Log ind

Finchers filmunivers

  • Finchers filmunivers
  • Finchers filmunivers
    2 / 2
    Robert Johannes Rasmussen

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den amerikanske film- instruktør David Fincher er en stilbevidst kunstner, der har taget handsken op efter store forgængere som Hitchcock, John Huston og Howard Hawks
David Fincher, der i år er biografaktuel med thrilleren Zodiac, lagde i 1992 (med spillefilmsdebuten Alien 3) kimen til de grundmotiver, der efterfølgende med en hitchcocksk trofasthed er blevet anvendt i alle instruktørens film. Her bliver psykisk splittelse og problemer mellem mand og kvinde iscenesat i tungsindige skyggeverdener.

En syndflod af omklamrende mørke vælter således imod os, når vi bevæger os ind i David Finchers nygotiske film noir-universer. Her opsluges man af et mørkets svælg, hvor menneskelig elendighed - som i Dantes skærsild - findes i enhver afkrog af de dystre samfund, som Fincher med ferm hånd fører os ind i. Her vandrer trøstesløse skikkelser igennem livet som sorgtunge zombier, der kunne være sprunget ud af Edgar Allan Poes elegiske kortprosa.

MED film som Alien 3, Se7en, The Game, Fight Club, Panic Room og Zodiac har Fincher slået sit instruktørnavn fast med solide syvtommersøm på den stjernebestrøede Hollywood-himmel, hvor filmene forbindes med hinanden af en mismodets røde tråd, der tegner et billede af en stilbevidst instruktør, en filmkunstner, hvis produktioner er moderne eksponenter for film noir-stilen.

Således finder man i Finchers film en lind strøm af utilpassede mennesker og fragmenterede ægteskaber, hvor generelle mislyde mand og kvinde imellem udgør tilbagevendende temaer, hvor fortabte sjæle forsøger at begå sig i mørke verdener af håbløshed, depression og skrigende elendighed.

Her oplever vi kyniske og usympatiske verdener, hvor farlig erotik, mørke miljøer og følelseskolde personer sætter den dagsorden, vi som seere lader os opsluge og forføre af.

At det ikke er let at begå sig i Hollywood, måtte David Fincher sande, da han i 1992 instruerede tredje opus i serien om den stædige og sejlivede rumparasit, Alien 3.

Filmen, der mildest talt fik en skidt modtagelse af såvel publikum som kritikere, blev en økonomisk fadæse, og Fincher måtte i en årrække acceptere, at han ikke havde carte blanche, når det drejede sig om valg af filmprojekter.

Selv om filmen ikke lever op til sine to forgængere, der i dag er moderne klassikere, så er den alligevel af flere årsager vigtig. Den både etablerer en ung instruktør i faget og åbner samtidig dørene til et kvælende univers af mørke, der for Finchers følgende film bliver et umiskendeligt varemærke.

I Alien 3 er mørket uigennemtrængeligt. Der er tale om en hermetisk lukket verden, hvor uhyggen lurer overalt. Fotografen på Alien 3, Alex Thompsom, sagde om Fincher, at denne blev ved med at forlange, at billedet skulle holdes i mørke toner, hvilket betød, at det næsten blev umuligt at tvinge farver frem i billedet.

Filmen er da også den mørkeste af de fire i serien, og den bæres frem af en intensiveret form for gotisk rumstemning, der allerede spores i Ridley Scotts mesterværk fra 1979.

Alien 3 leverer et dystert billede af en fængselsplanet, hvor mandligt udskud (pædofile, voldtægtsforbrydere, kvindemishandlere og mordere) er stuvet af vejen i et miljø, der sitrer af seksuelle spændinger.

Så da Ripley (Sigorney Weaver) gør sin ufrivillige entré på denne machoplanet, hun nødlander i sin rumkapsel, må hun sande, at hendes køn er i sørgeligt undertal (hun er den eneste kvinde på planeten) og må straks se sig i rollen som jaget vildt.

I Se7en, der havde premiere i 1995, er der tale om moderne storbygotik, hvor elendighed og ensomhed gennemsyrer alt og alle. Filmen er så fandenivoldsk deprimerende i sin skildring af en evigt regnvåd og navnløs storby, hvor en ditto navnløs seriemorder driver sit psykotiske forehavende, at man, når filmen er slut, sidder tilbage både lamslået og fascineret.

