Log ind

Løgn og latin fra Reuter

  • Løgn og latin fra Reuter
    I "Løgnhalsen fra Umbrien" tager Bjarne Reuter 1300-tallets paveterror under grundig behandling. Men historien rummer også tråde til nutiden, hvor verdens dagsorden sættes af både kristne og islamiske fundamentalister. - Jeg må indrømme, at jeg har en frygtelig skræk for begge dele, siger Bjarne Reuter. Foto: Carsten Lauridsen/Polfoto
  • Løgn og latin fra Reuter
    I "Løgnhalsen fra Umbrien" tager Bjarne Reuter 1300-tallets paveterror under grundig behandling. Men historien rummer også tråde til nutiden, hvor verdens dagsorden sættes af både kristne og islamiske fundamentalister. - Jeg må indrømme, at jeg har en frygtelig skræk for begge dele, siger Bjarne Reuter. Foto: Carsten Lauridsen/Polfoto

Artiklen er mere end 30 dage gammel

| Opdateret
INTERVIEW: I Bjarne Reuters nye roman bliver en rapkæftet italiensk borger forfulgt af kirkens mænd i det 14. århundrede. Men funda-mentalisme og meningstyranni findes også i dag, mener forfatteren.
Hvad er forskellen på den gamle tandløse gravskænder Guiseppe, der er så fattig, at man kan lugte ham helt fra Firenze til København, og så hans opfinder, den hæderkronede forfatter Bjarne Reuter?

Den første lever i 1300-tallets Italien, den anden i det 21. århundredes Danmark - men det er ikke så vigtigt. For når man trækker tidsforskellen fra og alt det, der følger med, så er der faktisk mange ligheder mellem Bjarne Reuter og hovedpersonen Guiseppe Emanuele Pagamino i Reuters nye bog "Løgnhalsen fra Umbrien". De er midaldrende, de er tvivlere, og de tror på mennesket. Og så elsker de at fortælle løgnehistorier, men det er kun den ene af dem, der kan leve af det, og det har Bjarne Reuter gjort i snart 25 år, siden han stoppede som folkeskolelærer i 1980. Tæller man titlerne i Kraks Blå Bog, står det klart, at her er en mand, som slet ikke kan lade være med at skrive, for han gør det hele tiden. Et halvt hundrede bøger for både børn, unge og voksne er det snart blevet til, og han kan tilmed hæfte en hale af priser bag sig også. Sådan et liv er kun få forundt - og i hvert fald ikke Guiseppe.

- Guiseppe er en plattenslager og en kræmmer og frem for alt gravskænder og ligrøver, som i mere end én forstand har jord under neglene. Han bruger al sin tid på at overleve og er kun lykkelig på ét tidspunkt i bogen, hvor han for en tid får mad hver dag, rent tøj på kroppen og har nogle, der gider høre på hans løgnehistorier. For ham er det paradis ... og det er det vel også for mig i grunden, funderer Bjarne Reuter.

Viden forbudt

I pavestaten Italien kunne man ikke skrive eller tale frit, i hvert fald ikke hvis man satte spørgsmålstegn ved Guds almagt. Man måtte heller ikke dyrke andre videnskaber end den, der betod i at granske de hellige bøger. Guiseppe er imidlertid en halvstuderet røver, der både har gået på universitetet og driver et lille landevejsapotek, men som altså skaffer sig til dagen og vejen ved at hente de smykker op af gravene, som de døde ikke længere har brug for.

En dag i 1348 rider han ind i Firenze, bedst som alle andre flygter ud af byen over hals og hoved på grund af byldepest. Husene står åbne, folk ligger døde i deres senge, og der er nok at hente. Men da han møder drengen Arturo, som er endnu skrappere til medicin, end han selv, tager Guiseppes liv en ny retning og udvikler sig til en flugt på liv og død fra biskopper, bødler og munke.

Sagen er, at Guiseppes og Arturos evner til at gøre syge folk raske kommer kirken for øre, og her sidder mænd, som i deres begær efter magt har brug for syndebukke og anklager de to for at være i Satans tjeneste. Der reddes nu liv, smages blod, fældes tårer og spindes ender i et tempo, det er svært at udsætte noget på. Undervejs får læseren drys fra den gamle løgners visdom, når han i indre dialoger skal forsvare sine ikke alt for smukke hensigter over for samvittigheden. Sådan én har han nemlig, men han betragter den som en luksus, der sjældent er råd til at tage alvorligt for en mand, der aldrig har fået noget forærende. "Når det endelig regner med vælling, har kællingen ingen ske", som han siger, eller "Gud giver den nødder, der ingen tænder har" - og Guiseppe har kun to tilbage til at starte med.

Men hvad skal man egentlig med sådan nogle som Guiseppe? Hvad er der godt ved folk, som man ikke ved, hvor man har, som taler, når de burde tie, ikke sparer op og ustandseligt stiller spørgsmål, som andre er trætte af at høre på? Er det så mærkeligt, at biskoppen sammenligner Guiseppe med en rotte og sender bud efter en skadedyrsbekæmper?

