Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk

Seneste Nyt

Kronik

Massakren 16. april på et amerikansk universitet genkaldte mindet om en tilsvarende tragedie for 13 år siden på Århus Universitet. Hvad kan der gøres for at stoppe afvigerne, inden det går galt?
Den 16. april dræbte en studerende i Virginia 32 studerende, forskere og undervisere, hvorefter han begik selvmord. Medierne var straks på plads og dækkede flittigt denne begivenhed. Jeg blev selv kontaktet, ikke fordi jeg er en medieforsker, der vil kunne bidrage med viden om mediernes rolle i sådanne tragedier, men fordi jeg var til stede, da en lignende massakre fandt sted på Århus Universitet i 1994. Jeg mistede en veninde og kunne selv være blevet skudt, derfor var min rolle interessant.

For mig at se er det helt centralt, at vi genoptager debatten fra dengang. Men hvorfor ikke bruge medierne, som det stærke "våben", de er, til at diskutere psykologiske profiler og forebyggende midler i stedet for til at opblæse det sensationelle?

DER var ryddet masser af sendeflade og spalteplads både den 16. og 17. april. CNN, TV 2 News mv. sendte live fra Virginia Tech nærmest uden afbrydelser. Men sendetiden blev primært brugt til at se tragedien som en sensation og til at give politiet og våbenlovgivningen skylden for udfaldet.

Efter min mening kunne en del af den i stedet have været brugt på nuancerede diskussioner af, hvad man kan gøre for at forhindre det i at ske igen.

Den liberale amerikanske våbenlovgivning blev især udråbt som synderen i Virginia-tragedien. Hvis ikke morderen legalt havde haft to skydevåben i sin varetægt, så var det ikke sket. Sådan lød en fremherskende amerikansk tese.

Dele af den danske presse greb straks til strategien "at gøre de store ubegribelige tragedier fra USA en smule mere begribelige" ved at fokusere på en lignende sag fra vores eget land. Således blussede massakren i kantinen på Århus Universitet op igen for en stund.

Over landets tv-skærme kørte, foruden billederne fra Virginia, også billeder fra Trøjborg kantinen. Og så blev der ellers langsomt skruet ned for sendetiden igen, efterhånden som tragedien i USA "ebbede ud".

Tillad mig at skrue lidt op for debatten igen, men set ud fra en anden vinkel end våbenlove og politiindsatser. For at diskutere våbenlove er - for mig at se - ikke en synderlig forebyggende indsats.

Hvis EN anden studerende igen bliver frustreret nok til at ville begå udvidet selvmord i et forsøg på forskruet eksponering af sig selv, føler jeg mig overbevist om, at han nok skal finde et våben at udtrykke sig via. Morderen fra Trøjborg kantinen brugte et oversavet jagtgevær.

Så vil man lave et udvidet selvmord, finder man ud af metoden, uanset hvilket land man bor i, og uanset hvilken lovgivning, der findes.

Den slags massakrer er nøje planlagte, hvilket understreges af, at Trøjborg-morderen efterlod et brev og Virginia-morderen sendte et indslag til en tv-station.

Det er ikke impulshandlinger, hvor man pludselig griber ud efter et våben og skyder løs. Der er mange tegn på, at en morder bliver til en morder.

Lad os derfor i stedet rejse en langt vigtigere debat, nemlig, hvordan vi kan medvirke til at forhindre, at unge studerende driver eller drives derud, hvor de finder på noget fuldkommen utilgiveligt. Lad os også bede politikerne debattere, hvad der skal til, før man har mulighed for at tvangsindlægge f.eks. en studerende, der har brug for psykiatrisk behandling.

Det ER bemærkelsesværdigt, at både massakren i Århus (5. april 1994), i Columbia (20. april 1999) og i Virginia (16. april 2007) fandt sted på universiteter i april. Det ligner enten pure tilfældigheder. Eller også tegner der sig et lille mønster, som vi bør interessere os mere for i forebyggelsens navn.

Jeg er i dag selv medieforsker ved Syddansk Universitet i Odense. Jeg er i dag selv underviser og specialevejleder og har med masser af studerende at gøre. Jeg har dermed også et medansvar for at forsøge at have føling med, hvordan de unge - inden for min rækkevidde - har det.