End ikke Raymond Chandler (eller for den sags Dashiell Hammett) kunne have skrevet sig frem til en mere nederdrægtig storbyatmosfære end den, der skildres i Se7en. Det er moderne film noir, som John Huston og Howard Hawks ville have elsket den.

Det problematiske forhold kønnene imellem er altid præsent hos Fincher, hvor der aldrig er himmelblå sommeridyl og glade stunder elskende imellem. I Se7en har politibetjentene Mills (Brad Pitt) og Sommerset (Morgan Freeman) tunge byrder at bære på - førstnævntes ægteskab er mere eller mindre på deroute, og sidstnævnte kan ikke slippe et fortidigt forhold, der endte i sørgeligt kaos.

The Game (1997) følger trofast op på dette grundmotiv, hvor rigmanden Nicholas van Orton (Michael Douglas) er bundet til fortiden pga. faderens selvmord, som han var vidne til. Denne oplevelse har betydet, at han langsomt har distanceret sig fra de mennesker, der betyder noget, er blevet skilt og har valgt en isoleret tilværelse på sit gotiske gods, hvor han svælger i psykisk usikkerhed og selvmedlidenhed, der langsomt fortærer ham.

Fortiden er hos Fincher et dominerende aspekt, der præger det enkelte menneskes udvikling i negativ retning. I The Game, skildres psykisk forfald i så overbevisende en grad, at man ikke skulle tro det muligt for instruktøren at overgå sig selv på dette område. Men så kom Fight Club (1999). Her føres man i visuelt storslået stil ind i et utrøstelig og menneskeligt forarmet univers, hvor ulykkelighed og ensomhed sætter dagsordenen for alle.

Eksempelvis er ensomheden i filmen så sørgeligt påtrængende, at den eneste måde, hovedpersonen kan "muntres op" og føle sig vedkommende på, er ved at besøge selvhjælpsgrupper, hvor mennesker samles for at bekæmpe fortidens spøgelser og tale om afhængighed og sygdom - en noget aparte form for opmuntring.

Filmen, der er en filmatisering af Chuck Palahniuks roman, blev ikke en øjeblikkelig succes, og modtagelsen var da også blandet. Amerikansk filmkritiks nestor par exellence, Roger Ebert, holdt sig således ikke tilbage. I sin kritik af filmen kaldte han den "macho porno". Og macho er den da også, hvis man ellers vælger stringent at fokusere på den blodige vold som vold for voldens skyld.

Dog helliger målet jo midlet, og filmen fremtræder som en knivskarp kritik af det alt for veletablerede forbrugersamfund, hvor individet forfladiges som konsekvens af den materielle omverden, der omslutter det.

Filmens skildring af den negative, materielle indflydelse betyder, at alt ender i kaos, og som en gammeltestamentlig apokalypse fejer ødelæggelsen gennem et forarmet samfund, hvor kapitalismen forlængst har slugt alle svage individer med glubende appetit. Nu kan en ny verden rejse sig af asken.

Med Panic Room (2002) vendte Fincher for første gang siden Alien 3 tilbage til en kvindelig hovedrolle. Filmen er, som Finchers øvrige, en studie i mørke.

Meg Altman (Jodie Foster) er efter endt skilsmisse flyttet ind i en mørk, gotisk new yorker-lejlighed, der en sen nat får besøg af en flok indbrudstyve, der har hørt, at lejligheden skulle gemme på en skjult skat.

Filmens struktur er mere simpel, end man er vant til fra Finchers side, og om end man må betegne Panic Room som konventionel, så gjorde den dog brug af nogle innovative (og dyre) computereffekter, der var så nedtonede, at filmstudiet følte det som spild af penge. Dog skaber de en snigende stemning, som det f.eks. kendes fra indledningsscenen i Hitchcocks Psycho.

Med Zodiac er Fincher tilbage i seriemorderuniverset, som han forlod med Se7en. Filmen er intet mindre end en sort perle, der føjer sig nænsomt ind blandt Finchers øvrige, og som viser, at han er en instruktør, der tager sine grundmotiver alvorligt.

Det er en film, hvor mørket nærmest er kvælende, og som nok skal bevirke, at mangen en svagelig biografgænger får ar på sjælen, hvis denne er i besiddelse af en ømfindtlig psyke.

Hermed er anbefalingen til denne film (og Finchers øvrige) givet videre til alle dem, der endnu har denne instruktørs mesterværker til gode.

Robert Johannes Rasmussen, Jagtvej 34, Odense C, er specialestuderende ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier.
      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere