- Hej, det er Mads Michelsen. Jeg vil bare lige sige, at i de 24 år, jeg har spillet sammen med Gnags, der er jeg aldrig blevet interviewet før. Altså aldrig bare mig. Det var bare lige det, jeg ville sige. Hej igen...

To timer før denne besked lander på journalistens mobil, sætter en mand iført en lettere falmet cowboyjakke og velhængte jeans sig tilrette på en skinnende caféstol. Han har sorte solbriller sat op i det grånende hår og en speciel attitude, hverken stolen eller de forbipasserende kan være i tvivl om tilhører en musiker. Men hvilken? Og hvordan kan det lade sig gøre, at et af medlemmerne i et af Danmarks mest kendte bands, århusianske Gnags, aldrig har fået lov at berette om, hvordan det er at sidde gemt væk bag masser af skind foruden den karismatiske forsanger Peter A.G.

- Jeg føler bestemt ikke, at jeg på nogen måde er gemt væk. Godt nok sidder jeg bagest på scenen, men uden min dynamik ville musikken falde sammen. Hvis jeg spiller højt, så er de andre også nødt til at følge med. Og vice versa. Så jeg føler faktisk, at jeg som trommeslager har en meget autoritær rolle. Der går en usynlig akse mellem Peter A.G. og jeg, fordi jeg skal fornemme, hvor han vil hen med sangen. Det er jo også altid mig, der starter en sang, understreger Mads Michelsen.

Han forklarer, at de fleste trommeslagere typisk ikke har samme behov for at blive set som forsangere og guitarister.

- For os og mig i særdeleshed handler det mere om musik. Og da jeg ikke spiller toner, bliver jeg konstant nødt til at forholde mig til lyden som en helhed, hvilket kan være svært, hvis man samtidig skal skabe kontakt til publikum. Desuden kan jeg godt lide at larme. Jeg elsker friheden til at trykke sig selv af, og den kan man ikke finde mange steder i dag, konstaterer Mads Michelsen.

Knald på fra start

Han var kun tre år, da han begyndte at smadre løs på potter og pander i barndomshjemmets køkken. Forældrene fandt sig til hans store efterrationaliserende undren i støjhelvedet og købte ham sågar et trommesæt til hans 10-års fødselsdag.

- Jeg har altid villet spille trommer. Det var mit kald. Så da jeg startede på gymnasiet, men ikke måtte holde fri for at spille til Århus Festuge, meldte jeg mig straks ud, fortæller Mads Michelsen.

Mens han taler, hamrer han sine fingre mod metalbordet på Istedgades fortov. Ikke nogen bestemt rytme, bare sådan en "jeg-kan-ikke-lade-være-beat", der ikke rigtig irriterer, men mere cementerer, hvorfor den 43-årige århusianer har spillet tromme i 40 år. Han kan ganske enkelt ikke lade være.

- Jeg startede jo med at spille i band lang tid før, jeg mødte Gnags. Da de spurgte mig, om jeg ville være med, var jeg med i Mek Pek Partyband. Efter lidt betænkningstid valgte jeg at sige ja tak, fordi Gnags var meget større og havde flere job. Der var faktisk ufattelig meget knald på, når Gnags spillede, og det kom bag på mig, da jeg ikke havde beskæftiget mig så meget med dem, inden jeg blev en del af dem, siger Mads Michelsen, der kort efter var med til at indspille albummet "Safari".

- Det var i mine øjne et tidspunkt, hvor orkestret flyttede sig til en anden musikalsk verden. Vi gik over til en mere reagge-præget lyd i samarbejde med en jamaicansk producer, der var fabelagtig til både at mikse og rulle joints. Faktisk kunne han begge dele på én gang, griner Mads Michelsen.

Vild debut

Det var Henning Stærk, der slog på læder før Mads Michelsen. Han var nærmest en diametral fysiologisk og ikke mindst instrumental modsætning til Mads, der kompenserede for sin beskedne statur, når han fik to træstykker i næven.

- Jeg tror ikke, at jeg støder nogen ved at sige, at det var et vendepunkt, da jeg og Per Frost på bas kom med. Gnags havde i en lang periode forsøgt at spille rock, nu fandt de ud af, at det underfundige og mere groovy udtryk passede bedre til Peters tekster. Jeg tror heller ikke, de ønskede at være så politiske og bombastiske, som de havde været tidligere. De havde jo trods alt spillet sammen i 16 år, da jeg kom med, understreger Mads.

Første gang, han satte sig på skamlen bag ved trommesættet, var på Hotel Esbjerg.

- Det var fuld knald på med gaspistoler og et sindssygt publikum, der maste så meget, at vi måtte sætte flightcases foran scenen. Jeg havde taget små shorts og min West Ham fodboldtrøje på, fordi jeg vidste, at det ville blive gloende varmt, husker Mads Michelsen.

Den mundering synes udsmideren i døren ikke om, så mens resten af bandet gik mod scenen, fik Mads ren besked på vestjysk: "Do ka it kom ind!"

- Udsmideren sagde, at han udmærket kendte trommeslageren, der var dobbelt så stor som mig, så jeg blev nødt til at råbe på de andre, der heldigvis fik overbevist ham om, at den var god nok, griner Henning Stærks permanente afløser.

Den vilde Elefant

Hvis Mads Michelsen skulle vælge blandt alle gruppens numre, så er "Safari" fra 1982 den sang, han holder mest af.

- Det svinger vildt godt den dag i dag. Lige som "Vild, vild Elefant" fra samme plade, som jeg lige har genopdaget. Jeg kan også godt lide "Mr. Swing King". Det var faktisk mig, der lavede introen til den sang. Men ellers spekulerer jeg ikke så meget på, om det er mit eller andres bidrag. Det er jo vores musik. Desuden er det Peter, der kommer med langt de fleste oplæg, hvilket er naturligt, da han er kernen i gruppen. Alle kan undværes på nær ham. Men det faktum har han retfærdigvis aldrig misbrugt, roser Mads Michelsen.

Gnags har ifølge ham altid været et ekstremt indøvet band, hvilket har givet dem en enorm frihed, fordi de ikke skal koncentrere sig så meget om instrumenternes arrangeringer.

- I stedet kan vi fokusere på energier og dynamik, og så er det, at det bliver sjovt for alvor. Noget andet fantastisk er, at jeg har fået afløb for min glæde for alverdens instrumenter i Gnags. Jeg har tæsket på olietønder, blæst i lur, slået på skraldespande og smadret glas. Mine udfoldelser favner utroligt bredt, og netop derfor er det så vigtigt, at Peter A.G. holder det hele sammen. Lige gyldigt, hvor mærkeligt og eksperimenterende musikken bliver, så er det umiskendeligt Gnags, når han begynder at synge. Han er en ener, og dem er det ikke så svært at stå i skyggen af, slår Mads Michelsen fast.

Artiklen er første del af en serie om dem, der sidder bagest, når de store danske bands spiller. De næste afsnit følger henover julen og nytåret.