"Hvis det skal kaldes fakta, så benægter A fakta!" er en replik, der altid tillægges folketingsmand Jens Busk (1848-1908), men den synes ligeså aktuel for flere af nutidens politikere, bl.a. Helge Sander.

Han har åbenbart skiftet holdning i spørgsmålet om de omstridte gruppeeksaminer; men selv om dette skift er evident for enhver, benægter han det kategorisk. I sin iver efter at skjule det har han endda ladet ministersekretariatet fremstille et båndudskrift fra det samråd, hvori den tidligere mening blev luftet - men vel at mærke med udeladelse af de syv ord, der afslører hans holdningsskift. Denne "fejl" benægter han ganske vist ikke, men han fastholder, at han er uvidende om, hvordan netop denne kompromitterende sætning skulle være gledet ud. Og det er der selvsagt ingen, der tror på.

I en anden og mere lokal sag, nemlig ved kommunalvalget i Odense, blev der også skiftet holdning. Men her gik den efterfølgende benægtelsen mere på baggrunden for holdningsskiftet. Erik Simonsen havde som bekendt meldt sig som borgmesterkandidat, men takkede alligevel nej, da lejligheden bød sig. Til sit forsvar hævdede han bl.a., at han gjorde det af hensyn til vælgerne, idet de klart havde tilkendegivet, at de ønskede Jan Boye - og ikke Erik Simonsen - som borgmester.

Ærlig talt, det behøvede man ikke at være valgforsker for at forudse. Og med den tradition, som de radikale har for at udnytte deres mandater optimalt, er denne (bort)forklaring akkurat lige så usandsynlig som Helge Sanders. Tænk blot på Karen Nøhr, der sad som radikal amtsborgmester i to perioder - selv om De Radikale kun havde to ud af amtsrådets 31 mandater. Eller Hilmar Baunsgaard, der i 1968 tilsneg sig statsministerposten med kun 27 mandater.

Men hvorfor benytter Helge Sander og Erik Simonsen disse utroværdige forklaringer? Det var jo langt nemmere at benytte samme strategi, som salig Jens Otto Krag. Da han i 1956 indledte forhandlinger med SF omstøtte til etableringen af den såkaldte "arbejderflertals" regering, begrundede han sit åbenlyse holdningsskift til SF med, at "man har et standpunkt, indtil man tager et nyt."

Er det mon os vælgere, der selv er skyld i denne tragikomiske adfærd? Hvis en politiker skifter mening, anklager vi jo rask væk vedkommende for at være utroværdig eller opportunistisk, og hvis han/hun vedholdende forfægter et én gang antaget synspunkt, er vi efter dem med prædikater som "stivnakket", "dumstædig" eller "uimodtagelig for nye argumenter".

Det synes derfor som om, at politikerne er dømt til at "tabe", uanset hvad de gør. Men hvad ville der mon ske, hvis Krags kloge ord blev skrevet med store bogstaver på Folketingets talerstol, påført enhver dagsorden, doceret i alle partiforeninger, trykt på alle debatsider, opsat i enhver kantine og - ikke mindst - på køkkentavlen derhjemme? Kunne det måske med tiden gøre det lige så attråværdigt - og acceptabelt - at skifte holdning, når omstændighederne taler for det, som det nu synes udbredt at benægte fakta? Er det ikke et forsøg værd?

Torben Madsen, Pjentedamsgade 7 B, Odense C, er psykoterapeut.