- Når jeg har lavet en plade, er den ikke min længere. Det er ligesom hindbærsnitter. Når de forlader butikken, har bageren ikke mere med dem at gøre, siger Allan Olsen, der ikke har en eneste af sine egne plader stående.

- Cd'en er jo bare én udgave af sangene. De versioner, der opstår, når jeg spiller live, er lige så rigtige, lige så autentiske, fortsætter sangeren, der i dag udsender sit 8. studiealbum.

Vi sidder på Allan Olsens terrasse, der som en kæmpes bid har gnasket sig ind i tagryggen og blotlagt en halvt overdækket havestue. På plankegulvet står krukker med pelargonier, klematis og en vildtvoksende bonsaibøg.

Det er her sangeren lever hovedparten af sit liv. Beholdningen af uldne trøjer til udlån indikerer, at der skal mere end stiv kuling eller et bette regnvejr til at få ham til at trække indendørs.

I dag er himlen tingrå og skyerne dråbetunge, så den dampende te og lånesweateren er tiltrængte følgesvende.

Det er tre år siden, den 51-årige sanger sidst var pladeaktuel, og han indrømmer med et skævt smil, at han er nået til en "lidt doven og magelig alder", hvor han først og fremmest skriver sange for at kunne komme på landevejen og spille dem.

- Jeg har ikke et dybt behov for at skrive sange. Sangskrivning er som et bed i haven, jeg ikke skal træde for meget i.

Men når Allan Olsen af og til trasker rundt i glosebedet og tjekker rimbønnerne og rockstauderne godter han sig over, at idétræet bugner som aldrig før.

- Det er en fantastisk tid at være sangskriver i. Aldrig har fronterne været trukket så hårdt op som nu. Parlamentarisk er vi i en situation hvor dem, der bestemmer er så selvfede og arrogante, at nogen er nødt til at råbe op, understreger han.

Bulldozerbold

- Den siddende regering betragter Danmark som en filial af Mærsk. Landet bliver styret af spindoktorer. Problemet er bare at de svageste, dem på plejehjemmene og i skolerne ikke er udstyret med spindoktorer. Så de har ikke en chance. Længere er den sådan set ikke!

På sangen "Roser og violer blå" synger Allan Olsen om det førende hold, der "tromler frem over banen med bulldozerbold" og tackler igennem mod de svageste led.

- Min mor lærte mig at føle empati, at have medfølelse, altså at være medmenneskelig. Og det er en evne som bør gælde alle mennesker - og regeringer!

Talestrømmen standser, da underboens Mille kommer listende for at vande den mimose, hun har i familiepleje i vindueskarmen.

Selv om Allan Olsen skriver sange med politisk indhold, vil han ikke afæskes løsningsforslag:

- Når Jan Grarup fotograferer krigens rædsler, er der ingen, der forventer, at han konkret skal redde krigens ofre. Sangene er min form for billeder.

Tjip-tjip-tjip

Allan Olsen camouflerer ikke sine budskaber, så man skal ikke have en doktorgrad for at læse regeringens stramme udlændingelovgivning ind i "Lille gråspurv", som handler om gråspurvenes redepladser, der bliver sømmet til.

- Gråspurven kan ikke synge smukt, bare skræppe tjip-tjip-tjip. Så den bryder vi os ikke om. Samfundet er blevet så regelret og friseret, at vi til hver en tid foretrækker pralhanerne, siger han.

Allan Olsen benægter, at han skriver flere politiske tekster end tidligere, men erkender at han "skyder mere efter benene end før".

- Det er nødvendigt i en politisk mere ekstrem tid. Der skal meget til at få folk til at demonstrere, men når vi endelig gør det, som i forbindelse med velfærdsdebatten, stiller landsfaderen sig gudhjælpemig op og kalder os "socialistiske ballademagere"!

Frederikshavneren er oprigtigt harm, og kun en insisterende ringetone bremser udbruddet. Det er hans 11-årige søn Marco, der ringer op nede fra gården. Han mangler sit vikingesværd, nogle optændingsbriketter og en lighter, så han og kammeraterne kan tænde bål. En guitartaske gør det ud for emballage, da forsyningerne tager turen ned fra 3. sal.

Reelt er det kun tre af de nye sange, der relaterer til den politiske situation. Modstykket til de kradsbørstige tekster er novellesangene, der skildrer stilfærdige hverdagsliv.

- Det er sange, der ofte peger tilbage mod barndommen og ungdommen. For det er førstegangsoplevelserne, der sætter de dybeste spor i bevidstheden.

Det paradoksale er, at Allan Olsen forlængst har forladt den virkelighed og det frederikshavnske proletariat, som teksterne skildrer. Han er med egne ord "én af dem der er trukket i en kedeldragt med pressefolder".

- Selv om jeg ikke længere har skoene på, forsøger jeg forkrampet at bevare kontakten, for uanset hvor meget man flytter sig mentalt og fysisk, er det altid det samme kar, man øser af.