Da Mira Jargil var lille, blev hun tit irriteret, når hendes far rendte rundt og filmede hende.

- Jeg har altid tænkt, at jeg aldrig skulle have et kamera i hånden. Fordi min far altid løb rundt med et kamera. Fordi han altid prioriterede film meget højt. Han har nærmest oplevet totredjedele af sit liv gennem kameraet, griner Mira Jargil afvæbnende.

Nu, som 23-årig, er hun selv blevet bidt af et galt kamera. Og oven i købet er hendes første "rigtige" film blevet udvalgt til årets Odense Film Festival: En ni minutter kort dokumentarfilm om den frygtede dag, da Ruth og Arne må sige farvel til det hus, hvor de har boet i 45 år.

Ruth og Arne er Mira Jargils mormor og morfar, så i en vis forstand er Mira fortsat med fars metode: At filme sine nærmeste omgivelser.

- Min mormor og morfar var kede af, at de skulle flytte fra huset og hen i en lille lejlighed. Dén historie ville jeg gerne filme. Men historien handler jo ikke bare om dem - den er universel: Det er svært at tage afsked, siger hun om valget af sine egne bedsteforældre som hovedpersoner.

- Hvis de ikke havde været min mormor og morfar, havde jeg skullet bruge lang tid på at researche mig ind på et par. Det behøvede jeg ikke nu - jeg tog bare mine tre bånd med ud til Birkerød og begyndte at filme.

Snirklet vej

Mira Jargil er ikke gået en målrettet vej ind i filmbranchen, for som sagt skulle hun jo ikke have et kamera i hånden.

Efter gymnasiet arbejdede hun en periode på pladeselskabet BMG, men stoppede og vidste derefter ikke rigtigt, hvad hun ville. Ad snørklede omveje blev hun i 2003 tilfældigvis assistent for den unge kvindelige filminstruktør Phie Ambo. Og så begyndte hun alligevel at få smag for branchen.

- Det skete bare. Det blev sjovere og sjovere, men i starten følte jeg, at jeg legede med ilden. Jeg havde ikke lyst til at snakke med min far om det, og han får stadig ikke lov at se noget af mit arbejde, før jeg har fundet dets rigtige form, for man kan nemt blive bremset af andres holdninger og ønsker, siger Mira Jargil, der - på Phie Ambos opfordring - begyndte på sin egen film, den, der nu kan ses på Odense Filmfestival.

Hendes første rigtige lønnede stykke arbejde som filminstruktør fik hun imidlertid af - sin far.

- Far fandt ud af, at jeg var ok til at filme, så han spurgte, om jeg havde lyst til at prøve at lave nogle Netto-reklamer. "Arh...", tænkte jeg, "det med at arbejde for min far og med hans koncept..." Men jeg fandt ud af, at jeg gerne ville. Reklamefilmene for Netto er jo dybest set dokumentariske, og det var en udfordring at tage ud og skabe en historie på måske bare 11 sekunder. Dybest set er reklamerne jo bittesmå portrætter, siger Mira Jargil, der nu arbejder som promotionassistent på Sony-BMG, men også bruger masser af tid ved klippemaskinen - i færd med at klippe en timelang dokumentar om VM i gadefodbold.

- Det at lave film er jo nærmest som en forelskelse, som en besættelse, så derfor er jeg nået frem til en forståelse af min far og hans kamera. Den film, jeg lave nu, er det første, jeg tænker på om morgenen, og det sidste, jeg tænker på, inden jeg falder i søvn. For jeg finder først roen, når jeg føler, at filmen fungerer. Derfor er jeg glad for at have mit arbejde ved siden af, så film ikke kommer til at fylde alt, siger hun, der håber at finde "en lille smule ro", når gadefodboldfilmen er klippet færdig.

- Men måske er det totalt naivt at tro, at når bare denne her film er klippet færdig, så... griner Mira Jargil, der gerne vil lave flere dokumentarfilm.

- Det svære og det fascinerende ved dokumentarfilm er, at man aldrig ved, hvad der sker. Det er fantastisk og enormt kaotisk. Og angstprovokerende, for kommer der overhovedet noget ud af det, jeg er i gang med?

Mira Jargils "Det sidste døgn" kan ses i Cafe Biografen 14. august kl. 11.