Vedjuletid
Ved
juletid
Seneste Nyt
Kronik
En gave, der blev borte, overtro og virkelighed, den glemte nederdel. Her er en kronik med spredte fynske juleerindringer fra en svunden tid
Min barndoms jul var god og tryg og bundet sammen af kristendom, nisser, god mad, overtro, forventning, kagebagning og familiesamvær. Den ene jul lignede den foregående, og det var netop det gode ved den. Kun en enkelt juleaften skiller sig lidt ud fra de andre. Det var det år, da far ikke kunne finde den julegave, som han skulle give Andrea, vores husbestyrinde.Mit barndomshjem var et lille husmandssted, der lå temmelig afsides, og vi havde ikke telefon. Juleaften, da vi børn havde hjulpet far i stalden, tog han os med i kirke, mens Andrea i ro og fred gjorde julemaden klar.
Mens vi sad i kirken, blev far pludselig så underligt fraværende, og så snart vi kom udenfor, betroede han os, at han ikke vidste, hvor gaven til Andrea var gemt. Hun skulle have en taske, som hun længe havde ønsket sig, og far havde fået sin søster til at købe den. Det var min onkel, som kom med tasken, og mens han stod og snakkede med far ovre i stalden, var Andrea kommet, og onkel Christian havde i hast gemt pakken væk, og far havde ikke fået oplyst gemmestedet.
Da vi korn hjem fra kirke, skyndte min bror og jeg os over i stalden for at lede. Alt blev endevendt: Kassen med korn, et par tomme krybber, skabet i malkerummet, et par sække bag et halmknippe. Der er mange gemmesteder i en stald, alt var forgæves.
NÅ, VI dansede om juletræ, der blev delt gaver ud, og så måtte far jo indrømme, at han ikke havde nogen gave til Andrea. Han indrømmede, at han ikke vidste, hvor gaven var gemt. Andrea sagde lidt bebrejdende: "Jamen Kaj, dog," men hun tog det pænt.
Da juleaften var omme, gik far som sædvanlig en runde i stalden, min bror og jeg gik med, og vi ledte igen efter den forsvundne taske, og ingen skal prøve at bilde mig ind, at dyrene får mæle julenat, for der var ikke en ko, der ytrede sig om noget.
Tidlig julemorgen gik Andrea selv i gang med at søge i staldbygningen, men med samme negative resultat. Der var en lidt trykket stemning den juIedag, og frokosttallerknerne blev sat på bordet med et hårdt smæld, for Andrea var efterhånden ved at tro, at far slet ikke havde købt nogen gave til hende.
Heldigvis kom der nogle uventede gæster, det hjalp lidt på humøret.
Anden juledag blev det øsende regnvejr, så da de voksne sov til middag, og de to søstre kiggede på julegaver, blev min bror og jeg enige om at gå over og hoppe i halmen på staldloftet. Det var forbudt, men de voksne sov jo.
Vi kravlede op ad stigen og balancerede hen ad bjælken, og dér - lige midt på loftsbjælken - stod en nydelig indpakket pakke. Vi strøg ind til far med pakken, og da Andrea kom op efter middagssøvnen, fik hun overrakt sin gave, som hun blev meget glad for.
Hun fremviste stolt sin nye taske til de andre mødre nogle dage efter til skolens juletræ. "Nææ," lød kornmentarerne rundt om, "så var der sandelig én, der var glad juleaften."
Min bror og jeg turde ikke se på hinanden, vi var bange for at komme til at grine. Far spurgte senere onkel Christian, hvorfor han havde lagt pakken op på loftet. Det viste sig, at han havde hørt de små killinger mjave. Dem ville han se, og så glemte han alt om pakken.
OP imod jul var der jo altid stor travlhed. Efter juleaften kom juledag og anden juledag, det var de stille dage, da kun pasning af dyrene skulle gøres, og alt andet arbejde, selv de evindelige stoppestrømper, skulle hvile, for en gammel regel sagde, at hvis en pige brugte nål i de stille dage, så ville hun få en bullen (betændt) finger i det kommende år. Far var ellers ikke overtroisk, men han sagde god for at overholde den regel, måske mest fordi hans ældre bror, Anton, altid kom på besøg i en af juledagene, og farbror Anton tog de gamle regler temmelig efterretteligt.
Så var der lige den anden juledag, da far mente, at jeg godt kunne stoppe hans ene strømpe, selv om det var helligdag. Jeg tog fat, men kort tid efter kunne jeg vise ham, hvordan en hævet neglerod sikkert kunne udarte sig til en bullen finger. Og farbror Anton kunne komme hvad øjeblik, det skulle være. Far mukkede lidt, og så fik jeg lov til at slippe for strømpen og kunne kaste mig over "Barakgaden," som var gaven fra min storesøster.