Med mit arbejde følger også en debat om, hvilke normer og forhold vi lader de universitetsstuderende arbejde indenfor. Disse forhold er ikke altid tydelige og gode nok.

At skabe sådanne rammer kræver, at man ovenfra er villige til at træffe beslutninger og afsætte midler til, at aspekter, der vedrører de unge studerendes velbefindende, opprioriteres.

Det er svært at vide, om morderne fra henholdvis Virginia Tech og Aarhus Universitet, kunne have været hjulpet. De var begge studerende, der var kørt ud på et sidespor.

Flemming Nielsen kunne ikke færdiggøre sit speciale og havde derfor i alt for lang tid siddet i den såkaldte "specialesump, hvor mange ender (uden lige så fatal en udgang).

Vi vil aldrig få svar på, om hans specialevejleder kunne have ændret noget ved at bidrage med mere støtte, mere kritik, flere deadlines eller andet.

Ej heller får vi at vide, om hans medbeboere på kollegiet eller hans familie med fordel kunne have reageret på, at han trak sig ind i sig selv, lejede masser af voldsfilm og begyndte at sige underlige ting ("Jeg vil være Danmarks første massemorder" f.eks.). Eller om hans psykolog kunne have tvangsindlagt ham?

Jeg ønsker ikke at placere et ansvar et bestemt sted. Måske havde det været umuligt at gøre noget for Flemming Nielsen eller Cho Seung-Hui. Men det ændrer ikke ved, at vi alle har et medansvar for, om vore studerende, vore nærmeste eller bekendte udsender signaler, som vi bør reagere på.

De behøver ikke at være potentielle massemordere, de kan bare gå rundt og føle, at de ikke slår til. Den slags frustrationer er også alvorlige. Netop den slags mindreværdssymptomer kan i ekstreme tilfælde føre til noget mere radikalt. Undersøgelser viser, at udvidet selvmord ikke nødvendigvis foretages af deciderede psykopater, men af enspændere, der føler sig ladt ude af fællesskaber og lider af mindreværd og præstationsangst.

Dermed er vi tilbage ved kernen: tre voldsomme massakrer er foregået på universiteter i april. Universiteter er (ikke mindst i april, som ligger tæt på eksamen) ensbetydende med en arbejdsplads, hvor man skal honorere høje krav fra uddannelsesinstitutionen, de medstuderende, lærerne, familien og én selv.

Ydermere kræver de fleste eksamener og især specialeperioden, at man arbejder solo og selvstændigt. Derfor må universiteterne vedblive at udvikle endnu bedre muligheder for, at studerende får sociale og faglige ram-mer, som er med til at støtte dem.

At holdstørrelserne bliver stadigt større, at de fleste universiteter ikke arbejder med egentlige deadlines for specialer, og at det oftest er op til dem selv, om de deltager i en læsegruppe, det er ikke forhold, som yder støtter.

JEG mistede min læsegruppe (én død, én voldsomt såret) den 5. april 1994, og det står klart for mig, at vi alle har et medansvar i forhold til at tage os af hinanden, og at universitetet er en krævende arbejdsplads med flere solopræstationer end fællesskaber.

De, jeg mistede, var kærlige, velfungerende, intelligente og fællesskabstænkende studerende. Studerende som disse, der bidrog med meget positivt til universitetsverden, udgør heldigvis majoriteten af de studerende.

Men lad os forske mere i, interessere os mere for, hvordan vi forhindrer, at de enkelte studerende, der agerer afstumpet, tager andre studerende med sig i døden. For på den måde mister vi alt for meget. Således også i Virginia.

Jeg tænker hverken i hævn eller tilgivelse. Jeg tænker i medansvar for og mere viden om universitetets afvigere - også herhjemme. For det er ikke bare et amerikansk problem, som kan ryddes af vejen med en ændret våbenlovgivning.

Heidi Philipsen, Maevej 28, Tommerup, er adjunkt ved Medievidenskab på SDU. Læs hele Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis på mitfyn.dk Prøv Fyens Stiftstidende eller Fyns Amts Avis GRATIS i 21 dage
kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70
Nyhedsbrev