På alle tv-skærme i den vestlige verden drønede underholdningsprogrammerne.

2. juledag er familiehyggens store aften. Julens højtidelige tone - og kasseapparaternes kimen - er forbi. 2. juledag er dagen, hvor Danmark slår mave efter julens anstrengelser.

Men med ét melder den store alvor sig. Beretningerne om katastrofen i Stillehavet fortrænger hyggen. Kan det virkelig være rigtigt? Kan et underjordisk jordskælv rejse en flodbølge, der med en jetmotors fart drøner mod land for at rejse sig som en 20 meter høj rullende mur, der skyller huse og biler mange kilometer ind i landet og dræber titusinder?

ULYKKENS omfang trænger langsomt ind i bevidstheden. Det er svært at samle tankerne om den underholdende film, som aftenen ellers var helliget.

For den, der erindrer sin barndoms bibelhistorie, melder beretningen om syndfloden sig. Sådan må det være, når verden går under!

Også en anden, mindre from, tanke trænger sig på: Var tv dog bare ikke opfundet. Så var vi sparet for at få al denne menneskelige nød og ulykke midt ind i stuen på denne familiens store aften. Sådanne tanker er, hvad der med et fremmedord hedder eskapisme: flugt fra virkeligheden og dens problemer. Vi vil gerne flygte - og som en korrespondent berettede, prøvede selv turister i katastrofeområdet, som ikke var direkte berørt, at lade som om, at ferien bare kunne gå videre.

VED STORE katastrofer forsøger vi altid som det første at placere et ansvar. Så har vi da gjort noget, ikke sandt? Men når det gælder en naturkatastrofe, er der intet sted at placere ansvaret.

Til gengæld har vi alle et ansvar for at hjælpe. Dette medansvar er en del af prisen for, at vi er blevet så rige og har drevet det så vidt, at vi på forholdsvis få timer kan rejse til Thailand og andre eksotiske mål for at dase i solen. Og dette ansvar gælder, uanset hvor mange danske flodbølgen rev med sig. Ansvaret for vores næste er blevet mangedoblet, efter at verden er blevet en landsby.

HVAD KAN vi da gøre? Vi kan først og fremmest give af vores overflod til de organisationer som for eksempel Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors, der lykkeligvis meget hurtigt er rykket ud. Tusinder skal have tæpper og telte, og der skal skaffes drikkevand og medicin, så kolera og anden pest kan undgås.

Men vi kan også lægge pres på regeringen. Er de midler opbrugt, der er afsat til katastrofehjælp, må den ty til de reserver, der pudsigt nok altid dukker op, når en finansminister ikke på anden måde kan betale gaverne til vælgerne.

VI HAR netop lagt en jul bag os, hvor forbruget har sat rekord. Flere milliarder mere end sidste jul har vi (for)brugt.

Ingen bliver derfor fattigere af at give en skærv. Til at lindre lidt på den nød og ulykke, der har ramt dem, der plejer at servere for os, når vi ønsker at pleje vores vinterblege kroppe i deres sol. Det er det mindste, vi kan gøre til gengæld.