Der er ikke mange 61-årige, der ser ud som Lisbet Lundquist. Hun er høj som en stewardesse, slank, blond og blåøjet, og der er energi i hendes bevægelser - ikke mindst, når hun bliver vred. Det gør hun stort set med det samme, interviewet går i gang hjemme i hendes køkken i det lille hus på Strandvejen i Skovshoved.

Hun er lige kommet ind fra Nordsjælland, hvor hun og manden, komikeren Søren Østergaard, har et hus på en naturgrund nær Tegners Museum.

Nu serverer hun fornøjet et glas saftevand, før hun sætter sig til rette for at høre journalistens reaktion på hendes nye bog. Den hedder "Min mand sidder på taget og synger", og hovedpersonen Eva er en kvinde i 20'erne, som forsøger at skrive en roman, samtidig med at hun tænker tilbage på sin første ungdoms forelskelser og forvildelser.

Det er fra forlagets side blevet understreget, at der her er tale om skønlitteratur og ikke selvbiografi. Derfor lægger Lisbet Lundquist ikke fingre imellem, da hun alligevel præsenteres for spørgsmålet om, hvorvidt Eva i virkeligheden er Lisbet.

- Du kan ikke have læst bogen ordentligt. HAR du overhovedet læst den? Det er fiktion. Alle situationer og alle personer er opdigtede. Jeg har skrevet en roman, for fanden.

Luften i køkkenet er ladet. Lisbet Lundquist forklarer, hvorfor hun bliver sur. Selvfølgelig har hun, som de fleste forfattere, brugt af sine egne erfaringer. At nogle af dem så bemærkes af læseren, fordi denne forfatters liv er kendt i forvejen, gør ikke romanen til en erindringsbog.

- Jeg bryder mig slet ikke OM samtids-selvbiografier. Jeg kunne skrive en bestseller om alt det, jeg har oplevet i mit liv, og de mænd, jeg har kendt. Men det kunne aldrig falde mig ind. I stedet har jeg skrevet en fantasi over en tid.

Ville være berømt

Fantasi, det er det. Men en enkelt episode kommer dog, indrømmer Lisbet Lundquist, meget nær virkeligheden.

Den unge Eva i bogen er nemlig en smuk, men også stærkt naiv pige, som får sit første virkelige hug, da hun lader sig lokke til at posere topløs foran et kamera.

"You are a natural beauty" har den unge fotograf fortalt hende, og Eva overhører alle advarsler, også fra vennen Frederik.

"(...) hvad fanden er der galt ved at tjene på sit udseende, når man ikke kan leve af sin hjerne. Hvorfor er det "finere" at leve af sin hjerne? De, der er så heldige at have hjerner, kan leve af dem hele livet, hvor de, der lever af deres udseende, har meget, meget kortere tid at gøre godt med," forsvarer Eva sig, men senere indser hun, at det er løgn.

"Sandheden var snarere, at jeg ville være berømt, have fodret mit umættelige anerkendelsesbehov og være midtpunkt." Næste dag er Ekstra Bladet prydet af "en vulgær lyshåret dulle med bare bryster og hestegrin". Året er 1967, og hendes familie, venner og kolleger er chokerede og forargede.

- Jeg har forsøgt at vise dobbeltmoralen. Alle skulle være så frisindede, og så syntes de alligevel, det var så forfærdeligt, hvad jeg havde gjort, fortæller Lisbet Lundquist.

I slutningen af 60'erne var det ellers blevet meget moderne at slippe barmen fri og føle sig naturlig. Men billedet blev opfattet og anvendt som porno, og det kom bag på den unge Lundquist.

- Jeg var fuldstændig bundulykkelig og måtte siden opleve at stå over for mænd, jeg overhovedet ikke kendte, der fortalte mig, hvor meget de havde nydt det billede. Det er utroligt ubehageligt.

100.000 solgte bøger

I dag slås Lisbet Lundquist stadig med diverse sexudbydere, som popper op på internettet, når man skriver hendes navn, selv om hun aldrig i sit liv har indspillet en pornofilm.

Men i 1975 havde hun en rolle i avantgarde-filmen "Violer er blå", hvor hun i en kort scene ligger nøgen sammen med Annika Hoydal. Hvad hun ikke vidste dengang var, at det ville forfølge hende resten af livet. Hun var ung og naiv og havde verden foran sig, og hun forstod ikke, at det var hendes udseende, der var bud efter, snarere end hendes talent.

- Jeg var ikke opdraget med en fornemmelse for, hvordan jeg så ud, og jeg opfattede faktisk mig selv som både maskulin, grov og rå. Derfor var jeg måske nem at udnytte.