EFTER min konfirmation kom jeg som alle andre piger ud at tjene. Jeg havde formiddagsplads (7-14) hos Graugaards nede i Gummerup og boede hjemme, men da nogle emsige kvinder i husholdningskredsen fandt på at oprette et husholdningskursus for unge piger, og alle husmødre på egnen blev opfordret til at give deres piger fri, så de kunne deltage, så meldte fru Graugaard også mig til.
Det foregik i Køng Forsamlingshus hver onsdag kl. 14-18 og lå altså i min fritid, men jeg turde ikke protestere. Far var nu heller ikke helt tilfreds, for meningen med en halvdagsplads var jo, at jeg skulle hjælpe derhjemme, men han mente, at jeg vel kunne lære lidt.
Jeg hadede de onsdage og lærte ikke ret meget. Det eneste nyttige, jeg fik ud af det, var Køkkenbog for unge piger. Hvert år mindes jeg det kursus, når jeg henter bogen frem for at finde opskriften på havregrynskonfekt: 125 gram smør (margarine), 250 gram havregryn, 50 gram kakao, 4 spiseskefulde kaffe (lige fra kanden) 2 teskefulde mandeldråber, 200 gram sukker. Smørret blødgøres, så æltes alle dele sammen og trilles til kugler, som vendes i krymmel eller kokosmel. Havregrynskonfekten skal gemmes koldt, ellers bliver smørret harsk.
Knas og gaver hører med til nutidens jul, men indtil midt i 1800-tallet blev gaver slet ikke brugt, for præsterne var imod alt det gaveri, det var jo det fattige Jesusbarn, der skulle erindres.
Men børnene fik deres helt egen portion kager, nødder og frugt, og tjenestefolkene fik noget hvedebrød, som de kunne tage med hjem.
Efterhånden begyndte forældre at give deres børn lidt legetøj, og omkring 1900 blev det almindeligt, at børn gav deres forældre gaver. Da juletræet kom til, hængte man legetøjet på træet, men der var ikke papir om gaverne. Det er derfor, at Peder i sangen "Højt fra træets grønne top," kan se den tromme, han har ønsket sig.
Først i slutningen af 1800-tallet fandt man på at pakke gaverne ind, så de ikke kunne ses. Men det kan tit volde besvær at finde de rigtige ting, det var i hvert fald det problem, jeg havde hovedet fyldt af dengang.
FOR mange år siden arbejdede jeg i en børnehave i Odense og tog rutebilen Glamsbjerg/Odense hver dag. Rutebilen var helt optaget af mænd, der skulle på arbejde på Lindø. Jeg var det eneste kvindevæsen, og jeg havde min faste plads på andet nederste sæde.
Det var sidste uge før jul, der var travlhed i børnehaven, og mine to unger derhjemme skulle selvfølgelig også passes og hygges om. Aftenen forinden havde min svigermor og jeg snakket julegaver til langt over min sengetid, men jeg nåede rutebilen næste morgen, hilste godmorgen til chaufføren, fik klippet mit kort og gik målbevidst ned til min plads, hev min bog frem og tog frakken af.
Så lød der et latterbrøl, der næsten fik rutebilen til at vælte: Jeg havde glemt at tage nederdel på, så da jeg tog frakken af stod jeg i bluse, trusser, støvler, strømper og hofteholder (det var før strømpebuksernes tid).
I børnehaven gik jeg rundt i frakke, indtil forretningerne åbnede kl. 9,30, og heldigvis havde jeg penge med - dem, min svigermor havde givet mig til at købe børnenes julegaver fra hende med.
Jeg skyndte mig mod den nærmeste tøjforretning, det fine Magasin du Nord. Jeg fandt en nederdel og ville beholde den på med det samme. Ekspeditricens ansigtsudtryk var ubeskriveligt, da jeg fortalte, at jeg ikke havde nogen nederdel på, da jeg kom.
Jeg var lidt beklemt næste dag, da jeg entrede rutebilen og fik da også mange smil, men så lagde gutterne sig som sædvanlig til at sove, og jeg læste.
Jeg aftalte med min mand at den nye nederdel skulle være hans julegave til mig, så stor var min overraskelse juleaften, da han overrakte mig Politikens Aforismer.
"Hvor i alverden har du fået penge fra?" spurgte jeg. Han grinede og fortalte, at han havde vundet en præmie ved hjemmeværnets julekomsammen. De skulle fortælle en munter historie, og han fortalte om, hvordan hans kone havde optrådt i rutebilen uden nederdel. Sådan kan man i en stresset juletid vække morskab hos andre, og det er da en stor gave.
Ebba Møller, Gammel Torø Huse Vej 12, Assens.