En antihelt

I Bjarne Reuters øjne er Guiseppe præcis sådan en antihelt, som egner sig som hovedperson, fordi han har den frækhed at tale regimet midt imod:

- Hvis man har alle de egenskaber, man normalt forbinder med helte, så er det jo ikke svært at være helt. Men hvis man er en gammel, gigtsvag mand med en ordentlig brok og så alligevel stiller op, så ER man, i mine øjne, en helt.

At turde sige noget andet, end den herskende tone befaler, er stadig farligt på dele af kloden, og det mener Bjarne Reuter gør romanen aktuel også i dag.

- Hvis ikke en historie, der foregår i 1348, har en eller anden adresse til vor tid, så tror jeg ikke, det ville interessere mig. Den tids kirke var et terrorregime. Pavestaten var for alvor ved at få magt og var i gang med det, som kirken altid har været god til, nemlig at kradse penge ind, og derfor fik den en enorm indflydelse. Kigger man på verden nu, så fylder kirken jo ganske meget. Situationen i Mellemøsten er faktisk et resultat af kirkens arbejde og magt over mennesker, så både islamisk og kristen fundamentalisme sætter også dagsordenen i dag. Og jeg må indrømme, at jeg har en frygtelig skræk for begge dele.

Svar på alt

Bjarne Reuter mener, at Bibelen og Koranen ved grundig læsning viser sig at indeholde et meget smukt menneskesyn, der bygger på tolerance, accept og næstekærlighed.

- Men det er jo ikke ligefrem det, der springer i øjnene, når man ser, hvordan det går løs for øjeblikket, og det kan man ikke komme og bebrejde troen eller Gud, hvis man har sådan én. Men man kan bebrejde kirken det, og den kritik er bestemt til stede i min bog.

Også herhjemme mener Bjarne Reuter at finde tegn på religiøs fundamentalisme, blandt andet i Dansk Folkeparti, hvor fætrene Krarup og Langballe efter forfatterens mening er lige så blinde og døve over for alt muligt andet, som de muslimske fundamentalister.

- Og det synes jeg ikke, der er brug for. De vil nemlig bare erstatte intolerance med intolerance.

Dér, hvor der kun er plads til svar, men ikke til spørgsmål - eller tvivl - kommer de mennesker til tops, som bedst forstår at skjule deres magtbestræbelser bag pæne floskler. Men Guiseppe er lige modsat, derfor er han ude i kulden, og selv om han ved, han sandsynligvis har kurs mod Helvede, formår han ikke at stoppe op. På den måde er der måske ikke ligefrem en parallel mellem ham og Bjarne Reuter, men det søgende i Guiseppe kan Bjarne Reuter godt genkende.

- Jeg er også søgende, og det er derfor, jeg skriver. Jeg synes, det er langt vigtigere at stille spørgsmål end svar, tiden er jo fuld af svar for øjeblikket. Alle skal vide alt om alting.

Tvivl og tro

Det, Bjarne Reuter efterlyser, er nuancer.

- Det er blevet meget sort-hvidt. Enten er man for, eller også er man imod krigen i Irak. Man kan ikke være midt imellem, til trods for at det problem er så komplekst, at jeg i hvert fald sagtens kan have begge standpunkter. Jeg tror oven i købet, det er godt at være lidt i tvivl, for tvivlen holder én i sporet. Man bliver ved med at undre sig i stedet for at lukke af.

At blive klogere med alderen, hvis han er blevet det, er altså for Bjarne Reuter ikke at finde flere svar.

- Jeg bliver mere og mere i tvivl. Men det betyder jo, at man flytter sig.

Ingen klare svar

Også på troens område må Bjarne Reuter personligt melde pas, hvis nogen beder om klare svar.

- Jeg er en tvivlende ateist. Somme tider føler jeg, at jeg nok har en gud, men jeg er ikke helt fuldstændig sikker på, at HAN tror på mig. I min sammenhæng er der overhovedet ikke nogen kirke inde i billedet, jeg skal ikke have nogle kirkemænd til at fortælle mig, hvordan jeg skal reagere. Det er et meget intimt spørgsmål mellem mig og den eventuelle gud.

Når Bjarne Reuter overhovedet funderer over, om der findes noget højere, er det mest for at undgå at blive indbildsk.

- Jeg tror ikke på, at mennesket er det største, der findes. Men når man i min bog kan læse om, hvordan kirken betragtede byldepesten som Guds straf, og høre Guiseppe sige, at hvis man fuldstændig havde fæstet sin lid til kirken i den sag, så havde vi alle sammen været døde, så er jeg enig med ham i, at helbredelsen er menneskets værk. Og det er jo definitionen på humanismen. Så jeg tror nok mere på mennesket end på Gud. Men troen på troen, synes jeg, er meget smuk.
  • fyens.dk

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere