vil fejres?

At jeg kan kæle for en enormt lækker, lyserød candyfloss-ting og føle mig hensat til ture i Tivoli.

At jeg kan gå fri af et æstetisk spindelvæv af sugerør, der er meget smukkere end mine egne derhjemme, og gå under et hus, som er helt grønt og alene i rummet. En fryd for øjet.

DCK-udstillingen har også billeder på væggene - fotos af børn, der bliver til voksne, som vokser ud ad rammen. Eller malerier af æsker, der bliver til erindringer og stort savn.

Filosofgangen som udstillingssted lever denne gang smukt op til kunstværkernes krav til rummene. Det gør, at bygningen ikke føles tom, selv om der kun er 13 værker udstillet. Tværtimod giver de få værker beskueren den tid, der skal til for at tage dem ind.

Dermed bliver DCK 007 en god oplevelse, der giver håb om, at vi også her på Fyn efterhånden vil give samtidskunsten en chance.

Det fortjener den - og det fortjener folkene bag denne tredje gang FCK. De har på tre år formået at få staten til at anerkende deres udstilling med samtidskunst.

Nu går de efter vedtægterne af og overlader roret til tre nye kunstnere. Spørgsmålet er blot, om nogen - som dem - gider knokle gratis.

Denne problematik burde tages op af Odense By og af Odense Bys mange store virksomheder.

Et sponsorat ville ikke være af vejen - især når vejen i disse år for mange firmaer heldigvis også rummer moderne kunst.

Det skulle jo nødig gå sådan, at statsanerkendelsen bliver leveret tilbage med et buk og udsagnet: Desværre. Vi gad ikke. Vi har nok i vores eget her på Fyn.

Den Censurerede Kunstudstilling DCK 007 er skabt af initiativgruppen, de fynske kunstnere Dan Jensen, Morten Krogsgård, Steffen Martin og Mikkel Larris. Censorer har været Lise Harlev, Rasmus Bjørn og Troels Carlsen.

Medvirkende kunstnere: Marie Johannessen Engelsvold, Andreas Albrectsen, Rasmus S. Johannsen, gruppen Jonas Engbirk, Majbrit Jensen og Søren Leth Gissel, Marie Grimstrup Knudsen, Thomas Gunnar Bagge, Susanne Schmidt, Kasper Johansen, Dan Stokholm Henriksen, gruppen Kirsten Bertelsen og Louise M. Jeppesen, Merete Slyngborg, Külli Suitso og Sarah Jarsbo.

Den Censurerede Kunstudstilling på Filosofgangen varer til 12. august. Der er åbent alle dage kl. 11-17 undtagen mandag.