I 1973 var Lasse Helner på turné sammen med Jørn Mader og deres duo Moondust. På en jazzklub i Holbæk mødte han for første gang en mand, der med sin musik og opførsel skilte sig ud fra mængden.

- Jeg fik et chok, da jeg så den dér vildmand té sig som en tosse oppe på scenen. Han råbte, skreg og drak elefantbajere. Hvad er det for en forfærdelig mand, tænkte Lasse Helner, der ikke var vant til sådan en opførsel ude på bondelandet, som han selv omtaler Vestfyn.

Manden, der væltede rundt, skulle vise sig at være den underfundige Jan Toftlund, der på det tidspunkt spillede sammen med Erik Grip og Søren Engel.

- Da jeg bed mærke i hans tekster, var jeg lamslået. Hvad fanden sker der, studsede jeg, selv om protestsangene på det tidspunkt var på deres højeste. Jeg konstaterede hurtigt, at dén her mand ikke var bleg for at gå mod strømmen. Og det kræver mod både at kritisere sine meningsfæller såvel som de politiske modstandere, konstaterer Lasse Helner.

Jan Toftlunds evne til at stå ved sine meninger har siden imponeret og præget ham.

Helt sin egen

- Årsagen til, at jeg ikke kan glemme Jan, er, at han så grundlæggende var sin egen. Han var kompromisløs både gennem sin musik og sine ord. En fantastisk tekstforfatter. En ener. Jeg kan ikke nævne nogen, der har kunnet gå i hans fodspor. I dag mangler vi unge musikere, der tør satse på noget andet end at blive stjerne for en aften. Retfærdigvis er der også flere på vej som Rasmus Nøhr, Peter Sommer og Mikael Simpson. De bruger det danske sprog seriøst uden dog at have det samme brændende, sociale engagement som Jan, understreger Lasse Helner.

Intet glansbillede

Kort tid efter det uforglemmelige møde i Holbæk spillede Lasse Helner med på Jan Toftlunds album "Velkommen" samtidig med, at Mathilde og han lavede "Pigesind".

Han drømmer sig en gang imellem tilbage til første gang, han og Jan spillede sammen. Det var på Midtfynsfestivalen i midten af 1970'erne.

- Der stod hverken Lasse eller Mathilde på plakaten. Bare Jan Toftlund med venner, griner Lasse Helner.

Selv om han kalder Jan Toftlund både for inspirationskilde og ven, så forsøger han ikke at tegne et glansbillede af eksil-Nørrebroeren.

- Han levede vanvittigt hårdt med stoffer og sprut, så han vidste godt, hvilken vej det bar allerede, da han var i midten af 30'erne. Jeg lovede ham faktisk, inden han døde i 1990, at jeg ville blive ved med at spille hans sange. Blandt andet derfor fik jeg lavet en teaterforestilling sammen med Odense Internationale Musikteater, hvor vi fik brugt en masse af hans materiale, siger Lasse Helner og tilføjer, at det blev til flere hundrede forestillinger sammen med Benny Holst og Kell Dalager i stykket "Friheden tur/retur".

En folket punker

Jo ældre, Lasse Helner er blevet, des mere har han tænkt over Jan Toftlunds sange.

- Det er så tydeligt, at han ikke skrev for at behage. Han havde noget på hjerte, og det har jeg taget til mig. Desværre gjorde hans temperament det ofte svært for ham selv. Han lavede mange skandaler, når han glemte at komme til koncerter eller var plørefuld, hvis han endelig dukkede op. Så selv om han befandt sig i folk-afdelingen, så levede han mere som en punker og en rock'n'roller. Jan var grænseoverskridende, og derfor kunne budskabet i hans tekster være meget voldsomt, konkluderer Lasse Helner.

Han spekulerer lidt over den selvdestruktivitet, der betød, at Jan Toftlund spillede sin sidste koncert allerede som 40-årig. På den højt elskede Midtfyns Festival kun fire dage inden hans hårdtprøvede hjerte gav op.

Jack London-syndrom

- Det var lidt et Jack London-syndrom. Jan mente, at man skulle leve på samme måde, som de folk, man ville forstå og skrive om. Det kostede ham måske livet, selv om han havde fået at vide som 20-årig, at han ikke ville blive 30 år, hvis han ikke kvittede smøgerne og sprutten. Han gjorde det modsatte og fik 10 år oven i hatten, fortæller Lasse Helner.

Han konstaterer efterfølgende lettere lokalpatriotisk, at Jan med tiden blev meget fynsk, da han boede sine sidste år i Ørbæk og blev begravet i Refsvindinge.

- Meget passende, da begge er hjemsted for glimrende bryggerier, griner Helner.

Gribende sange

Når Lasse Helner snakker om vennen, fornemmer man hele tiden en overbærenhed. En underliggende loyalitet, der sagtens kan bære en beskrivende anekdote.

- Socialdemokratiet bad ham om at skrive en ny 1. maj-sang en gang i 1970'erne. Jan benyttede melodien "Åh Marie, jeg vil hjem til dig", og teksten handlede om, at socialdemokraterne var mere røde af druk end af politisk overbevisning. Så de krævede de 300 kroner tilbage, som de havde betalt for sangen. Dertil svarede Jan, at det kunne de ikke. Men de måtte da gerne få de tomme flasker, klukker Lasse Helner.

Under samtalen har han forsøgt at finde frem til sine personlige favoritter blandt de flere hundrede tekster, som Jan Toftlund nåede at skrive. To af dem skiller sig ud. Det er sangene "Kræft" og "Hilsen fra Sverige".

- Jan arbejdede selv som sygehjælper, og måske derfor har han formået at skrive en fantastisk stærk og gribende sang om sygdommen. Den anden sang handler om en dansker, der flytter til Sverige. I sig selv ikke nogen rørende historie, men Jan brugte "Hilsen fra Sverige" som et billede på, hvordan det var at være fremmed i en tid, hvor hele den problematik var ny. Teksterne hænger sammen, de er sangbare og letforståelige. Det var hans største force som kunstner, og det har påvirket min egen tilgang til musik og det at skrive en god sang, konstaterer Lasse Helner.