Biskop Kresten Drejergaard var i dialog med kunstneren Sys Hindsbo og 40 tilhørere på Brandts
Vi var blevet budt velkommen af kurator Lene Burkard fra Kunsthallen på Brandts.

Vi havde fået et glas vin og kigget lidt genert på hinanden.

Vi havde set de to hovedpersoner:

Kresten Drejergaard, biskop over Fyn. Sys Hindsbo, billedkunstner fra Fyn.

Også de virkede lidt benovede over situationen.

- Jeg ved egentlig ikke så meget om billedkunst, sagde biskoppen.

- Jeg er aldrig særlig glad for at tale om mine billeder, sagde kunstneren.

Alligevel gik de - og vi andre 40 tilhørere af hovedsageligt hunkøn - op ad trapperne til de store udstillingssale på anden sal. Stedet, hvor udstillingen "Sys Hindsbo retrospekt" har været vist siden 17. februar. Med slut 6. maj.

Fordi biskoppen er med

- Jeg har købt billet til dette dialogmøde, fordi biskoppen er med. Jeg tror, det bliver lige som med Johannes Møllehave. Han kan fortælle mig om Kierkegaard, så jeg forstår ham. Biskoppen kan måske også fortælle om Sys Hindsbos univers, så jeg forstår det. Det er jo svært, sagde Vibeke Wager fra Munkebo.

Hun blev sekunderet af sin søster, Else Marie Jørgensen fra Bullerup:

- Min mand og jeg har allerede været ind at se udstillingen. Der er en masse lidelse og grusomhed - og noget religiøst. Måske kan biskoppen forklare det, så jeg kan forstå det.

- Vi har haft Sys Hindsbos altertavle til at hænge på prøve i Nazarethkirken i Ryslinge. Nu er min datter Maria og jeg blevet nysgerrige og vil gerne vide noget mere om hendes kunstneriske univers, sagde Rie Thygesen fra Ringe.

Som i dette rum

Vel ankommet i udstillingen og trukket med ned i det bageste store rum - dér, hvor de største malerier hænger - udbrød biskoppen:

- Jamen, dit univers er jo som dette rum lige nu og her. Kan du ikke se, at vi alle - som på dine billeder - står her i et uendeligt rum med hver vores dagsorden

Sys Hindsbo nikkede.

Vi tilhørere skottede lidt til hinanden og så op på de mange store, sorte lærreder, hvor hvidgrå menneskekroppe er i gang med maskiner eller med at bære andre kroppe. Eller dyr. Men alle tilsyneladende alene, selv om de står tæt i det fælles tomme univers.

- Biskoppen har jo ret, hviskede nogle af os vist indeni.

Hunden er en hyæne

- Den dér gule hund. Hvorfor har den givet navn til hele det kæmpe maleri, når der nu sker så meget i det, ville biskoppen gerne vide.

- Det er ikke en hund. Det er en hyæne, lød det prompte fra kunstnerens mund.

Hun mente i bund og grund, at det, at hun nu skulle stå og forklare, hvorfor hun gør dit og hvorfor hun gør dat, måske kan være med til at fratage publikum den kunstneriske oplevelse i billedet og få billedet til at falde fra hinanden.

- Altså. Ham, der transporterer mine billeder, kaldte det engang "Den med den gule hyæne". Det tog jeg til mig. Derfor titlen: Den gule hyæne og lammet", sagde Sys Hindsbo.

- Ham med tigerspringet til højre. Hvor kommer han fra, spurgte Kresten Drejergaard så.

Vi lagde alle nakken tilbage og kiggede op og til højre. Ganske rigtigt. Dér lægger en kraftfuld mandeskikkelse an til landing. Lige oven på en mand, der bærer en krop over skulderen.

- Jo. Der var så meget sort ellers, lød det tørt fra kunstneren, som tilføjede:

- Nogle gange ender mine figurer med et klart udsagn, synes jeg selv.

Alle grinede. Ikke for første og heller ikke for sidste gang i den halvanden time lange gennemgang af Sys Hindsbos univers.

Nok er hendes billeder dramatiske og dystre, men kunstneren selv er det ikke.

Da en fra publikum pointerede, at hun manglede glæden i kunstnerens univers, svarede Sys Hindsbo:

- Du har ret. Jeg kan ikke male glæde. Det vil ikke sætte noget i gang i mig. Men jeg er selv glad, når jeg maler.

Altertavlen

Aftenen i selskab med biskop og kunstner var dog ikke forbi endnu.

På endevæggen i det store rum hænger den trefløjede altertavle, man ikke ville have i Nazarethkirken i Ryslinge.

- Man bad mig lave et forsøg - og gav mig motiverne "Den sidste Nadver" og "Golgata". Jeg måtte selv vælge det sidste - og valgte "Vandringen til Emmaus", som jeg synes er en af de mest fantastiske i Det Nye Testamente.

- I forbindelse med arbejdet måtte jeg spørge mig selv, om jeg er troende eller ikke. Jeg fandt ud af, at det er jeg ikke. Men jeg er dybt fascineret af de almenmenneskelige fortællinger, der er i Bibelen. De sætter - og satte - mange ting i gang, sagde Sys Hindsbo.

- Ja, svarede biskoppen og fortsatte:

- Jeg ser megen ny alterkunst. Og det her kan sagtens bruges i en kirke. Det er ikke kasseret af mig. Jeg bliver gladere og gladere for det.

- Vi finder en kirke ..., replicerede kunstneren kækt.

Efter halvanden time på udstillingen spurgte Sys Hindsbo:

- Er I ikke ved at få nok?

De fleste af os svarede jo - og Maria Bonde Thygesen fra Odense fik konkluderet på manges vegne:

- Du laver monumentale billeder. Det har været spændende at komme her i dag. Det har givet mig lyst til at komme igen.

Vibeke Wager og søsteren Else Marie Jørgensen føjede til:

- Det meget dystre og truende i billederne blev afmystificeret. Man forstår billederne bedre. Biskoppen turde spørge om det, vi andre ikke turde. Vi ville meget gerne komme igen. Hvis det ikke var, fordi udstillingen slutter på søndag.

1. maj i byen

Vi begav os alle ud i den summende 1. maj-stemning blandt festende unge med både glæde og øl under vesten.

De lignede ikke det Hindsboske univers. Og dog:

- På vej herhen var der ingen, der kom ambulancefolk til hjælp, da de ikke kunne komme forbi en masse cykler. Vi går vist alle rundt i vores egne små universer og glemmer at hjælpe andre, sluttede biskop Kresten Drejergaard.

Opbyggeligt.

Dialogmødet om kunsten på Brandts er det første af flere, der kommer i et samarbejde mellem Brandts og Fyens Stiftstidendes kulturtillæg NU.
  • Fyens Stiftstidende