Josephine dribler ned ad halgulvet med kurs mod målet. Hun sætter af og svæver frem mod sin modspiller og sender bolden i nettet.

En almindelig tirsdag aften i Vestfynshallen i Nørre Aaby ligner 16-årige Josephine en almindelig grinende teenager som resten af pigerne på håndboldholdet.

Men bag teenagerfniset ligger historien om en svigtet pige med et så voldsomt temperament, at plejefamilien måtte give op og en døgninstitution overtage opgaven med at stabilisere hendes barndom.

I dag bor Josephine Jane Bartoft Lund på Udby Behandlingshjems pigeafdeling, Brohuset, der ligger lige uden for Nørre Aaby. Her deler hun badeværelser og spisebord med ni andre piger og otte pædagoger.

- Hvis det ikke havde været for Udby, var jeg havnet i noget rigtig skidt. Det ville kun være gået tilbage - måske var det endt med selvmord. Jeg var så vred på hele verden og meget aggressiv, siger hun selv.

I dag er Josephine ved at have styr på sit temperament, men da hun som 11-årig flyttede ind på døgninstitutionen, var hun overbevist om, at hun ikke behøvede hjælp.

- Jeg var sikker på, at de ikke ville forstå mig. Jeg mente ikke, jeg havde noget problem, og jeg syntes bestemt ikke, at jeg hørte hjemme her, fortæller Josephine om den første tid på Udby.

En regnvåd eftermiddag fortæller hun sin historie over en kop kaffe. Hun er netop kommet hjem fra skole, men har kun lige tid til at blive, så længe interviewet varer. Efter fire år er institutionen efterhånden kun det sted, hvor hun sover og spiser.

To aftener om ugen spiller hun håndbold i Nr. Aaby Båring Håndbold, og resten af fritiden bruger hun med vennerne fra byen.

Plejefamilie gav op

Som syvårig flyttede Josephine hjemmefra. Indtil da levede hun og hendes ni år ældre storebror i en kaotisk hverdag. Forældrene drak tæt og tit udviklede skænderier sig til vold.

Josephine og hendes bror var der ingen som tog sig af.

Efter et år på en døgninstitution i Søndersø blev Josephine sendt i plejefamilie i Assens. For en otte-årig pige, der ikke brød sig om institutionslivet, var udsigten til et normalt liv på Vestfyn lykken.

- Jeg var glad for at få et familieliv - og det føltes også som en rigtig familie. Men ingen forklarede mig, at mine biologiske forældre var min rigtige familie, og at jeg ikke bare kunne lave om på det, husker Josephine.

Langsomt blev det klart, at volden og den manglende omsorg havde sat sine spor. I takt med, at Josephine voksede i højden, voksede hendes temperamentet. Værst var det, når hun talte i telefon med sine forældre.

Så kom skuffelsen og raseriet.

Plejeforældrene, som ikke havde pædagogisk baggrund, vidste ikke, hvad de skulle stille op, når Josephine brød sammen eller smadrede ting i raseri over en aflyst aftale eller et skænderi, og efter fire år hos plejeforældrene flyttede hun fra Assens til Udby Behandlingshjem, hvor hun kunne få professionel hjælp. Men Josephine følte sig helt alene i verden. Plejeforældrene havde to andre plejebørn, og det var kun hende, som skulle flytte.

- Jeg troede, det var fordi mine plejeforældre ikke kunne lide mig. Ingen forklarede mig, hvorfor det lige var mig, som skulle flytte, husker Josephine.

Voldsomt raseri

Og den 11-årige Josephine havde svært ved at vænne sig til livet på Udby Behandlingshjem. Hun var en rapkæftet lille pige, som lavede ballade for at få opmærksomhed. Men hun stolede ikke på voksne, og derfor holdt hun tanker og følelser for sig selv, indtil de nærmest væltede ud.

