David Bramson ligger vågen i mørket. Denne nat som så mange andre er han bange for at dø.

Ved siden af ham sover hans forældre i deres dobbeltseng. 18 år gammel må David ligge i sine forældres soveværelse om natten, fordi hans angst og tvangstanker er værst, når mørket falder på, og når han er alene. Først når hans forældre står op klokken 5.30, kan David være heldig at få et par timers søvn.

- Hvis de går rundt i huset, kan der ikke ske mig noget, forklarer David Bramson med et skævt sideblik på tilhøreren, som om han ville forvisse sig om, at hans historie bliver godtaget.

Sygdommene

David Bramson sidder roligt og fortæller om sin sygdom, fordi han får store mængder medicin, der bringer hans personlighedsforstyrrelser under kontrol.

- Hvis jeg ikke fik medicin, ville jeg være rimelig underlig, langt væk og ikke rigtig med på, hvad der foregår omkring mig, siger han.

Nu sidder han i sine forældres sofa, eftermiddagssolen brager ind ad vinduerne, og han koncentrerer sig om at være opmærksom og imødekommende.

Hans hænder ligger stille på lårene, mens han fortæller. Han lider også af tvangstanker, der fører til tvangshandlinger, og det kan i modsætning til personlighedsforstyrrelserne ikke behandles med medicin. Hans hænder og arme er fuldstændig renskurede fra fingerspids til skulder.

Han tåler ikke snavs på fingrene.

Davids tvangstanker og -handlinger tvinger ham nogle dage til at vaske og skure sine hænder i koldt vand og sæbe, indtil knoerne bløder. Det går tit galt, når han er alene hjemme om eftermiddagen.

- Hvis jeg kommer til at røre ved en kontakt, et dørhåndtag, snavsetøjskurven eller nogle sko, vasker jeg hænder i lang tid bagefter, fortæller han.