Der er noglekøer, somjeg hilserpå dagligt
Der er nogle
køer, som
jeg hilser
på dagligt
Karin Cecilia Cruz Mads.
Foto: Birgitte Carol Heiberg
Seneste Nyt
Fokus
Nu er 28-årige Karin Cecilia Cruz Madsen udråbt som "den nye sydlanske skønhed" på TV 2's kriminalmagasin, Station 2.
Studievært, men det meste af tiden faktisk almindelig krimireporter på opgave i den virkelige verden.
Og det er vigtigt, pointerer den nyudklækkede journalist fra Odense, mens hun viser rundt bag facaden på Kvægtorvet en hverdagsmorgen.
- Vi havde en sparebøsse derhjemme ... Jeg stod for at købe mælk og sådan dagligdags ting, og der tror jeg faktisk nok, at jeg engang stjal en tyver.
- Jeg sneg mig engang ind på et diskotek, hvor jeg ikke var gammel nok.
- Jeg kravlede rundt på nogle statuer og teede mig tosset under en ferie i Italien i sommer, da Italien vandt VM.
- Mine forældre ved det ikke, men jeg spiste næsten aldrig min madpakke i skolen. Vi gik hellere til bageren og købte noget franskbrød eller en fedtet rom-kugle.
- Hvad tænkte du, da du fik jobbet tilbudt?
- Hold da op! Jeg var jo ikke færdiguddannet endnu.
- Hvorfor tror du, at du fik det?
- Jeg tror, det bunder i, at jeg har noget vilje og gåpåmod. Jeg er lidt til de hårde og direkte nyheder, noget koldt og kontant.
- Hvorfor er det sådan?
- Jeg er et meget organiseret og struktureret menneske. Jeg skriver ting ned linje for linje, ord for ord. Og i alt, hvad jeg laver, også privat, leder jeg efter konklusionen. The bottomline. Jeg kan godt lide, når noget er lige på. Og jeg lever også et meget organiseret og struktureret liv privat.
- Hvordan?
- Jeg har altid vidst, at når jeg nåede denne alder, så skulle jeg have mit lille hus på prærien og den mand, jeg nu lever med. Og sådan er det nu. Jeg fandt ham, da jeg var 20 år, og nu har vi fået huset og den lille vogn. Det er ret firkantet. Jeg har altid haft et mål og er gået efter det.
- Alle fremhæver din skønhed. Hvordan har du det med det?
- Jeg tror, det er noget, folk fokuserer på, fordi det er det umiddelbare. Det er det, folk kan se, og det må de så dømme ud fra, hvis de vil det. Jeg kan hverken gøre fra eller til. Men jeg håber, der følger andre ting efter. At jeg kan noget fagligt, at jeg kan mit stof og i det mindste prøver at udvikle mig og gå ind i det med hud og hår.
- Føler du, at du skal bevise endnu mere, fordi du ser ud, som du gør?
- Det er måske indlysende at tænke, at så må jeg hellere gøre mig ekstra umage. Men alligevel tænker jeg sgu: "Nej, tag det nu for, hvad det er, Karin". Det hjælper sikkert, at jeg er præsentabel, når jeg er ude, men jeg kan ikke se, at det skal være afgørende. Så jeg har lagt det fra mig. Nu vil jeg bare gøre det, jeg kan. Og så må folk bedømme, om de kan bruge det til noget, eller om jeg er noget, der bare er ansat som et fjæs.
- Jeg ved godt, at folk tænker deres. Og det irriterer mig, at de stirrer sig blinde på det. Omvendt betyder det visuelle meget i dag. Og jeg har vidst hele tiden, at der ville komme reaktioner på det.
- Har du da mødt det før i dit liv?
- Vi kommer hver med vores. Jeg har altid haft det mørke udseende og er blevet spurgt meget om, hvor jeg kommer fra. Nej, jeg er ikke israeler, nej, jeg er ikke tyrker, nej, jeg er ikke grønlænder. Jeg har hørt det til hudløshed.