Især når hendes biologiske forældre ikke levede op til hendes forventninger, slog det klik. I afmagt gik hendes raseri ud over, hvad der nu var nærmest - ting eller mennesker - og det kunne kræve flere pædagoger at stoppe den spinkle pige.

- Det lyder voldsomt, at der skulle tre pædagoger til at holde mig nede, men når de gjorde det, fik jeg alle følelserne ud, uden at komme til skade. Når det var overstået, brugte vi lang tid på at tale om det, fortæller Josephine.

I 2004 oprettede Udby Behandlingshjem en ren pigeafdeling i Brohuset, og Josephine var en af husets første beboere. Her var der ingen dominerende drenge, og det gav Josephine og de andre piger ro.

Der blev længere mellem Josephines voldsomme vredesudbrud, og hun fik hjælp til at tackle problemerne med forældrene.

- Her lærte de mig, at jeg ikke kan lave om på mine forældre. Det var jeg nødt til at acceptere, før jeg kunne finde ud af, hvem jeg selv er, forklarer Josephine.

I dag bor hendes mor i Nørre Aaby, og ud over et fast weekendbesøg hver anden uge kigger Josephine forbi, når hun har tid og lyst.

Stak af

Tilliden til Brohusets pædagoger har været afgørende for Josephine. Før turde hun ikke give slip og lade de voksne tage ansvaret. Men pædagogerne i Brohuset har lyttet til hende i timevis - når hun var glad, bekymret, ked af det eller vred. Uanset hvad, kunne hun komme til de voksne. Selv når hun i perioder var så vred og træt af institutionslivet, at hun stak af.

- Jeg syntes, det var uretfærdigt, at jeg skulle bo på institution, så tog jeg en taxa til Assens og drak hjernen ud hos en ven, fortæller hun nøgternt.

Men hun havde ingen penge og ingen mad, så efter kun et døgn på springtur ringede hun til Brohuset og bad om at blive hentet.

Det er umuligt at blive smidt ud af Udby Behandlingshjem - og ingen bliver opgivet.

På institutionen var Josephine ikke en af de stille piger, men uden for Brohusets trygge mure var hun både menneskesky og utryg.

En tur i Rosengårdcentret var overvældende og kunne få hende til at gå i panik. Hun frygtede også at tage bussen alene for at besøge sin storebror på Sjælland.

- Jeg har altid været bange for at blive væk. Men pædagogerne har stille og roligt presset mig til at overvinde det, fortæller hun.

Og i dag er situationen ofte omvendt. Nu må den 16-årige Josephine indimellem forklare pædagogerne, at hun er klar til nye ting.

I 9. klasse

I sommer begyndte hun i den lokale folkeskole. Springet fra institutionens interne skole til en almindelig 9. klasse var stort, men Josephine har fået god kontakt til sine nye klassekammerater.

- Jeg er næsten ikke hjemme, fordi jeg altid er sammen med dem. Men jeg lægger ikke skjul på, hvor jeg bor - jeg er jo ikke skør, fordi jeg bor på Udby, og folk må tage mig, som jeg er, fastslår hun.

Fagligt er Josephine bagud i forhold til sin klasse, men hun arbejder hårdt for at følge med, og pædagogerne giver hende frie tøjler, så længe det går godt. Lektierne laver hun, når det passer hende - ikke nødvendigvis i husets lektietime. Hun har heller ikke så mange pligter, som de andre piger.

Mentalt er Josephine også ved at rykke videre.

Hun håber, at hun kan klare afgangseksamen til sommer, og drømmer om at søge ind til militæret.

Men hun har ikke glemt, at institutionen har hjulpet hende til at nå så langt.

- Uanset hvor meget jeg hadede det i starten, så ved jeg, det har hjulpet mig videre. Jeg ville ikke undvære Brohuset.

- Selv om det et et behandlingssted, er det et af de steder, som har betydet mest for mig. Men nu er det snart tiden, jeg kommer videre, understreger hun, inden hun forsvinder ud i mørket og sætter kursen mod veninderne inde i Nørre Aaby.