Log ind

Mørkets Casanova

  • Mørkets Casanova
  • Mørkets Casanova

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Grev Dracula er med sine skarpe og spidse hugtænder og sin lyst efter britiske skønjomfruer den blodsugende vampyr over dem alle. Fascinationen af ham - og det uhyggelige - aftager næppe foreløbig.
Og Gud sagde: "Der blive lys!" Og der blev lys. Og Gud så, at lyset var godt, og Gud satte skel mellem lyset og mørket, og Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat"

Det er et rodfæstet faktum i vor kulturbevidsthed, at alt ondt knytter sig til mørket. Allerede Bibelen skelner mellem lyset, der eksplicit defineres som godt, og mørket, der dermed implicit repræsenterer det onde.

I mørket trives ondskaben, der i sine mange forskellige former driver uhyrlige og bestialske foretagender, der i populærkulturen er med til at jage en myrekrybende angst i vore skrøbelige sind. En af disse ondskabens gestalter er vampyren.

Allerede længe før Jesus trådte sine barnesko, og kristendommen blev den europæiske religion par excellence, havde vampyren vandret omkring i mellemeuropæiske mytologier, migreret fra de indiske højstepper østover til Kina og videre vestover ind i Grækenland.

Således er der også i Bibelens kanoniske tekstmasse solidt forankrede indikationer på, at vampyrmyten har haft en vis betydning for udviklingen af de dogmer, Det Gamle Testamente som tekst er rammen om.

Det fremføres blandt andet, at det at ernære sig ved blod er et tabu, der på god, gedigen gammeltestamentlig vis straffes med døden.

Tredje Mosebog beretter i denne henseende om, hvorledes Gud taler til israelitterne via Moses, der forkynder, at: "I må ikke nyde blodet af noget som helst kød, thi alt køds sjæl er dets blod; enhver, der nyder det, skal udryddes."

Således findes der altså også i den kristne mytologi en afstandtagen til og et tabu om det at konsumere blod. Et tabu, der ganske givet er gået i arv til kristendommen via de ældre vampyrmytologier.

DOG var det først i det 17. århundrede, at en af menneskehedens ældste rædselsfigurer for alvor trådte i karakter på horrorfiktionens blodige scene og dermed varslede fødslen af en ny, særegen litterær (og senere filmisk) figur. Det skete, da irske Bram Stoker i 1897 publicerede fin-de-siécle romanen Dracula.

Stoker arbejdede i London som teaterbestyrer, da han begyndte at interessere sig for europæiske vampyrmyter og deres oprindelse.

Disse studier kulminerede således i den roman, der efterfølgende er blevet beskrevet som den bedste vampyrroman nogen sinde.

Romanen benytter sig af den historiske person Vlad III Dracul, der var en yderst ubehagelig fyrste i Rumænien. Han levede fra 1431 til 1476, og fik hurtigt tilnavnet spidderen Vlad, da han (det siger myten) havde for vane at sidde blandt de ofre, han havde spiddet på sylespidse træpæle, imens han spiste brød dyppet i ofrenes blod.

Et historisk udgangspunkt, krydret med de tabuer, England led under i samtiden, betød, at grobunden var lagt for et yderst bestialsk, bloddryppende og seksuelt udfordrende værk, der ej heller skuffer - end ikke set med vor tids optik.

UD af den fortrængningens tåge, victoriatidens seksualforskrækkede England var svøbt i, skabte Stoker således aristokraten og levemanden grev Dracula, der med hugtænder skarpe som barberblade og spidse som syle, udøvede sine hensynsløse lyster på stakkels, britiske skønjomfruer.

Med en evig, umættelig sult efter blod og med en libido så stærk, at end ikke Freud ville kunne tøjle den, nedlægger han yderst udbytterigt den ene kvinde efter den anden i sanseombrusede orgier af fortrængt vellyst.

Ikke blot mæsker han sig med disse unge kvinders livgivende safter, han sikrer sig samtidig et underdanigt harem af evigt lystne pigebørn, der ville få den mest velassorterede sultan til at skumle af indædt misundelse.

Denne mørkets Casanova, denne transsylvanske Don Juan, blev bragt til live i en tid, da alt det frække helst skulle forgå med tøjet på, bag lukkede døre, nedrullede gardiner, med lyset slukket og hænderne bag ryggen (for at tegne periodens seksuelle tilknappethed skarpt op).