- Hvordan har det været?
- Til tider spændende. Til tider træls, fordi det går igen hele tiden. Måske burde der også være andre ting, der interesserer. Min personlighed og mit væsen. Jeg synes ikke, at det skal være udseendet, der gør folk blinde for de ting. Hvilket jeg måske synes, at der har været tendenser til. Jeg ville da ønske, at folk fokuserede på, hvem jeg er, og hvad jeg kan.
- Hvor finder du så det?
- Det har jeg faktisk fundet her på TV 2. Der er plads til, at man har en vilje til noget. Nogle ønsker. Når man har bevist det, så får man lov at prøve.
- Hvad har det gjort ved dit væsen, at folk har fokuseret på udseendet?
- Jeg tror, jeg er blevet lidt afstumpet i det. Hvis folk hele tiden spørger, hvor jeg kommer fra, så kan jeg godt lukke lidt af og blive afstumpet i nogle samtaler.
- Og så har jeg få nære venner, som jeg har haft siden barndommen. Jeg har brug for at have en tryg base, hvor jeg kan krybe i ly og søge hen, hvis jeg bliver rådvild.
- Endnu er jobbet og den her offentlighed så nyt, men der skal nok blive brug for at komme hjem til nogle mennesker, som kender mig, og finde ud af, om jeg er ved at blive skør. Jeg skal jo bare være mig selv.
- Har du nemt ved at være dig selv?
- Ja, når jeg har tillid til folk, så åbner jeg mig. Men det kræver en vis tillid.
- Hvad gør du, når du kryber i ly?
- Så render jeg rundt i uldsokker og ser "Venner" på tv. Eller går lange ture i naturen. Vi bor i Villestofte, på grænsen mellem land og by. Og der er nogle køer, som jeg hilser dagligt på, og nogle dådyr. Det er meget familært og hyggeligt, og det kan jeg godt lide.
- Hvorfor er du aldrig flyttet fra Odense?
- Folk kalder det en bondeby, og det er den også. Alle kender alle, og det kan jeg godt lide. Jeg har nogle gængse steder, hvor jeg går ud. Det er der noget trygt i. Jeg har aldrig haft behov for at komme til London eller bo på et kollegieværelse i Istanbul. Det har aldrig sagt mig noget.
- Jeg føler mig altid hjemme her og tror aldrig, jeg kommer herfra. Det er her, vores børn skal vokse op og gå i skole. Og her jeg har mine forældre.
- Jeg har ingen brødre og søskende, og det knytter mig måske tættere til dem, jeg så har. Der er bare os. Så er det om at blive sammen med dem, man har kær.
- Min mor kommer fra Sydamerika og er ud af en søskendeflok på ni, og de har rejst verden rundt og været væk fra hinanden i mange år. Det har jeg ikke haft lyst til. Jeg vil have et tæt forhold til dem, jeg har, når jeg ikke rigtigt har nogen. Og vi ses da nok en gang om ugen. Også når tingene ikke brænder på. Vi ringer også, når der ikke er noget, og stikker hovedet ind og siger hej.
- Hvad betyder det ellers for dig, at du er enebarn?
- At jeg sætter stor pris på samvær med andre. For jeg har ikke haft den der tætte kontakt. Jeg har aldrig forstået, at søskende skulle skændes. Hvis jeg bare havde en søster. Jeg har altid ønsket mig en større familie. Men så har jeg sat pris på de tætte veninder og knyttet mig tættere til dem. Den dag jeg selv skal have børn, skal jeg have nogle stykker.
- Hvad betyder det i dit job?
- Jeg har ikke haft så mange at spørge til råds i min barndom, så jeg kan godt styre tingene selv. Jeg arbejder bare og klør på, til tingene lykkes, eller jeg falder igennem. Der er ikke så meget hurlumhej.
- Hvorfor var det lige mediebranchen, der lokkede?
