Kjeld Thorup står foran Triumfbuen i Paris, og den næsten to meter høje vestjyde har vand i øjnene denne julidag i 2003. Om kort tid kører Tour d'France-rytterne op ad Champs Elysées, men sammen med en flok kammerater har Kjeld Thorup cyklet lige så langt.

2100 kilometer har de tilbagelagt på 21 dage. Ikke i samme fart som de professionelle cykelryttere, men til gengæld med deres egne udfordringer, for hver af deltagerne vejer over 100 kilo. Det giver fart ned ad bakkerne, men sliddet opad, kommer 42-årige Kjeld aldrig til at glemme. Ikke mindre end 126 kilo - plus cykel - har han skullet træde op. Men han har gjort det. Han er ikke stået af - og han er i sit livs form.

På tre år har Kjeld "Fnug" Thorup tabt næsten halvdelen af sin kropsvægt, har stiftet foreningen "Fnuggi" for stærkt overvægtige mænd, har fået ny karriere som underviser på højskolers slankekurser og er blevet et kendt ansigt i tv og aviser.

Nu står den solide mand fra Hvide Sande i byernes by og er så glad og stolt, at han tuder.

Et nyt og lykkeligere liv

Næsten hver uge kan man på forsiden af ugeblade møde storsmilende mennesker, der glade beretter om et kæmpe vægttab og et nyt og lykkeligere liv.

Kjeld Thorup var også en af de opmuntrende historier, og han stillede gerne op og fortalte sin historie for at hjælpe andre. Allerede som barn var han klassens tykke dreng, men det var først, da han mødte sin kone - og med egne ord begyndte at slappe for meget af - at kiloene for alvor kom løbende.

I løbet af få år gik han fra at veje 130 kilo til 238 kilo.

Tæt på et kvart ton.

Tæt på at dø

En nat i 2000 vågner Kjeld badet i sved. Han har kvælningsfornemmelser, for hans brystkasse er presset sammen af hans kropsvægt, og han ved, at han må op at sidde. Men det er næsten umuligt for ham at vende sig, og han skal tage sig sammen for at svinge benene ud over sengekanten. Knæene skælver ved udsigten til at skulle bære hans vægt, men Kjeld kommer alligevel over i en sofa, hvor han kan sidde op og sove videre. Men kun i kort tid - for han vågner igen i panik - denne gang med en fornemmelse af, at ansigtsfolderne glider ned foran næsen, så han ikke kan få luft.

Natten er ikke usædvanlig.

Kjeld vågner mange gange hver nat, og om dagen slås han med smerter, dårligt humør og andre skavanker, som hans læge forklarer skyldes overvægten.

Det lykkes Kjeld at passe sit arbejde, men han kan ikke lege fysisk med sine tre børn, og nu kan han mærke, at han er tæt på at dø. Igen går han til læge og får konstateret et katastrofalt blodtryk på 238 over 190.

Denne gang siger lægen det ligeud:

- Hvis du vil opleve din datters konfirmation om to år, så skal du tabe dig. Ellers kommer du ikke til at se dine børn blive voksne.

Dén sidder. Kjeld husker det som om, han tuder i tre dage.

Tab på tab

I samarbejde med lægen får han lagt en skrap kostplan og begynder at motionere. I stedet for mad sluger han information om overvægt, motion og slankekure. Forude vinker en ekstra bonus: Hvis han kan tabe sig så meget, at han kommer ned på 160 kilo, kan han blive opereret og få lavet en såkaldt gastric banding - en indsnøring af den forreste del af mavesækken.

Kiloene rasler af Kjeld det næste par år, og optændt af energi og optimisme får han samlet andre svært overvægtige mænd i foreningen "Fnuggi" og begynder at undervise på højskolekurser.

I 2002 har han tabt 78 kilo og får den operation, han har set frem til.

Men livet med en indsnøret mavesæk bliver helt anderledes, end Kjeld har forestillet sig. Han taber sig ganske vist, men kød og mad med fibre som frugt og grøntsager får ham øjeblikkelig til at kaste op. Det går faktisk bedst med at spise sukkerholdige ting. Kakaomælk, chokolade, marcipanbrød - og færdig risalamande i plastpølser, som Kjeld gemmer for sin kone rundt om i huset.