Denne nu litteraturhistorisk kanoniserede populærroman har siden udviklet sig til at udgøre den absolutte målestok for, hvorledes Dracula - og vampyrer generelt - er blevet fremstillet i litteratur og på film.

MEN allerede før Stoker fik den brillante idé at give kongevampyren blåt blod i årerne, florerede der i 1800-tallet et utal af vampyrnovelletter, der i dag nok ikke vil være synderligt kendte blandt lystlæseren.

Blandt andet skrev den tyske skrækromantiker Johann Ludwig Tieck i 1800 vampyrhistorien "Væk ej de døde", der netop tog udgangspunkt i de folkesagn og myter, der altså prædaterer kristendommen. Senere -i 1845 - skrev James Malcom Rymer fortællingen om Vampyren Varney, der udkom i ugentlige føljetoner, som viste sig så populær blandt menigmand, at alle 109 afsnit blev samlet og udgivet som roman i 1853.

Hvis man dømmer ud fra den vampyrfiktion, der er produceret gennem de sidste 200 år, vil man kunne se, at der er så mange forskellige typer vampyrer, som der er katte i T.S. Eliots poetiske oeuvre: Enhver type er repræsenteret fra den lyriske til den satiriske, fra den kategoriske til den metaforiske og fra den humane til den barbarisk blodtørstige.

Det er dog sidstnævnte vampyrtype, der har vakt den almene interesse, og som endnu i dag er primus motor for uhygge i rå mængder, når forfattere og filminstruktører jævnligt tager fat på den gamle myte og iklæder den nye og tidssvarende gevandter.

Stokers Dracula viste sig endog så populær, at den tyske, ekspressionistiske filminstruktør F.W. Murnau i 1922 valgte at skabe en filmisk udgave af den blodige roman. Dette blev der dog - af Stokers enke - nedlagt forbud imod, og Murnau måtte ændre såvel titlen på filmen som navnet på den blodsugende hovedaktør.

Filmen fik efterfølgende titlen Nosferatu, eine Symphonie des Grauens (Nosferatu - en skrækkens symfoni), og grev Dracula måtte se sit ellers velklingende (og som tidligere nævnt historisk forankrede) navn ændret til det slaviske grev Orlock.

Dog var denne omtitulering valgt med spidsfindig omhu af instruktøren, da "nosferatu" oprindeligt stammer fra det gammelt-slaviske "nosufur-atu", der igen stammer fra det græske "nosophoros", hvilket betyder "den sygdomsbærende", og som dermed træder ind i en relevant, kulturhistorisk kontekst.

I DE fleste mytologier opfattes vampyren nemlig som værende smittespreder, så det undrer ikke, at denne ældgamle skrækgestalt for alvor træder ind i vesteuropæisk populærkultur i det 17. århundrede, da bakterier og sygdomme har frit lejde i en tid, da penicillinet endnu er science fiction.

Den stakkels, blodsugende vampyr da da også lidt under at være den formastelige pestspreder i middelalderens Europa, den er blevet knyttet til udspredelsen af kønssygdomme i renæssancen, og den katolske, modreformatoriske kirke tog i barokken vampyren som symbolsk udtryk for den voldsomme palaver, der blev rejst af protestanterne i Norden.

Dermed blev vampyren i religiøs forstand paralleliseret med den komplicerede ondskab, som lutheranere og protestanter i modreformatorisk øjemed udgjorde.

Vor kultur sværmer altså med (og for) disse fantastiske nattens væsner, der hellere end gerne placerer deres veludviklede hjørnetænder i ens hals, og fascinationen af dem vil næppe aftage i betydeligt omfang, da det uhyggelige, modbydelige og skrækkelige altid har udøvet en intens fascination på menneskeheden.

Så hvad kan jeg andet end opfordre til, at man selv besøger den verden, der er befolket af disse blodelskende væsner. Som Dracula siger til Jonathan Harker: "Velkommen i mit hjem. Træd frivilligt og af egen vilje ind."

Robert Johannes Rasmussen, Jagtvej 34, Odense C, er BA og stud.mag.
      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere