Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:

Seneste Nyt

Kronik

Artiklen er hentet i arkivet

Det pludselige tab af stedfaderen åbnede øjnene for den betydning, de kirkelige, kristne ritualer har i sådan en situation. Begravelsesceremonien blev et alibi for at give los for sorgen
Det er snart et år siden, at jeg mistede min stedfar. Han døde af kræft. Tid er noget mærkeligt noget. Det føles ikke som et år siden. Det føles som 100 år, og det føles som om, det var i går, at jeg stod og så på min døde stedfars blege og stille ansigt, først da han lå i sin seng for allersidste gang med blomster i hænderne og siden, da han lå i den enkle kiste, som han blev lagt i hjemme i sit hus den dag, han trak vejret for sidste gang i sit 59-årige korte liv. Jeg savner ham, og vi fik ikke sagt farvel.

Når jeg siger, at det føles som 100 år siden, så er det fordi, jeg ikke mere gennemruskes af bitterhed og lammes af afmagt. Jeg græder ikke mere. Nu er der langsomt dukket en spæd horisont op i min bevidsthed og i min krop.

Alt lys blev ellers som klippet ud af mit liv den dag, da min stedfar ikke kunne mere og måtte forlade denne verden. Den verden, der blot som et manisk løbebånd fortsat halsede derudad, som om intet var sket.

Men det var der. For der blev slukket en gnist, en streng sprang i mig. Den gik simpelt hen bare ud, midt over ogforsvandt ud af mit hjerte, da lægen om natten ringede og sagde, at nu var min stedfar død.

Jeg hørte lægens ord, og et gabende tomt mørke åbnede sig i mig. Da forlod den gnist, der får os til at sanse, mig. Den drog af sted sammen med min stedfar. Først nu er den så småt ved at finde hjem igen.

I TAKT med at horisonten er dukket frem af disen, er det også muligt at glæde mig, undres og være forventningsfuld, og det er blevet muligt at skrive og tale om tabet af min stedfar. Det er muligt at sortere i tanker, følelser og reaktioner, der er knyttet til den dag, da jeg stod og så på min stedfar i kisten og voldsomt grædende og inderligt, inderligt håbede, at han ville åbne sin venlige mund og sige farvel, eller blot sige noget.

Så sig dog noget! Hjælp mig!,græd det i mig. Men det gjorde han ikke. Det gjorde han ikke. Min gråd og smerte hjalp intet. Det var så ubærligt, så uigenkaldeligt slut.

Da vi stod og sang rundt om kisten, min familie og jeg, rakte jeg hånden ud og rørte blidt ved min stedfars endnu varme hånd. Varmen gjorde hele situationen endnu mere ubærlig og ond, idet varme som regel er tegn på liv.

Men her var intet liv mere, for ligegyldigt hvor inderligt vi sang og i fælles sorg samledes omkring kisten, så var der ingen vej tilbage, ingen tid tilbage eller frem for min stedfar, og en helt ny tid var midt i sorgen ubarmhjertigt begyndt for os, der stod dér rundt om kisten og ikke kunne få lov til at sige ordentligt farvel.

Vi kunne ikke tage afsked. Kun kunne vi grædende hvile os op ad bedemandens ord og ritualer og klynge os til en gammel dansk sangs lindrende ord, som lagde sig til rette på min stedfars brystkasse med fred.

VI sang, ja, vi kunne synge midt kaos. Tårer løb ned i munden, og salte kønne ord blev skubbet ud afvore munde. Vi kunne holde hinandens hænder og holde om hinanden. Vi kunne hulke, være stumme, og vi kunne alle mærke den fortættede atmosfære og stilheden fra vores far, der lå med foldede hænder, grotesk fin i sit bedste tøj og en tavs, let åben mund, som intet ord mere skulle komme ud af.

Så sig dog noget!, sagde det inde i mig. Hjælp mig i min nød! Jeg savner dig. Hvorfor har du forladt os? Du må ikke ligge dér, så fraværende, så langt borte allerede, uden nogen sinde mere at kunne lægge din store, venlige hånd på min skulder og give mig et blidt klem og en venlig brummen. Jeg falder sammen i gråd.