Det er hans hemmelige liv. Udadtil er han den glade, energiske succeshistorie - nu på bare 126 kilo - der rådgiver andre, stiller op på morgen-tv og arrangerer cykelturen til Paris.

Opereret igen

Tilbage i Danmark bliver det mere og mere uudholdeligt for Kjeld at leve med den lille mave. Han tager på af den sukkerholdige kost, og da vægten i 2005 når op på 150-160 kilo, forlanger han at få båndet om mavesækken fjernet, så han igen kan spise den sunde mad, som han savner.

Lægen, der skal operere ham, advarer ham, men Kjeld er sikker i sin sag. Han føler, at han har samlet så meget viden om kost og motion, at det simpelthen ikke kan gå galt. Faktisk er det hans plan at tabe yderligere 40 kilo i løbet af de næste otte måneder, skriver han optimistisk på sin hjemmeside kort efter, at han er begyndt i et nyt job som motionsansvarlig på en anden højskole med kurser for overvægtige.

Men det kommer til at gå anderledes.

Godt nok spiser Kjeld grøntsager, men han spiser også kartofler og sovs med fløde, pizzaer og burgere. Portionerne vokser. Og han drikker mælk. Tre-fem liter om dagen, så familien får et ekstra køleskab til mælk. Er det tomt, når Kjeld vågner om natten, kan han godt finde på at køre ned til tanken og hente mere mælk.

På jobbet trives han ikke, og han bliver sygemeldt. I stedet for at dyrke motion sover han længe, står op og møder det deprimerende syn af sig selv i spejlet.

- Det var da forfærdeligt, tænker han.

Spiser igen og sover. Fnuggi-foreningen trækker han sig tilbage fra, venner og familie holder han også på afstand, for de behøver ikke lige se, at der er røget 10 kilo mere på. Sin læge er Kjeld for ærekær til at gå tilbage til, for det er jo lægen, der har skaffet ham begge operationer, og hele tiden siger han til sig selv, at han selv er eksperten. Det er ham, der har tabt sig før og kan gøre det igen. Når påsken, pinsen og moster Olgas fødselsdag lige er overstået.

Kjeld begynder at sige til sig selv, at han skal tage sig sammen - noget, han aldrig ville sige til sine kursister. Det er det dummeste, man kan sige til en overvægtig, ved han, for det gør ondt i selvværdet, det er nedgørende og vækker trods.

Men det er pinligt at tage på, når hans job er at hjælpe andre til at tabe sig, og ind imellem lykkes det ham også at smide nogle kilo. Men de vender bare tilbage med flere i følge.

Et vendepunkt

Midt i denne måned - for to uger siden - knaldede vægten op på 213,9 kilo.

Kjeld har taget 78 kilo på, siden han stod i Paris.

Fire gange inden for kort tid har han haft et blackout, og det er blevet rigtig svært for ham selv at dyrke den motion, som han tilråder sine kursister.

- Så jeg gik til højskolens diætist og sagde: Jeg er nødt til at gøre noget ved det. Det er ikke troværdigt, når jeg er ansvarlig for skolens motion. Og så har jeg lovet vores yngste søn, at far er præsentabel til hans konfirmation den 30. marts 2008. Ikke for at være sentimental, men fordi jeg lovede hans storesøster det samme.

- Denne gang skal jeg ikke opereres, men jeg kan mærke, at motivationen for første gang er den samme, som i 2000. Jeg véd, at den er der, og jeg er mere realistisk denne gang. Jeg går til psykolog, og jeg går til vejning, og den første uge har jeg tabt 7,2 kilo på en kostplan med meget protein. Jeg skal have opbygget muskelmasse, så jeg kan komme til at motionere igen. For i 2008 - eller 2009 - har jeg planer om at cykle til Gibraltar. Det er dobbelt så langt som til Paris - cirka 4500 kilometer. Det skal ikke være som et kæmpe mediestunt, men for at bevise over for mig selv, at intet er umuligt.

- Umuligt, det eksisterer ikke i mit univers.