KLASSISK: Katrine Gislinge og Odense Symfoniorkester

Odense Symfoniorkester indledte sæsonen med en koncert, der fik Carl Nielsen Salens træpaneler til at slå revner af begejstring.

Sandsynligvis troede mange - som jeg - at ouverturen, Poul Ruders "Concerto In Pieces", var lagt ind for at øge spændingen, inden pianisten Katrine Gislinge kom på scenen.

Intet kunne være mere forkert.

Ruders-værket er skrevet på bestilling fra BBC som en hyldest til Henry Purcell og Benjamin Britten og blev uropført i Royal Albert Hall for 10 år siden.

Forrygende

Og det viste sig at være en forrygende og overrumplende komposition - hverken fortænkt eller selvhøjtidelig.

Med kærlig hilsen til Brittens "Young Person's Guide To The Orchestra" kaster Ruders musikken rundt til de enkelte instrumentgrupper og udfordrer deres vanlige spillestil. Sære glid, "undervandslyde", tegnefilmselementer og rockede passager snor sig snedigt og morsomt side om side med hviskende og hvinende strygere og overdådige slagtøjssekvenser. Det er festmusik, højt klingende mod sky. Et festfyrværkeri af en åbning. Ruders overværede koncerten og fik - sammen med dirigenten Paul Mann - fortjente klapsalver for et ekspressivt og imødekommende værk.

Forbløffende let

Beethovens "Klaverkoncert nr. 2" er forbløffende lys og let og minder mest af alt om Mozart. Komponisten økonomiserer med trillerne og de lange, svimlende løb. Det giver solisten plads til at dvæle og frasere - og det er Katrine Gislinge mester i. Helt i værkets ånd var hun skiftevis en alf, der henført levede sig helt ud i følelserne og tippede bagover på klaverbænken af bar nydelse. Øjeblikket efter var hun en drillende trold, der med overdrevne fagter ivrede mod orkestret: "Tag den" - og orkestret gav igen med samme overskud. Sjældent har jeg hørt solist og orkester smelte så formfuldendt sammen som her.

Kadencen er tydeligvis skrevet senere end selve koncerten, og den er ligesom andensatsen præget af tomgang. Men det overordnede indtryk var en frisk, ubesværet og legende klaverkoncert, der klædte Katrine Gislinges iltre væsen.

Næsten svulstigt

De to første værker mættede så meget, at Edward Elgars "Symfoni nr. 1" næsten syntes for svulstigt.

Koncerten var Paul Manns første som chefdirigent, og han lagde ud med smittende iver og begejstring. Den 40-årige dirigent levede sig helt ud i bevægelserne. Han dansede, hoppede og krøllede sig sammen - boksede, fægtede og sparrede med orkestret. Og musikerne så ud til at kunne lide hans energiudbrud lige så meget som publikum.

Odense Koncerthus, torsdag: Odense Symfoniorkester under ledelse af Paul Mann. Solist: Katrine Gislinge, klaver.