Tyngdekraften har allerede sin virkning, det kan jeg se på den mørkere farve, ørerne har i forhold til hans ansigt. Jamen, det er jo blot et livsvilkår. Folk dør, og folk mister. Det sker hele tiden overalt i verden. Det er ikke muligt at leve uden at miste. Ja, og hvad pokker så? Der var kun én eneste af hans slags. Han er min barndoms gade. Derfra min verden går.

JEG ER det, man kalder kulturkristen. Det vil sige, at jeg bekender mig til kristendommen som en del af den danske kulturhistorie, jeg er opdraget i et kristent samfund, hvor kristendommen sætter aftryk de mærkeligste steder, bl.a. i traditioner, ritualer og sproget, og jeg er medlem af folkekirken, dog uden jævnligt at gå i kirke, jeg beder ikke bøn eller følger andre kristne ritualer, i hvert fald ikke bevidst.

Kirken bruger jeg engang imellem ved højtider omkring dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Men ellers shopper jeg af lyst og nysgerrighed rundt i danske kirker for at nyde den smukke arkitektur, kunsten, stemningen, roen og de historier, der er at hente for en uformel gæst uden for gudstjenestetider.

Når jeg nævner kirken og kristendom her i forbindelse med tabet af min stedfar, så er det fordi, at det var de kirkelige, kristne ritualer og samtalen med bedemand, præsten og familien, der gjorde den forfærdelige smerte og rædselsfulde tid en lille smule nemmere at bære og rammerne smukkerne.

For hvor skulle vi have gjort af al vores vrede, afmagt og frygt? Hvor skulle jeg have gjort af mit chok over at miste et afholdt menneske - en del af min familie og familiehistorie?

Hvor skulle vi familiemedlemmer have gjort af os selv, hvis ikke vi kunne samle os om ritualerne og traditionerne? Jeg aner det ikke, og jeg kan tydeligt se i dag, at ritualerne og traditionerne bragte mennesker sammen, som ellers ikke ville have mødtes, og at begravelsesceremonien i kirken gav os lov til at græde sorgen ud i fuld offentlighed. Vi kunne dér give los for de voldsomme følelser, som der ellers kun er plads til bag lukkede døre.

Jeg sad i kirken og håbede, at min stedfar kunne se os alle sammen, selv om han lå i den hvide kiste dér foran alteret med duftende blomster. Det må være barnelærdom, der sidder i mig, nu da jeg er fuldvoksen og et eller andet sted tror på, at nu er min stedfar oppe i himlen og kan sidde og kigge ned på os alle sammen.

Det må jeg have lært, dengang jeg i skolen også lærte at se Gud som en stor gammel mand med langt hvidt hår og skæg.

Begge dele var i mange, mange år forlængst fjernet i fornuftens klare, kritiske lys. Men selvsamme forestillinger vendte tilbage til mig dér i kirken. Det blev vigtigt for mig, at blive i forestillingen om, at hans ånd nu var et godt og trygt sted. Det var og er simpelt hen for råt og ubamhjertigt at vide min stedfar væk fra os og så ...ingenting.

Og præsten - som jeg faktisk ikke rigtig kender, men som jeg mødte, da han kom hjem i mine forældres hus, for at tale om min stedfar og tilrettelægge begravelsen - den taktfulde mand kunne ikke undværes i kirken.

Jeg ønskede, at der skulle stå en forstående mand i ornat med kridhvid pibekrave og sige gode og venlige ord til os efterladte og ikke mindst til min stedfar. Præsten og begravelsesritualerne hjalp os nemlig med at sige farvel til min stedfar, Jens.

Janne Onslev, Bjerregårdsvej 8, Odense C. Læs hele Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis på mitfyn.dk Prøv Fyens Stiftstidende eller Fyns Amts Avis GRATIS i 21 dage
kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70
Nyhedsbrev