Morgenen er ved at blive til formiddag. Den klæbrige, klamme varme hviler tungt.

Men i den svalende skygge under træerne foran skolen ænser Chheng Sotheary ikke heden, mens hun tripper utålmodigt rundt. Det er fridag, for Cambodja fejrer den gamle konge Norodom Shiha- nouks fødselsdag.

Alligevel er Chheng i skole sammen med sine næsten 250 skolekammerater. Alle er nykæmmede og i fine nystrøgne skoleuniformer. For det er festdag på den lille landsby-skole i det sydlige Cambodja. The Region Rejser School No. 1, som skolen hedder, har ganske vist allerede været i brug et lille års tid. Men i dag skal den indvies officielt.

Guvernøren i Sihanouk-ville-provinsen er på plads under den spraglede baldakin, opstillet til lejligheden. Det samme er førstemanden i den lille landsby Beng Ta Prum. Nu venter de kun på de fremmede, æresgæsterne ved indvielsen. Der er gjort klar til dem i baldakinens skygge.

Odense-par med

Chheng Sotheary skæver igen utålmodigt. Kommer de ikke snart? Lidt nervøs er hun. Det er hende, der skal demonstrere skolens stolthed, den soldrevne computer. Hun har øvet sig. Alligevel rumler det i maven, og hun skal til at bide sig i en negl. Men hov, der er jo neglelak på i dagens anledning. Den neglelak, hun havde fået i fødselsdagsgave.

Endelig skrumler bussen med de fremmede hen ad den hullede jordvej til skolen. De er fra Danmark, ved Chheng, men selv om den 16-årige pige har geografi og er blandt sin klasses kvikkeste, fortoner det sig, hvor det lille land helt nøjagtig ligger. Men hun ved, at det er danskerne, der har været med til at betale for skolen, og nu kommer nogle af dem for at være med til den officielle åbning.

Med i bussen er Odense-ægteparret Jytte og Poul Foss Michelsen. Også de er spændte, og selv om varmen slår hårdt, da de forlader bussens behagelige aircondition, krilrer den kølige gåsehud frem, da ser, hvad de har været med til at støbe fundamentet til.

Og selv om beløbet er pænt rundt, ligger en ærbødig konstatering af "så meget for så lidt" lige for. En stille fryd over med egne øjne at se, at det nytter at hjælpe, pibler frem sammen med svedperlerne.

Det skoleprojekt, som de gennem Hans Holm fra det lille rejsebureau Region Rejser i Skørping havde hørt om og altså givet et bidrag til, ligger pludselig foran dem uden bureaukratiske omsvøb.

En skole i beton og tegl. Elever og lærere i kød og blod. Pengene er havnet, hvor de skulle.

Overvældende

De knap 250 skoleelever står sammen med deres otte lærere klar til at sige tak for den chance, deres eget forarmede land ikke har overskud til at give dem. Et land, der blev maltrakteret under Vietnamkrigen og efterfølgende af De Røde Khmerers bestialske regime, og som nu har svært ved at vågne efter et lange mareridt.

- Overvældende, kan Jytte og Poul Foss Michelsen konstatere, mens indvielseshøjtideligheden tager form på den spartanske græsmark foran skolen, hvorfra køerne i dagens anledning er drevet væk.

Midtpunkt for seancen er - foruden guvernøren og borg-mesteren - Hans Holm, der i flere år har arrangeret cykelferier i Cambodja.

- Det er også Hans, der fortjener æren for det her. Det er hans entusiasme, der har fået os andre med, slår Poul Foss Michelsen fast med henvisning til rejsemandens engagement i et land, der har oplevet et af de værste folkedrab i nyere tid, og som blandt meget andet lider under mangel på lærere og andre uddannede. Det hele begyndte, da Hans Holm for et par år siden på en flyvetur i Cambodja sad ved siden af en amerikaner, der netop havde været med til åbne en skole i et afsides landområde.

Holm genkalder sig mødet:

- Han var lærer fra Seattle. Han havde netop været i Paillin. Det var der, skolen, han havde været med til at støtte, var blevet åbnet.

- Men hvorfor lige Paillin. Er det ikke byen, som De Røde Khmerer flygtede til, og hvor de ledere, der aldrig er stillet for en domstol, stadig holder til, spurgte Holm undrende.

- De Røde Khmers børn skulle jo gerne blive ordentlige samfundsborgere, ikke?, lød det fra amerikaneren, inden han hastede videre til et andet fly.

- Læs om projektet på nettet, nåede han forpustet at sige til Hans Holm.

Genialt projekt

Det gjorde den danske rejsemand og var hurtigt til at konkludere: - Et genialt projekt.

Det er fostret af den tidligere amerikanske AFP-journalist Bernard Krisher, der under Vietnamkrigen var udstationeret i Cambodjas hovedstad Phnom Penh og Sydvietnams hovedstad Saigon. Han er nu 70 år og har blandt meget andet i Cambodja skabt muligheder for et omfattende skolebyggeri i det forarmede land ud fra devisen: Find et godt projekt - og kopier det.

Projektet går i sin enkelhed ud på, at hvis private donorer skaffer 15.000 dollar, bidrager blandt andet Asian Development Bank med andre 15.000 dollar. For det beløb kan man bygge en ny skole, ansætte lærere, købe undervisningsmaterialer og få en solfanger, der kan generere energi til en computer, så eleverne får adgang til internettet.

Når skolen er etableret, bliver den drevet som en almindelig cambodjansk statsskole under det cambodjanske undervisningsministerium.

Alle skoler er ens som en slags typehusbyggeri med fra tre til fem spartanske klasseværelser. Intet andet.