- Jeg kan godt lide, at man ikke sidder stille. Jeg er på skærmen, men det meste af ugen er jeg ude som reporter. Og jeg kan godt lide at høre andres livshistorie og afdække, at der findes andre måder at leve livet på. Vi er sgu ikke allesammen ens. Alle kan ikke bo på Langelinie. Det tiltaler mig, at vi på kriminalstoffet kommer i nogle grænseområder. Det giver noget stof til eftertanke. Man kan ikke undgå at få en lille lære med hjem hver dag. Om andre folk, andre skæbner, andre liv, andre dele af samfundet.
- Jeg har altid fået at vide hjemmefra, at folk har forskellige skæbner. Den måde jeg ser ud på ... sådan er det bare. Folk er sorte og hvide. Mine forældre ville sikre sig, at hvis jeg fik kommentarer som barn om min hudfarve, så måtte jeg acceptere det og bruge det til min fordel. Jeg har da også haft glæde af, at jeg ser sådan ud. Og af at jeg kan det spanske sprog.
- Så jeg har aldrig levet i en overbeskyttet osteklokke. Jeg har altid vidst, at der findes andre liv. Og det vil jeg gerne arbejde noget mere med at fortælle verden. At man skal kigge bag det indlysende, bag facaden. Der findes nogle andre liv og nogle andre historier.
Karin Cecilia Cruz Madsens mor er fra Peru. Selv har Karin kun været i det sydamerikanske land fem gange og føler sig som dansker. Men noget har hun med derfra:
- Det familiære. Et stærkt samvær i familien og stor respekt for de ældre og for medmennesker i det hele taget.
- Det impulsive. Vi fejrer eksempelvis ikke død og pine fødselsdag i Peru. Det er meget slavisk herhjemme. Dernede er det familien, der vælter hjem til dig, hvis de gerne vil fejre DIG. Det er ikke dig, der skal byde. Jeg er træt af det der fødselsdagsræs herhjemme. Er det ikke vigtigere, at vi bare ringer på en gang imellem og er sammen i hverdagen?
- Evnen til at få det bedste ud af tingene. Dernede kan de leve for få midler. Herhjemme er der meget brok.
FØDT: 14. august 1978 i Herlev.
OPVOKSET: I en lejlighed i Odense M som enebarn.
SKOLEGANG: Munkebjergskolen, Tietgen-skolen og Journalistuddannelsen på Syddansk Universitet.
ARBEJDE: Har blandt andet sunget i dancebandet Cargo, arbejdet i annonceafdelingen på Fyens Stiftstidende og været i journalistpraktik på TV 2-Nyhederne. Nu studievært og reporter på kanalens krimi-magasin, Station 2.
FRITID: Foretrækker at gå en lang tur i naturen, læse en god roman (lige nu krimier) eller male et maleri. Det bliver også til lidt træning, mest cykling og yoga.
KÆRESTE gennem otte år: Lars Forsstrøm, der er selvstændig i reklamebranchen.
BOLIG: Er lige flyttet ind i sit "lille hus på prærien" i Villestofte.
- Jeg kan ikke få nok af søde sage og har nogle dage, hvor jeg bare skejer ud, langt over grænsen til det klamme. På mine rigtig ulækre dage er det både flødeboller og chokolade og junk food og chips.
- Jeg ejer ikke praktisk tøj, derfor ser jeg lidt ynkelig ud i haven om søndagen.
- Jeg skal altid røre ved dyr. Også døde dyr. Ligger der en død slange, kan jeg ikke lade være med at vælte lidt til den, og hvis der er et dødt pindsvin, skal jeg lige se på alle miderne. Og biller - uuh, sådan at skylle dem ud i toilettet og nyyyde, at de rigtigt bliver skyllet ud og hvirvler rundt. Derhjemme er det mig, der fanger edderkopper og stankelben og får dem til at lide lidt, og så har vi skrubtudser i carporten om aftenen, og dem kan jeg godt lide at tage op for at se, om de er blevet federe.
