Det værste, der kan ske, er, at deres søn tager sit liv. Linda og Howard Bramsons søn David på 18 år er psykisk handicappet.

Han lider af tvangstanker og personlighedsforstyrrelse, og deres værste frygt er, at han en dag ikke længere vil leve sit liv.

For mere end et år siden kontaktede Linda Bramson daværende Vissenbjerg Kommune for at få hjælp til at hjælpe David. Hun bad om en kontaktperson, som kunne rådgive David om både hans medicin, økonomi, uddannelse og boligsituation, fordi David ikke selv kan tage sig af noget af det.

Da begyndte en lang drøj travetur gennem paragraffer og kommunale forvaltninger, fra sagsbehandler til sagsbehandler, der har afvist eller udsat at hjælpe David.

I dag efter kommunesammenlægningen ved forældrene ikke, om deres søn kan få hjælp fra handicap- eller socialforvaltningen i Assens Kommune eller nogen hjælp overhovedet.

Senest er de blevet henvist til Assens Kommunes Jobcenter, fordi David ikke længere får SU men kontanthjælp, efter han blev for syg til at passe gymnasiet.

Linda og Howard Bramson har forsøgt at få hjælp til David så længe uden resultat, at de har mistet modet.

- Vi er fuldstændig tyndslidte, siger Howard Bramson.

Syg af at være alene

Davids hverdag er begrænset til at opholde sig i forældrenes hjem og gå ture i Vissenbjerg, hvor de bor.

- Han burde slet ikke være her. I hans alder burde han være ude med nogle venner hele tiden, siger Linda Bramson.

Men det kan David ikke, for han har ingen venner. Og han får sandsynligvis heller ingen venner, når hans hverdag er styret af sit handicap. Han kan ikke knytte sig til nye mennesker, og både handicap og medicin gør ham sløv og uengageret.

For nogle uger siden har David også fået symptomer på parkinsons sygdom (stive muskler og rystelser) som en bivirkning til sin medicin. I marts indså han, at han ikke kunne klare gymnasiet, så nu er han alene hjemme det meste af dagen.

- Det er ikke godt for ham, for han bliver mere dårlig af at være alene, siger Linda Bramson.

David kan heller ikke sove alene, så i en alder af 18 år ligger han i sine forældres soveværelse om natten.

- Det er altså ikke sjovt eller rigtigt at skulle sove sammen med sin voksne søn hver nat, siger Linda Bramson.

Linda og Howard Bramson har delt opgaverne med at hjælpe David imellem sig. Linda tager sig af Davids medicin, hans kontakt til psykiater og mange lange samtaler med ham, om hvordan han har det. Howard tager sig af alle paragrafferne og den opslidende kontakt til Assens Kommune.

Uden hjælp

Efter det seneste år uden hjælp til David føler Linda Bramson sig nedbrudt.

- Jeg kan ikke huske eller koncentrere mig ret godt længere. Jeg vågner meget tidligt om morgenen og kan ikke sove mere, men jeg er alligevel træt, siger Linda Bramson.

Og Howard Bramson er meget stresset.

- Jeg er frygtelig irritabel både overfor Linda, men også vores andre børn, siger han.

David har to yngre brødre.

- Vi er ved at bryde sammen som familie, siger Linda Bramson.

Det resulterer ifølge begge forældre i nogle frygtelige skænderier.

- En morgen havde vi alle samme råbt og skreget så meget af hinanden, at vores yngste dreng gik grædende i skole, siger Linda Bramson.

Største ønske

- Det er så hårdt, fordi opgaven med at hjælpe David aldrig får en ende, når ingen hjælper os, siger Howard Bramson.

Forældrene synes ikke, de beder kommunen om meget, egentlig bare en sagsbehandler til at varetage Davids interesser.

- Mit største ønske er, at mine børn skal komme godt i vej, fordi jeg er en god forælder, siger Howard Bramson, men det er jeg meget bange for jeg ikke kan leve op til med David.