Natten til den 26. august 2004 havde Kevin Barbieux svært ved at sove. Han havde været uheldig og fået tildelt køje 95 i sovesalen på Nashville Rescue Mission - det lokale herberg. Halvanden meter over hans seng lyste lange lysstofrør, og hele natten susede rummets air conditioning.

Den korpulente, midaldrende Kevin lå på et tyndt lagen med et lille tæppe, og han vågnede flere gange i løbet af natten. Den næste aften kunne han godt mærke trætheden, da han skulle spille kort. Det blev sent, og han missede derfor chancen for at få et sted at sove. Derfor gik han hen på sit stamsted, Café Coco, der har åbent 24 timer i døgnet. Han satte sig til at skrive på stedets computer.

Kevin Barbieux er hjemløs. Siden 1982 har han sovet i biler, skure og parker. Han har spist sine måltider i suppekøkkener. Han har overværet slåskampene mellem de hjemløse og været vidne til, at andre subsistensløse er blevet banket til døde. Han lider af angst og depression og har haft svært ved at fungere mellem andre mennesker. Han har været gift, og når han i dag tænker på sine børn, kommer han nemt til at græde. Den runde mand med det store grå skæg og professorbrillerne kan lide at lave mosaikker, strikke og spille poker. Og så skriver han.

Den 20. august 2002 gik han første gang ind på det lokale bibliotek for at skrive sin dagbog på internettet. Det er her, man blandt andet kan læse om Kevins problemer med at sove. På internetadressen www.thehomelessguy.blogspot.com har mennesker verden over kunnet følge Kevins liv som hjemløs. De har haft mulighed for at skrive kommentarer til ham eller tilbyde deres hjælp. Dagbogen har gjort ham verdensberømt, og han har blandt andet medvirket i amerikanske tv-shows.

Kevins dagbog kaldes en weblog. En side på internettet, hvor man skriver sine holdninger til et aktuelt emne eller giver andre et indblik i éns personlige liv. Webloggen er opbygget med overskrifter efter tidspunkt, så de nyeste indlæg er øverst. I modsætning til almindelige hjemmesider er der mulighed for at kunne kommunikere med sine læsere. Mange bruger deres weblogs til henvisninger til andre hjemmesider, og når én vil vide, om Kevin har et arbejde, kan vedkommende skrive til ham og spørge. I dette tilfælde lyder svaret, at han skam strikker halstørklæder, som han sælger, og arbejder for andre hjemløse. Desuden har succesen med at skrive weblog givet ham lyst til at skrive en bog.

Skraber eller voks?

Kevin Barbieux er bare ét eksempel på en skæbne, der har fascineret mennesker verden over med sine daglige optegnelser på internettet. En anden er den mystiske dagbogsforfatter Belle De Jour, der lever som escortpige i Londons heftige natteliv. Belle har igennem længere tid indviet et stigende antal læsere i alt fra undertøjsstørrelser til analsex.

I ualmindeligt velskrevne vendinger causerer Belle De Jour blandt andet over intimbarbering.

"Barberblade efterlader frygtelige stubbe, værst når det er vinter. Den tid, der går mellem glat skind og gåseskindshelvede, er cirka tre minutter. Cremefjernere lugter forfærdeligt og får aldrig alle hårene helt væk alligevel. Disse vibrerende spoleepilatorer burde være forbeholdt til masochister (hvilket jeg bestemt ikke er), og voksning bliver normalt udført af en filippinsk kvinde ved navn Rosie." (Fra Belle De Jours dagbog den 31. oktober).

Sådan filosoferer Belle De Jour videre over hårfjerningens mysterier og giver nøgterne beskrivelser af sine kundebesøg. Hun gør det så godt, at flere er begyndt at tvivle på, hvorvidt der overhovedet er tale om en jævn luders bekendelser. Mange mener, at der snarere er tale om en dygtig forfatters smarte markedsføring. Belle De Jour udgav i februar i år bogen "The Intimate Adventures of a London Call Girl", og der har ligefrem været afstemninger om, hvilken kendt forfatter, der gemte sig bag pseudonymet Belle De Jour.

Da en ung iraker ved navn Salam Pax begyndte at skrive om forholdene i Irak under Saddam Husseins diktatur på sin weblog, blev der også sået tvivl om ophavsmandens troværdighed. Var der blot tale om en plantet kritisk røst, eller fandtes manden virkelig? Det sidste viste sig at være tilfældet, og Pax' skriverier blev en af de hidtil mest berømte weblogs.

The Bagdad Blog gav et enestående indblik i livet i et land uden ytringsfrihed. Flere iranere har også brugt webloggen til at komme af med deres holdninger, og flere libyere er ligeledes begyndt at ytre sig i logform.

Ret og vrang

Flere millioner almindelige mennesker verden over skriver deres egne weblogs. Siden 1999, hvor teknologien gjorde det muligt for andre end hardcore IT-nørder at lave deres egen weblog, er antallet eksploderet. Man anslår, at der på verdensplan findes 20 millioner "bloggere" - folk der skriver weblog. Men det er de færreste weblogs, der har et lige så overraskende eller saftigt indhold som Kevin Barbieux og call-girlen.

