Carl August Lorentzen blev født i København i 1896 som nummer tre i en søskendeflok på fire. De to ældste børn blev bortadopteret, og forældrene senere skilt.

Han var en begavet dreng, som burde have gået den boglige vej, men moderen havde ikke midlerne. Efter sin konfirmation blev Carl August derfor ungtjener i Nyhavn. Her stiftede han bekendtskab med det betændte miljø, og snart kom han i konflikt med loven for første gang.

Og sådan fortsatte det livet igennem. Fra han fik sin første dom i 1916, til han døde i 1957, er han meget lidt på fri fod. Han vandrer ind og ud af de danske fængsler og arresthuse.

- Cark August Lorentzen har altid været en del af mig og min barndoms fortælling. For min far var vicefængselsinspektør ved Horsens Statsfængsel. Han blev senere inspektør. Han var i øvrigt også viceinspektør i Nyborg fra 1958 til 1966 og aktiv i Nyborg Voldspil, hvor han var formand i en del år, siger Niels Ole Frederiksen, højskolelærer fra Middelfart, der er manden bag bogen "Er der vilje, er der vej", fortællingen om Carl August Lorentzen, den ypperste udbryderkonge, det danske fængselsvæsen nogensinde har ledt efter.

- Jeg er fascineret af Carl August Lorentzen, fordi jeg er flasket op med hans historier. Han var jo vidt berømt, på alle avisers forsiden, alle kendte ham, og alle snakkede om ham.

- Hver gang vi havde gæster, spurgte de: Kan du ikke fortælle en historie om Carl August Lorentzen? Og det kunne jeg, for jeg har hørt så mange historier om ham, igen og igen, at jeg til sidst selv kunne fortælle dem. Derfor holder jeg også foredrag om ham. Han er simpelt hen en god historie, og nu syntes jeg , tiden var kommet til at skrive den ned, siger forfatteren.

Den trojanske hest

I sit lange liv som lovovertræder frygtede Carl August Lorentzen kun én ting: en forvaringsdom. Altså at ryge i fængsel på ubestemt tid.

Men en sådan fik han i 1946, retssystemets tålmodighed med vaneforbryderen og flugtkongen var sluppet op. Han blev indsat i Horsens Statsfængsel, og tre år senere landede historien om hans formidable flugt fra det topsikrede fængsel på alverdens aviser. Overskrifterne lød samstemmende: "Hvor der er en vilje, der er der også en vej". For det stod der på det papskilt, han efterlod, da han lillejuleaften 1949 gravede sig ud under fængslet. For ottende gang var det lykkedes ham at flygte fra et dansk fængsel.

- Carl August Lorentzen var en selviscenesætter, før det begreb overhovedet fandtes. Idag snakker vi om "Stjerne For En Aften" og fem minutters tv-berømthed. Han var stjerne, berømt og selviscenesætter hele sit liv, siger Niels Ole Frederiksen.

- I de få perioder, han var ude af fængslet, bad folk ham om at fortælle historier. Og på et tidspunkt var han med i et cirkus som udbryderkonge. Det duede han nu ikke til, han var ikke artist, men tyveknægt og udbryderkonge.

Det tog ham 8 måneder og 12 kilo at grave tunnelen fra sin celle i kælderen og ud i friheden. Han gravede om natten, og passede sit arbejde med at folde kuverter om dagen, hvad der selvsagt tærede på kræfterne. Men planen skulle gennemføres. Lorentzen, der altid tænkte på, hvordan han kunne stikke af, havde på elegant vis fremstillet nøgler af spiseskeer, således at han havde adgang til stort set alle fængslets rum og derfor forholdsvis let kunne anskaffe sig de nødvendige redskaber.

"Lorentzen er genial, når han skal finde veje ud af et fængsel, men middelmådig til at administrere sit liv uden for murene", sagde en dommer således efter endnu engang at have sat Lorentzen fast.

Man sporer en vis respekt i denne dommerstemme, og det er da også et faktum, at mange mennesker beundrede ham og gik i forbøn for ham. Hans flugt fra fængslerne var ofte så spektakulære, at de måtte afføde en vis respekt.

- Carl August Lorentzen er et meget sympatisk menneske. Og helt afgørende for hans omdømme er, at han har humor. Han laver grin med borgerskabet, det er her, hans selviscenesættelse slår igennem. Et andet forsonende træk ved ham er, at han aldrig nogensinde bruger vold. Når han blev trængt op i en krog, overgav han sig, fortæller Niels Ole Frederiksen.

Så sympatisk er han, at selv Piet Hein går i forbøn for at få ham løsladt.

- Lorentzen var jo en folkehelt. Ja, Rigspolitiet lavede en film om hans flugt, fordi ikke alle troede på den. Nogle mente, det var et under, der var sket. Man ville ikke tro på, at han havde gravet en tunnel på 18 meter.

Men det havde han, ligesom han ved en anden lejlighed havde brudt et pengeskab op, som producenten i store avisannoncer hævdede "ikke kunne lukkes op af én af landets bedste indbrudstyve".

I skabet lå 29.000 kroner, en formue dengang, men Lorentzen lod dem ligge og nøjedes med at efterlade en seddel, hvorpå der stod: Han ku'.

- Det er selviscenesættelsen igen. Han ville skabe en myte om sig selv. I dag ville man kalde det branding. Han gjorde det bevidst, fordi han ville være en kendt person.

- På et tidspunkt tager han navneforandring til Carl August Kentman. Altså: Kendt mand. Det er jo helt vanvittigt, men en del af iscenesættelsen, siger Niels Ole Frederiksen og peger på det mærkelige i, at Lorentzen holdt sine tunnelplaner for sig selv.

- Han kunne jo have lukket alle sine medfanger ud gennem tunnellen. Det gjorde han ikke, for det handlede slet ikke om dem. Det handlede om Carl August Lorentzen.

Seks dage fik han på høloftet på Nørregaard i Ølsted uden for Horsens, inden turen atter gik til Statsfængsel. Denne gang blev han i fængslet til løsladelsen i 1954, og beslutter sig derefter til at leve et anstændigt liv. Han fik job som maskinarbejder og blev gift for tredje gang. Kvindebedårer, som han var.

- Kvinderne ville gerne være sammen med ham, for han gav jo ud på dem. Han lovede dem guld og grønne skove, og man må ikke glemme, at han jo også var en elegant herre. Ulastelig klædt og lidt distingveret. Derfor gik han også under øgenavnet "Landsretssagføreren", siger Niels Ole Frederiksen.

Men Carl August Lorentsen alias Carl August Kentman kunne ikke holde sig på lovens sti, og i 1956 blev han atter fængslet for fem pengeskabstyveri, og denne gang slap udbryderkongen ikke ud igen.

Døden tog ham den 1. juni 1957.

Niels Ole Frederiksen: Er der vilje, er der vej. 96 sider, 148 kroner, Forlaget Friis.