At træde ind ad døren hos William Rosenberg er som at træde ind i en verden af levet liv og levende billeder. For kunstmaleren kan en kunst, der er de færreste malere forundt: Han kan fortælle.

Naturligvis hjælper det til, at maleren samtidig er skuespiller.

Når han går i gang dér i køkkenet, hvor kaffen er serveret - og hvor der hersker dyb tåge uden for vinduet ud til den store have på Læssøegade i Odense - så er det, som om billederne kommer myldrende. I rige og meget maleriske forløb. Forløb, der også er så farverige, at tågen uden for vinduet nærmest bliver til solskin.

Tror på skæbnen

- Jeg tror på skæbnen. Og min skæbne har nok været den, at jeg er blevet uddannet som både kunstmaler og skuespiller, selv om de lærere, der skulle indstille mig til henholdsvis Kunstakademiet og Elevskolen, slet ikke mente, jeg burde komme ind.

- Men ind kom jeg. På begge læreanstalter. Og nu har jeg arbejdet i begge fag i 50 år. Derfor er det jo klart, at den tanke nu og da har strejfet mig: Måske havde disse lærere ret. Måske har jeg ikke været god nok til nogen af delene.

Malerier som en dagbog

William Rosenberg går hen og laver kaffe. Sætter sig. Rejser sig igen for at hente mælk. Sætter sig. Og gestikulerer og taler hele tiden. Fordi der er så meget at fortælle.

- Det er klart, at man i min alder tænker tilbage på sit liv. Hvad gik godt. Hvad gik skidt. Jeg kan kun sige - og det skal også stå på min gravsten "Jeg gjorde, hvad jeg kunne".

Tavsheden sænker sig lidt hen over køkkenbordet. Eftertænksomhed.

I kælderen under os står mangfoldige malerier, malet gennem de sidste 60 år. De er alle malet med spatel. Strøg på strøg med farver bygget op omkring lys og skygge. I et ansigt, på en krop - i naturen.

Disse billeder er en form for dagbog.

- Det gode og det belastende ved at være maler er, at man kan se, man har lavet noget - men er det nu godt nok? I hvert fald er mine billeder lige som dagbogsnotater for mig. Hvert eneste af dem minder mig om en periode i mit liv. En duft. En tid. En oplevelse.

- Hvad skal der ske med dem, når jeg er død? De skal jo af vejen på en eller anden måde. Måske en auktion ved én, man stoler på?

William Rosenbergs spørgsmål hænger lidt imellem os. For selv om man har solgt godt - er mange billeder i kælderen så tegn på, at man er en dårlig maler, der ikke fortjener et museum? Eller er mange billeder i kælderen tegn på, at samtiden ikke har forstået ens kunstneriske storhed?

- Ha, lyder det med Rosenbergs karakteriske dybe og distinkte udtale:

- Vi kan jo bruge en vittighed her. Den er af Storm P.: To malere står på en kunstudstilling. Den ene spørger: Hvad skal jeg tage for det billede? Den anden svarer: Tag en aspirin. Morgen. Middag og aften...

Lebendig nutid

Min latter leder tankerne hen til noget helt andet. For nu må det være på tide at forlade fremtiden, som måske, måske ikke, er så lang - og så dykke ind i nutiden, som i høj grad er.

Lige her. Lige nu. Og i høj grad med at afsøge nye dybder i det at male.

- For øjeblikket arbejder jeg på et maleri, hvor jeg vist nok er ved at få fat på noget, jeg skulle have fået fat på for 50 år siden, siger William Rosenberg og tilføjer eftertænktsomt:

- Det kunne heller ikke udsættes længere ...

Endnu en gang må vi grine. Sort humor om ens egen alder er ofte et godt våben i kampen mod rynkerne. Rynker, der i øvrigt ikke er mange af hos den adrætte, slanke og yderst lebendige 82-årige husherre.

Lige nu er han gået op på 1. sal - i et værelse, der tjener som atelier - for at hente det omtalte maleri, der endnu kun er på skitseplanet.

- Jeg kan ikke helt sætte ord på, hvad det er. Måske at jeg er kommet i kontakt med farven. Motivet siger til mig: Se lidt større på mig. Lad være med at gå i detaljer.

- Forstår du det, spørger William Rosenberg.

Og ja. Jeg forstår det lidt - mens mange, der maler selv, sikkert vil forstå det meget.

For det at se - og male hvad man ser, som William Rosenberg altid har gjort - giver andre øjne at se med. Og læse med.

Sidste gang, William Rosenberg udstillede, var dengang, han fyldte 80. For to år siden. Da fyldte han hele udstillingsbygningen på Filosofgangen med sine billeder.

Næste udstilling bliver i marts, hvor der udstilles 30 portrætmalerier på Toldboden i Kerteminde.

- Jeg gør det for min egen skyld. Jeg skal ud og samle disse portrætter ind. For nogle af de portrætterede er døde, og malerierne havnet hos familien et eller andet sted. Men det bliver spændende for mig at se, hvordan jeg har udviklet mig. Det handler om portrætmaleri gennem 60 år. Så det er da noget, siger William Rosenberg.

Tiden er gået. To timer er fløjet af sted med maleriske fortællinger, der slet ikke kan blive plads til i dette interview.

Alligevel lyder slutreplikken, da jeg siger farvel og tak og galant bliver hjulpet vinterfrakken på:

- Går du allerede? Vi er jo først lige begyndt ...