I sidder i kantinen og uret står på frokosttid. Du ser ned på den sølvpapirs-pakke, der ligger på bordet foran dig. Og du ved, hvad der venter. Tre flade rugbrødsmadder med leverpostej, skinke og rullepølse.

Ikke ligefrem den mest inspirerende frokost, der findes.

Ved siden af dig sidder hun. Tøjet er lækkert, skoene pudset, og neglene ordnet. Og ikke nok med det, så hiver hun en pose op af tasken med et hav af lækkerier.

Minipizzaer, grøn salat med alle de rigtige ting i og minimuffins.

Det er nu din egen flade madpakke bliver endnu kedeligere. Men hvor pokker har hun overskuddet fra? For det er ikke kun madpakken, der tenderer det perfekte.

Også hendes hjem ligner et af de mange boligkataloger fra kiosken, samtidig med at det skinner som en Ajax reklame.

Åbner man hendes klædeskab, hænger et farvestrålende udvalg af bluser, jakker, bukser og kjoler. Alt er nystrøget - selv cowboybukserne.

Og når mobiltelefonen ringer, er det med garanti hendes mor, der lige skal høre, hvordan det går, og om hun nu har husket at lave sine lektier.

De ekstra hænder

Men hvad er det for en studerende, der har tid til - ud over de enorme mængder lektier og det social liv - at bage minimuffins, stryge cowboybukser, skure hele lejligheden og konstant snakke i telefon med mor?

Det er hende, der har mor og far i baghånden. I stedet for ét par hænder er der pludselig tre par til at holde styr på hverdagen. Og så er det jo ikke så mærkeligt, at hun lever noget nær det perfekte liv.

For når mor laver madpakken, gør rent vasker og stryger hendes tøj, så er det jo let nok at være perfekt.

Så selv om man hurtigt kan blive misundelig på hendes liv, så er det ifølge Camilla Holst, der er psykolog ved Cityterapi, ikke noget, man bør misunde.

- Forældrene gør det helt sikkert af omsorg. Men det er misforstået omsorg. De vil give deres børn alt, men forældrene glemmer bare, at det, der gjorde dem selvstændige, var, at de blev udsat for hverdagens prøvelser. Den glæde, man normalt føler, når man selv gør noget, den føler unge med meget stærke forældrebindinger ikke. Så et eller andet sted kommer forældrene til at gøre de unge lidt mindre selvstændige, forklarer Ca-milla Holst og fortsætter:

- Jeg vil ikke sige, at deres liv er mere ligegyldigt, men tingene er bare sjovere, når man selv har gjort det. Man skal selv ud og score succesen, siger hun.

Hun understreger dog, at det er meget almindeligt, at studerende tager hjem til deres forældre i weekenden og bliver forkælet.

- Og sådan skal det jo være. Vi har jo alle en lille snert af det. Så det er altså vigtigt at pointere, at det ikke er usundt at få en madpakke med hjemmefra. Det bliver først et usundt forhold, når det bliver en konstant og vedvarende kontakt, hvor forældrene er inde over alt, hvad den unge foretager sig, konstaterer Camilla Holst.

What to do?

Men hvad pokker skal man gøre, hvis man er en af dem, der ikke kan få cuttet navlestrengen?

- Det er vigtigt at få en masse nye venner, for så begynder man automatisk at fjerne sig fra sine forældre. Det betyder ikke, at man ikke længere taler med sine forældre, men man taler bare ikke med dem om alt. Der skal være en distance mellem forældre og deres børn. Men det er svært, og det kræver tid, hvis man er vant til en meget stærk kontakt, siger Camilla Holst.

Og distancen er ikke kun for forældrene og den unges skyld, men også for de børn, der måske kommer i fremtiden.

For det, man lærer af sine forældre, tager man oftest med sig videre.

- Højst sandsynligt vil de her unge gøre det samme, når de engang bliver forældre. For hvis ikke mønstret bliver brudt allerede nu, så tror de, at det er sådan, det skal være. De har jo ikke oplevet andet, forklarer Camilla Holst.

Så næste gang du mærker misundelsen, når hende den overskudsagtige hiver en vildt lækker madpakke op af den nye Gucci-taske, mens hun sludrer venindeagtigt med mor i mobilen, så skub den væk. Lad være med at blive misundelig. Også selv om din madpakke er flad.