Så skete det. Det, som vi havde frygtet: Bilen gik i stå. Midt inde i millionbyen Bangalore holdt Brian ind til siden. Motoren kørte godt nok, men bilen rokkede sig ikke af stedet.

Nu har vi jo ikke forstand på biler, så vi måtte atter ringe til vores hjemlige værksted.

- Det lyder ikke godt, sagde Morten, som netop var mødt på arbejde.

- Det er koblingen eller trækstangen. Den skal på værksted, det er nok en større

reparation.

Brian kom noget slukøret tilbage. Inden vi begyndte vores rejse, havde han fundet ud af, at der ikke er nogle folkevognsværksteder i hele Indien. Jeg foreslog, at vi forsøgte at stoppe en vesteuropæisk bil for at finde frem til et værksted, hvor de kunne reparere andet end den indiske Tata.

Vi fik stoppet en rød Mercedes med en venlig mand iført mærkeligt tøj, som Jesper sagde. Han var højesteretsdommer på vej hjem fra arbejde, og han kendte et godt værksted, så vi fik fat i en gammel rusten kranbil.

Mødet

Mens vi stod på gaden, kom mange mennesker forbi for lige at se, hvad der var sket, og hvem vi var, og mange af dem tilbød at hjælpe.

Pludselig kom en mindre bilkortege forbi. To mænd trådte ud, og man var ikke i tvivl om, at de var betydningsfulde. De var medlemmer af Kanatakas lovgivende forsamling svarende til det danske folketing, bortset fra at der i Kanataka er 55 millioner indbyggere.

Den ene var meget bekymret over, om vi kunne klare det. Vi fik hans visitkort, og måtte endelig ringe, så vi kunne besøge ham hjemme.

Da vi kom hen til værkstedet, blev vi godt modtaget af ejeren, Sivadas. Det var et lille værksted, og der var hverken reparationsgrav eller hydrauliske løft, mekanikerne lå under bilerne og reparerede.

Men til al held for os havde

Sivadas erfaring med tyske biler fra sin tid i Mellemøsten. Bilen var blevet stillet på et område, der mest af alt lignede en losseplads, og her begyndte de så at skille bilen ad. Det var nu blevet ret sent, og det endte med, at de stoppede, og vi gik til ro i tagteltene ved bilen. Det var godt nok ikke så opmuntrende et sted.

Invitationen

Næste dag ringede den ene politiker, Narenda Babu, og inviterede os på besøg om eftermiddagen. Vi tog en scootertaxa ud til hans hjem, en bungalow i et pænere kvarter i Bangalore.

Narenda Babu er en slags bykonge over et ret stort område, og her i Indien har politikere megen magt. Han mente således bestemt ikke, at vi kunne sove ved bilen, så uden yderligere diskussion arrangerede han overnatning for os på Bangalores nye Hare Krishna-tempel.

Det var en ret så speciel oplevelse. Over hele tempelområdet er der opsat højttalere, hvorfra der døgnet rundt lyder en messen af Hare Krishna, Hare Krishna. Rama Hara, Rama Hara, osv.

Smugleriet

I mellemtiden skred reparationen af vores bil kun langsomt fremad. Det var koblingen, der var gået i stykker, og en ny kobling fandtes ikke i Indien, men Sivadas kunne skaffe den fra Mellemøsten. Og endnu en gang var heldet med os. Sivadas ven, som havde arbejdet i Qatar, skulle hjem, og Sivadas fik arrangeret, at vennen tog den syv kg tunge kobling med i bagagen.

Han fløj hjem til Kerala helt i det sydlige og herfra kom koblingen med kurér til Bangalore. Egentlig blev koblingen smuglet ind i Indien, og vi derved undgik den meget langsommelige sagsbehandling hos toldmyndighederne, som Sivadas sagde normalt tog tre-fire uger.

Brylluppet

Så efter 10 dage her i Bangalore er vores bil nu endelig færdig.

Vi har nu trods alt haft en spændende tid her ikke mindst takket Narenda Babu. Da det efter fem dage ikke læ

længere var muligt at bo på templet, måtte vi flytte ind i statens gæstehus, hvor vi nu har også har boet i fem dage.

Vi har ikke betalt noget for vores overnatninger her i Bangalore. Narenda Babu arrangerede også, at vi besøgte en stor privatskole, hvor vi var på rundvisning og besøgte en børnehaveklasse, en 5. klasse, en 7. klasse og gymnasieklasse.

Vi besøgte også en mindre offentlig skole, og her kom vi også selv til at holde tale, også børnene. Narenda har haft os med til byfest i byen, hvor vi pludselig befandt os som æresgæster på podiet, og fik blomsterkranse og plasticgudefigurer som gave.

Vi har været til et stort bryllup (2000 gæster) iført shorts og rygsæk, hvor vi blev fotograferet sammen med brudeparret. Så mange oplevelser rigere går turen nu videre sydpå.

Skriv til familien kain

Helle og Brian Kain fra Næsby og deres fire børn, Jesper, Daniel, Helene og Martin, rejser Asien rundt i en ombygget VW Caravelle og skriver til Bagsiden hver 14. dag. Skriv til dem på: www.kainikina.xtrablog.dk

Se mange flere billeder på:

www.fyens.dk/bagsiden