Man kan bare følge strømmen.

Fredag lige over middag begynder små grupper af mænd at trække ned mod Pjentedamsgade midt i Odense. På vej mod fredagsbønnen i den tyrkiske moske.

Nogle skiller sig ud med hvide huer, lange kjortler, Mullah-skæg og blå mærker i panden, der vider om, at de går seriøst til den, når der skal bedes.

Andre er i Lewis og T-shirt eller jakkesæt og spidse italienersko og ligner mere folk, der er kørt lidt tidligt fra jobbet eller måske har snydt sig selv for fredagsbaren på universitet for at være med.

Manden, som hver fredag samler 300-400 mennesker i moskeen midt i Odense, er imam Ramaza Ece.

Han har gennemført en 10 år lang uddannelse med det mål at få sin egen menighed. Først fire år på et særligt gymnasium med en religiøs linje. Derefter fire år på universitetet. Og endelig to år med speciale.

Oven i det har han taget et halvt år på et seminar, hvor har lært engelsk og har fået en indføring i danske forhold, så han var klar til at blive sendt ud.

Men trods den anerkendelse og respekt, han nyder, er imam Ramazan stort set ukendt uden for den tyrkiske menighed.

Han blander sig nemlig aldrig i den offentlige debat - og slet ikke i politik.

- Vi blander ikke religion og politik. Det har været statspolitik i Tyrkiet siden 1. Verdenskrig. Vi vil ikke lade islam misbruge af politiske holdninger, siger formanden for Det Tyrkiske Kulturcenter, der rummer moskeen, Mehmet Kandemir, da Stiftstidende møder ham i husets kaffestue.

Ovre i moskeen er der ved at være trængsel. Skoene står tæt på hylderne udenfor. Og efterhånden bliver hele baggården fyldt af muslimer, der knæler foran et imponerende gavlmaleri af Den Blå Moske i Istanbul.

Imam Ramazan indleder sin prædiken om tilgivelse på arabisk.

Hovedbuddskabet er, at hvis man fornærmer en person, skal man bede om tilgivelse hos vedkommende. Hvis man overtræder en af Allahs love, skal man bede om tilgivelse hos Allah.

- Man vil aldrig opleve imam Ramazan tage politiske emner op. Det kan være aktuelle emner som jordskælv - men en ting som terroranholdelserne i Vollsmose, vil han aldrig berøre. Vores imam giver oplysninger fra koranen - han tilføjer ikke sine egne meninger, siger Mehmet Kandemir.

Efter fredagsbønnen letter stemningen i moskeen og baggården. Folk går smilende rundt, giver hinanden hånd og ønsker til lykke med fredagen.

Imam Ramazan lægger sin dragt og træder ud i den solbeskinnede baggård iført et stort smil og et gråt jakkesæt.

Han har ikke noget imod at fortælle om sig selv. Men hans venlige og imødekommende væsen gør det tilsyneladende svært for ham at sige, hvad han mener om de imamer, der blander religion og politik sammen.

- Jeg er 44 år, jeg er gift og har seks børn - tre piger og tre drenge, fortæller imamen med et smil, der mod forventning faktisk kunne blive lidt større.

Imam Ramazan er uddannet på universiteter i Batman-regionen, og sidste del har han taget på fakultetet i Eskisehir i Tyrkiet.

Han har sin kone og børn med, og hele familien er udstationeret i fire år i Danmark på den tyrkiske republiks regning.

- Min opgave er at imødekomme de behov, som tyrkerne i Danmark har inden for religion. Derfor er jeg ikke en fremtrædende person i medierne. Hvis vi ønsker at komme med en udtalelse om et bestemt emne, så kommer det fra den tyrkiske ambassade i København. Ikke fra mig, siger imamen.

Imam Ramazan får sig flere gange på den mest venlige måde snoet udenom spørgsmålet om, hvad han mener om de imamer, der bruger deres position til at prædike politik eller had mod bestemte befolkningsgrupper.

Til sidst siger han dog:

- En imam skal være neutral og ikke komme med politiske meldinger. Ellers mister han sin evne til at samle folk og vil i stedet splitte dem.

- Jeg er ikke imam for en bestemt gruppe. Jeg er imam for alle - også for dig, hvis du har lyst til at komme i moskeen. Jeg skal ikke sige, om den ene eller den anden har ret. Men jeg kan sige, at der står i koranen: "Det du ønsker for dig selv, skal du også ønske for andre". Hvis bare alle ville leve efter den ene regel, så tror jeg, verden ville se bedre ud.

Mens vi har talt, er de små grupper af mænd igen blevet spredt over hele byen. Først om en uge mødes de igen. For at lytte til imam Ramazan. Takke Allah. Og ønske hinanden glædelig fredag.