I Danmark er de mellem 500 og 1000 aktive weblogs ofte mødesteder for folk med de samme interesser. Hvis man sidder i en lille by i Jylland og interesserer sig for japanske tegnefilm, kan man helt sikkert finde en weblog, hvor én på den anden side af kloden har samlet de nyeste informationer om netop dette emne og diskutere med. I de danske weblogs lever hobbyhyggen i bedste velgående. Her kan man blandt andet læse, hvordan det går med Birthes strikketøj på hendes personlige weblog. Der er spænding om, hvorvidt hun når at færdiggøre dominobukserne i påsken, og man følger hendes anstrengelser på både pindene, rokken og væven.

Men også på den politiske arena har man øjnet loggens muligheder. Under den seneste valgkamp benyttede i alt 53 danske politikere sig af muligheden for at nå vælgerne via weblogs. Netop nu er adjunkt Lisbeth Klastrup fra IT-Universitetet ved at undersøge, hvordan sammenfletningen af det personlige og politiske spandt af.

- Valgkampens weblogs har ikke nødvendigvis flyttet stemmer, men de har været med til at nuancere folks holdninger til politikerne, siger Lisbeth Klastrup, der selv var blandt de første danskere, der begyndte at skrive weblog. Siden 2001 har hun brugt webloggen i sit arbejde som forsker, og det har bragt hende tæt på kolleger overalt i verden. Hendes daglige skriverier på loggen har ført til flere pudsige oplevelser.

- Mens en dagbog som regel kun er henvendt til én selv, er webloggen henvendt til nogle derude et sted. Det ved man egentlig godt, men når de pludselig bliver mennesker af kød og blod, kan det alligevel godt overraske. Det er en ret intimiderende oplevelse, når folk, som jeg aldrig har mødt før, henvender sig til mig under en konference og føler, de kender mig, fordi de har fulgt min weblog, siger Lisbeth Klastrup.

Webbens vagthunde

Mange af de danske politikere, der brugte weblogs i valgkampen, var inspireret af amerikanske Howard Deans succes under det amerikanske præsidentvalg. For et ganske lille beløb formåede Dean at skaffe en enorm opbakning via internettet.

Men ikke kun under præsidentvalget har webloggen haft stor betydning for det politiske liv i USA. Den republikanske senator Trent Lott måtte i 2002 træde tilbage efter at have hyldet en kollega for sine racistiske synspunkter på sin weblog, og mange forbrugere og miljøgrupper bruger webloggen til at sprede deres budskaber. Det var også "bloggere", der afslørede, at de papirer, som tv-værten Dan Rather brugte som dokumentation i et indslag om Bush' militærtjeneste, var falske. Dette udløste Rathers afgang.

Kandidat fra informationsvidenskab fra Aarhus Universitet, John Fogde, der har skrevet speciale om webloggens muligheder, kalder den for "et fantastisk virkemiddel for demokratiet".

- Internettet har givet en mulighed for, at alle kan blive hørt altid. På sin weblog kan man holde politikerne i ørene eller påpege, når medierne laver fejl, som det er set i USA, siger John Fogde.

Han tør dog ikke sige, om danske weblogs kan få lige så vidtrækkende konsekvenser.

- Men herhjemme er der også borgere, som laver en weblog, fordi de er utilfredse med de ting, som byrådet har besluttet. De danske sider er ikke kun steder, hvor folk diskuterer, om der skal to eller trehundrede gram sveskemos i en kage. Potentialet er der. Det kræver bare en ildsjæl, der sætter sig ned foran tasterne og samler folk om sine holdninger, så kan det ændre samfundet, siger John Fogde.

Mor læser med

Mens der er grænser for, hvor personlige politikernes optegnelser over valgkampens hverdage bliver, er privatpersoners weblogs ofte overraskende personlige. Hjemløse Kevin Barbieux undskylder sine utilstrækkeligheder som ægtemand over for ekskonen. Belle De Jour forklarer i detaljer, hvor langt hun er villig til at gå, og flere privatpersoner har klaget over deres arbejdsplads eller chefen på deres weblogs. Det har resulteret i fyresedler. Da en stewardesse fra Texas optrådte i fristende positurer iført uniform på sin weblog, blev det også for meget for hendes arbejdsgiver, Delta Airlines, og både Lisbeth Klastrup og John Fogde opfordrer folk til at tænke sig om, inden de åbner op for deres inderste i en net-dagbog.

- Når man sidder i sin lille lejlighed og skriver, kan man godt glemme, at der potentielt kan være flere millioner mennesker, der følger med. Måske får man indlæg fra de samme fem mennesker hver dag og opfatter sine læsere som en lille, lukket skare, men det er en god tommelfingerregel hele tiden at tænke på, at den, man har mindst lyst til følger med - for eksempel éns mor - læser med hver eneste dag, siger John Fogde.

Han bakkes op af Lisbeth Klastrup, som anfører, at især helt unge mennesker, der skriver indgående om deres private liv, ikke altid har overvejet konsekvenserne. Lisbeth Klastrup påpeger, at der ofte er tale om et terapeutisk forløb for dagbogsskribenten. Det letter at dele sine tanker med andre. Også selvom de sidder et sted derude i cyberspace.

Som hjemløse Kevin Barbieux reflekterer, da han spørger sig selv, hvad han har fået ud af de seneste års skrivelser på loggen:

"Jeg kan skrive hurtigere nu. Mit ordforråd har udvidet sig, og det samme har min evne til at udtrykke mig skriftligt. Jeg kan nemmere få venner, og jeg mister dem hurtigere. Jeg er blevet en flinkere og blidere person."