Lisbeth Lundquist har både sproglig og matematisk studentereksamen og ville egentlig have været læge. I stedet læste hun dansk, men studierne kunne ikke holde hende fangen, og hun lod sig opsluge af modelarbejde og derefter roller på film, teater og i revy.

Desuden har hun altid skrevet - blandt andet klummer i ugeblade, artikler, revytekster og bidrag til antologier. I 1998 udkom hendes første bog "Dovne piger syr med lang tråd", som var en blanding af erindringer og fantasi over barndommen. Den er trykt i over 100.000 eksemplarer, og det betyder faktisk, at det er en bestseller. Alligevel synes Lisbet Lundquist fortsat, hun må kæmpe med omverdenens manglende respekt.

- Selv om jeg er over 60, er det svært for mig at blive taget alvorligt. Som om folk tænker: "Nåh, Lisbet Lundquist. Hende med de lange arme og det lyse hår." Jeg har endda været ude for, at folk har spurgt mig, hvem der har hjulpet mig med at skrive den!

Fantasiplaget drømmer

Men mistroen til Lisbet Lundquists evner for andet end at se godt ud kommer ikke kun udefra. Det kniber for hende helt at tro på, at hun grundlæggende kan noget med sit hoved.

- For at digte skal man respektere sig selv så meget, at man kan gå i enrum og koncentrere sig i flere timer ad gangen. Man skal tage alvorligt, at man er forfatter, men det har jeg faktisk svært ved at få mig selv til at sige, at jeg er.

Usikkerheden kan hun spore langt tilbage.

- Det er en følelse af ikke at være god nok. At det kun er mit udseende, der tæller. Sådan har jeg det også her med min anden bog. Jeg tænker: "Nu opdager de, jeg er dum".

At hun ikke er den skarpeste kniv i skuffen, er et selvbillede, der allerede grundlagde sig i barndommen, hvor hun hørte til den slags mennesker, der drømmer og fantaserer sig gennem dagene, er mægtig gode til at lege, men dårlige til at høre ordentligt efter i timerne.

- Man kan vel sige, at jeg har været dum i alle ender og kanter. Eller i hvert fald plaget af fantasi. Af tvangs-tankeflugt. Jeg var distræt, fjollet, pjattet, kåd og glad. Og jeg er stadig naiv og forhandlingsvenlig grænsende til det karakterløse, tilstår hun.

Men det er netop eventyrene, hun selv fandt på, historierne, hun altid på afstand digtede om folk, der er kimen til det forfatterskab, hun har indledt. At skrive falder hende let; hun kan slet ikke lade være.

- Min bog udmærker sig ved, at der er mange historier i den, for sådan ser jeg selv verden. Jeg kan sidde på en café og se en gammel mand med høreapparat og en stor, højtråbende kvinde. Så forestiller jeg mig, at hun er ved at fortælle ham, at han skal på plejehjem. Jeg digter hele tiden, og jeg synes, det er noget af det mest mirakuløse ved tilværelsen.

Piger vær selvstændige

Et andet under i Lisbet Lundquists liv er datteren Marie på 25, som hun har sammen med den anden ud af tre ægtemænd, entertaineren Eddie Skoller. Før ham var hun gift med skuespilleren Peter Steen, og nu er den udkårne Søren Østergaard.

At der står talent rundt om Lisbet Lundquists liv er et faktum, og det gælder også for Marie Lundquist, som har tegnet forsiden på moderens nye roman. Lisbet Lundquist fortæller, at datteren længe har vaklet imellem et liv som billedkunstner eller skuespiller. Står det til mor, bliver det i hvert fald ikke det sidste.

- Det er SÅ umuligt at være skuespiller i dag. Det er et fantastisk liv, hvis det går godt, men det sker jo kun for én ud af mange. Desuden lukker teatrene, og vilkårene bliver dårligere og dårligere, siger Lisbet Lundquist.

Hun har altid bestræbt sig på, at hendes egen datter ikke skulle være lige så naiv som sin mor, men bevare sin selvrespekt og sin værdighed. Det samme råd giver hun gerne videre til andre unge kvinder, som tror, lykken ligger i et godt udseende, og gerne går under kniven og lader sig pumpe fulde af silikone i jagten på anerkendelse og - måske - kærlighed.

- Jeg synes, de unges værdibegreber i dag er helt skæve. De går kun op i udseende i modsætning til, da jeg var ung omkring 1970, hvor vi troede på frihed og fred og "make love, not war". At være naturlig og frigjort handler ikke om "looks", men om livsholdning, mener Lisbet Lundquist.

- Små piger skal ikke gå med bar mave og på den måde blive seksualobjekter uden at vide det. De skal lege og lære og være selvstændige. Det er det, vi alle har brug for. Åndelig føde og masser af plads til nysgerrighed.

Lisbet Lundquist: "Min mand sidder på taget og synger". 240 sider, 249 kroner, Samleren.