- Vær med til at skaffe tag over undervisningen, lyder Krishers enkle slogan for projektet.

Rejsechefen fra Skørping var ikke i tvivl om, at det var et projekt, Region Rejser skulle støtte.

Samtidig opfordrede han bureauets gæster til også at være donorer, og op til sin egen 60 års fødselsdag sidste år lød hans budskab: Ud over beløb til skolen i Cambodja har jeg ingen ønsker.

Hurtigere end Holm havde turdet håbe, lå de 15.000 dollars klar til at blive sendt til Bernard Krisher.

Men at pengene er der, behøver ikke at være ensbetydende med, at projekterne også tager form i et land, der er gennemsyret af korruption. Den er mere reglen end undtagelsen,

- Nej, hvis pengene kom i hænderne på Cambodjas officielle magthavere, blev det næppe til mange skoler. Men alle indsamlede midler går direkte til skolen.

- Der bliver heller ikke brugt en øre af de indsamlede penge til administration hverken i Danmark eller Cambodja, siger Hans Holm.

Et faktum, han har behov for at få sat en fed streg under.

Overskud til at hjælpe

- Det er trygt at se, at der ikke er langt mellem penge og handling, fastslår Michel- sen'erne, der selv om de er nået en alder, hvor de har sagt farvel til arbejdsmarkedet, er i en situation, hvor det er naturligt for dem at afse penge til velgørenhed.

- Men selv om vi har tillid til de fleste projekter, vi i årenes løb har givet penge til, kan det da ikke undgås, at tvivlen kan snige sig ind. Kommer pengene nu frem?

Derfor fortrød de heller ikke deres efterårsrejse til Cambodja og skoleåbningen i Sihanoukville-provinsen. Heller ikke selv om rejsen egentlig ikke var på familiens budget.

- Efter flere rejser de foregående år havde Jytte sagt, at nu skulle der være et år uden rejser, smiler Poul Foss Michelsen.

Men da invitationen til skole-åbningen dumpede ind ad brevsprækken, blev kufferten alligevel pakket. Skørping-bureauet tilbød uden fortjeneste alle, der havde sponseret med mere end 2000 kroner, at rejse med til skole-åbningen.

Derfor fik Odense- ægteparret syn for sagn.

De fik set, at Chheng Sotheary virkelig har lært at bruge skolens computer. De fik set, at selv i et land, der er fattigere, end de havde forventet, og indhyllet i håbløshed, kan der tændes håb. I et land, hvor frygtsom resignation stadig lyser ud af mange bare lidt ældre, mødte de på skolen i Beng Ta Prum en flok børn, der turde lade sig omfavne af forventningens glæde. En flok børn, der turde tro og håbe.

Chheng Sotheary håber, at hun engang selv kan blive lærer.

- For dem er der brug for, forklarer hun. Men de engelske ord er ikke helt lette at få sat sammen, så det bliver via den medbragte guide og tolk, hun får fortalt sin lille historie. Og selvfølgelig, høflig som hun og alle de andre elever er, får sagt tak for hjælpen.

49 elever i klassen

Uden skolen i Beng Ta Prum ville det besværligt for hende at gå i skole. Hun skulle cykle mindst 20 kilometer på hullede ujævne jordveje.

- Det kniber også med pladsen på den anden skole. Her er det bedre.

En tilføjelse, der kunne få en dansk folkeskolelærer til at blegne. Der er 49 elever i Chhengs klasse.

Lederen af Region Rejser School No. 1, 31-årige Phou Deng, fortæller, at normallønnen for en cambodjansk lærer er 20 dollar om måneden. En liter benzin koster næsten en dollar, og mindstelønnen for en fabriksarbejder er på 40-45 dollar.

Kundskabens træ gødes kun sparsomt. For at kunne eksistere må en cambodjansk lærer påtage sig ekstra arbejde, og en dag med op til 12 timers undervisning er mere reglen end undtagelsen.

Alligevel har Chheng Sotheary, hvis far er landmand, altså mod på at blive lærer, og hun håber, at forældrene har råd til fortsat at hjælpe hende.

Men der også en yngre bror og to yngre søstre, så let er det ikke for forældrene, selv om de ikke er blandt de fattigste. For ganske vist er undervisningen på en skole som Region Rejser School No.1 gratis, men der betales for blandt andet skoleuniform samt transport, hvis det er nødvendigt.

- Selvfølgelig kan en skole som den i Beng Ta Prum ligne den berømte dråbe i det store hav, erkender Hans Holm. Men når han ser elevernes umiddelbare glæde og den gnist, de har fået i øjnene, er han alligevel sikker på, at skolen kan være med til at gøre en forskel.

Omkring 3000 landsbyer mangler en skole, og over 30 procent af befolkningen er analfabeter.

- Cambodjanerne har mere end noget andet brug for undervisning og uddannelse. Bygning af grundskoler er et godt sted at begynde.

Derfor har Holm allerede indledt indsamlingen til The Region Rejser School No. 2.

I sit ambitiøse projekt har Bernard Krisher indtil nu fået bygget omkring 300 skoler. Men det skønnes, at det er behov for op mod 3000.

Kan kun kigge på

Da skolen i Beng Ta Prum bliver indviet, er der da også børn, der må nøjes med at kigge misundeligt gennem skolens vinduer.

Der er ikke plads til dem i klassens forjættede rum. Måske har deres forældre heller ikke råd. For det er de samme børn, der efter indvielsen sender lange blikke efter gæsternes frokostpakker.

Og resterne fra "de riges bord" redder deres dag, mens formiddagen bliver til eftermiddag, solen stærkere, varmen tungere, køerne kommer tilbage for at græsse på marken ved skolen, og gæsterne bumler væk i deres kølige bus.