SEDEN: De ved, der er sket et eller andet derude. Ud over den heftige trafik med tyske tropper, der hver dag kører til og fra træning på det militære skydebaneområde i Seden, er tyske lastbiler i krigens sidste måneder kørt tungt lastede ud i området ved nattetide for få timer senere at køre tomme væk igen.

De fleste beboere i området gætter på, at det nok er våben, som tyskerne er ved at skjule på det afspærrede område.

Og da tyskerne få dage efter den tyske hærs totale kollaps og kapitulation i Danmark og Nordvesteuropa rømmer stedet, er en flok drenge fra Seden Lærlingehjem de første, der går på jagt efter tyskernes hemmelighed.

En af drengene har set soldater grave noget ned ved en lille lund ved siden af skydebanerne, og drengene beslutter sig for at undersøge området.

De finder hurtigt stedet, hvor jorden stadig bærer spor efter en opgravning.

Rammer noget hårdt

De prøver med pinde at gennemsøge den løse jord, og da Thorvald Hansen og hans søster kommer forbi, beslutter de sig for at grave med en spade, som Thorvald henter.

Det er onsdag den 9. maj 1945, og de når ikke langt ned i jorden, før spaden rammer noget hårdt.

Det er en kasse, dårligt sammentømret, der nærmest ligner en ammunitionskasse.

Men den indeholder hverken våben eller ammunition. Da Thorvald og drengene får låget brækket op, ser de en mand ligge i kassen, iført sømandssweater og armbåndsur.

Hans hoved har tyskerne brækket bagover for at få plads til ham i kassen.

Chokerede lægger de låget på igen og dækker graven af med kviste. Thorvald kontakter politiet, der endnu er ved at finde deres ben at stå på, efter de hektiske og blodige døgn omkring befrielsen 5. maj.

Dagen efter dukker betjente og repræsentanter for modstandsbevægelsens ledelse op på området med en gruppe lokale arbejdsmænd, som de har hyret til den makabre opgave.

Og så går det stærkt. I den lille lund finder man ganske hurtigt fire hastigt nedgravede kasser mere, og så begynder holdet at undersøge hele området for steder, hvor jorden ser ud som om, den er vendt.

De skal findes

For selv om meget er kaos her i den første uge efter befrielsen, så ved modstandsbevægelsen, at tyskerne i flere omgange har nægtet at udlevere dræbte modstandsfolk og civile, der er blevet ofre for tyske kugler.

Nu skal de findes.

Lunden afslører umiddelbart ikke flere grave end de fem. Til gengæld ser det ud som om, der er gravet mellem de volde, der skærmer skydebanen af mod stranden.

Og de skal ikke grave længe. Kun knap en meter nede dukker de næste kasser op, og da dagen er omme, står man med 10 nedgravede lig på området.

Ni mænd og en kvinde. Selv om begravelserne bærer præg af hastværk, så har tyskerne i de fleste kasser efterladt spor i form af lukkede glasbeholdere, hvor der på små sedler står navn og data på de dræbte.

I en af kasserne ligger liget af den 70-årige Maren Sofie Nielsen, der som fire af de øvrige ofre har mistet livet under en Gestapo-aktion mod modstandsfolk i Skattergade i Svendborg i marts 45.

Alle lig har tydelige skudsår. Nogle i nakken.

Ved Maren Sofie Nielsen ligger en visnet buket blomster med ordene "Hvil i guds fred Sofie".

Ligesom de andre er hun gemt af vejen for ikke at give de efterladte mulighed for at begrave ofrene og samtidig bruge begravelserne til at markere den voksende modstand mod besætterne.

Ofrene fra Skattergade har tyskerne hentet på Svendborg Amtssygehus, inden de pårørende kunne få fat på dem.

Da dagen er omme, savner man stadig svar på, hvor en række andre forsvundne personer er.

Ikke mindst på Odense Staalskibsværft undrer man sig over, at elektrikerlærling Gunnar Carlo Nielsen ikke er fundet.

Gunnar var aktiv i modstandsbevægelsen og blev dræbt ved Geels kro under en mislykket nedkastning af våben i februar 45.

Hans far, Max Nielsen, arbejder på værftet, og da politiet hen over sommeren opgiver at finde flere grave i området, efter at man blandt andet har trukket vod i en nærliggende mose, tager faderen og en række arbejdskammerater sagen i egen hånd.

22 maskinarbejdere fra værftet er klar, da Max Nielsen den 2. september 1945 får tilladelse af den danske kommandant på Odense Kaserne til at grave.

Han får to timer, og så begynder mændene systematisk af gennemsøge området.

Med jernstænger gennemsøger de den sandholdige jord mellem voldene på skydebanen, og der går ikke længe, før de finder den første kiste.

Inden de to timer er gået, dukker tre kister op, og ud over faderen til den dræbte modstandsmand dukker der nu flere pårørende op, som vil se om deres kære endelig er fundet.

En af dem er sønnen til stolefabrikant Nykvist fra Skibhuskvarteret. Nykvist har været forsvundet, siden han i august 1944 er blevet afhentet af Gestapo.

De to mænd følger arbejdet med at fjerne jorden fra gravene, og da kisterne bliver lukket op, får den ene vished.

Det er den unge Nykvist, der genkender sin far i den ene af kisterne. Fabrikanten har et skudsår i nakken - noget som Gestapofolk siden har forklaret med, at han forsøgte at flygte, da de ankom til Gestapos hovedkvarter på Husmandsskolen i Tarup.

I en af de andre kister ligger liget af forstander Steffensen-Hansen, fra Gelsted, der blev skudt af tyskerne ved samme aktion, som Gunnar Carlo Nielsen deltog i. Forstanderen forsøgte at skjule modstandsfolk på flugt fra Gestapo og dør selv. Han ligger stadig i sin pyjamas.

Liget i den tredje kasse er en arbejdsmand, der kun kan identificeres ved hjælp af et arbejdskort, der ligger i en lomme.

Da nyheden om de nye fund breder sig til Seden, går flagene på halv, og flere steder i byen spredes der blomster, da ligene af de tre mænd køres bort.

Gunnar Carlo Nielsen bliver ikke fundet, og da 1945 bliver til 1946, har de fleste opgivet af finde ham nogen steder.

Men så sker der noget. De allierede tropper i Tyskland har anholdt kriminalsekretær Müssener, der fungerede som næstkommanderende for Gestapo i Odense.

Müssener stod bag aktionen ved Geels Kro, og da han lørdag den 5. januar 1946 overføres til dansk politi og siden Odense Politi, præsenteres han for en række sigtelser for drab.

Müssener forsvarer sig ved at sige, at alle er skudt under flugt, og få timer inde i afhøringen indvilger han i at køre med en gruppe politifolk til Seden. Her udpeger han i skæret fra billygterne det sted, hvor Gunnar Carlo Nielsen er begravet.

Og søndag den 6. januar begynder man så at grave. Graven ligger tæt på vandet, og arbejdet besværliggøres af vand der trænger op.

Først da man med Falcks hjælp får fat i en pumpe, kan man fortsætte. Og kort efter rammer en af graverne en sko med sin spade.

Tyskerne har smidt liget af Gunnar Carlo Nielsen i et hul - uden kiste. Liget er i så dårlig stand, at man kun ved hjælp af tøjet og Müsseners udsagn er i stand til at fastslå identiten.

Det 14. og sidste offer er fundet.