En begravelsestale er som at gå på line i 10 meters højde uden sikkerhedsnet. Ét eneste ord eller en forkert sætning kan ødelægge begravelsen for de nærmeste. Derfor er det en kunst at få den til at lykkes.

Sådan skriver sognepræst Einar Fog-Nielsen fra Faaborg.

Han har gennem sit 34 år lange liv som præst holdt omkring 1600 begravelsestaler. Og derudover udgav han sidste år bogen "At sige verden ret farvel", hvor han analyserer kollegers begravelsestaler.

- For en præst er døden der ganske enkelt hele tiden - overalt. Jeg satte mig for i løbet af en studieorlov på tre måneder i 2005 at analysere, hvordan danske præster greb talen an, siger Einar Fog-Nielsen, der mailede til kolleger over hele landet og bad dem sende ham deres seneste to begravelsestaler.

Talen har ændret sig

Han er ikke i tvivl om, at begravelsestalen har ændret sig markant i løbet af hans 34 årige præstegerning.

- Dengang jeg begyndte, tog en kollega rundt og holdt foredrag for os om, at det skulle være evangeliet og ikke den afdøde, der skulle være i fokus i begravelsestalen. I dag bliver der talt meget mere om personen. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det hænger sammen med flere ting, tror jeg.

- Alle præster vil helst gøre det så godt og rigtigt som muligt, og den relation, man er inde i forhold til de pårørende, hvor man får en hel del fortalt, bringer vi så videre, siger Einar Fog-Nielsen.

Han er helt overbevist om, at hvis ikke præsten i høj grad bruger af det, de efterladte enten fortæller eller medbringer i skriftlig form, ville der brede sig stor skuffelse i kirken eller i kapellet.

- Det er det personlige, der bliver husket. Det er i det hele taget meget sjældent, at man får at vide, at man ikke må sige noget som helst om den afdøde. Det har jeg det fint med. Jeg er meget glad for at modtage alt i forbindelse med den svære tale, jeg skal lave, siger Einar Fog-Nielsen.

Han er godt klar over, at familiens historieskrivning over en afdød meget vel kan være mere skønskrift end egentlig sandhed om afdøde.

- Men det er det, familien vægter, og det er vigtigt i forbindelse med den sidste afsked, siger han.

Altid frejdig nr. 1

Fog-Nielsens bog "At sige verden ret farvel" - med kærlig hilsen til Grundtvigs salme fra 1845 - handler også om, hvilket salmevalg, danskerne gjorde sig i sommeren 2005.

Her kom Chr. Richardts "Altid frejdig når du går" ind på en pæn førsteplads, efterfulgt af Grundtvigs "Den signede Dag" og Jacob Knudsens "Se nu stiger Solen". Af alternative sange vinder Kim Larsens "Om lidt bliver her stille" over Frank Sinatras "My way" og Bob Dylans "Knockin' On Heavens Door".

- Sange, der ikke står i salmebogen, fylder meget mere i dag end førhen. Ca. 10 procent, siger tallet fra indberetningerne. Men jeg er sikker på, at ønskerne hos de pårørende er mere end 10 procent. Mange kolleger sætter hælene i, siger Einar Fog-Nielsen.

Det er nemlig præsten, der har ansvaret for, at højtideligheden foregår på den bedste tænkelige måde.

- Men hvis afdøde lige præcis holdt uendeligt meget af Frank Sinatras "My way", har jeg ikke noget imod, at nogen synger den, når man bærer kisten ud, siger Einar Fog-Nielsen, der fastslår:

- En begravelsestale bliver aldrig rutine.