Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:

Belgiske kæmper
i Martofte

Artiklen er hentet i arkivet

NORDPÅ: Der var slagtedyr i massevis, inden ugens smukkeste udsigt blev nået
Slår man op på kort 53 i Kümmerly+Frei's EuroAtlas (som jeg har omtalt tidligere på ugen), finder man cirka 21 kilometer nord for Kerteminde en sort stjerne.

Andere Sehenswürdigkeiten betyder dét hos det schweiziske forlag. Og selvom atlaset er fra før, Jugoslavien gik til grunde, og Tjekkoslovakiet blev til to lande, så har jeg valgt at tro på, at Fyns Hoved stadig er et besøg værd for en sand naturelsker.

Derfor må kursen være nord-nordøst, når dagens udgangspunkt er hovedvejen mod Nyborg lige ved skiltet, der markerer Lindved Å.

Vinden er i vest, humøret er i top og hvis alt går, som det skal, kan jeg tage mig en god frokost i Kerteminde om mindre end en time. Blafferens liv er herligt.

84 dage på søen

Tommelfingeren strutter af energi i sommervarmen. Den har for længst fundet ud af, at det ikke nytter noget at gå efter de store Mercedes'er med skjorteklædte alvorlige mænd eller efter nyvaskede smarte Fiat'er, hvor en kvinde først i fyrrerne med solbriller og farvet hår holder på rattet.

Kassevogne eller lettere udtjente personbiler er sagen, så hvorfor spilde krudt på de andre?

Så er der bid. En dejlig mørkerød Opel Ascona, der absolut har set bedre dage, trækker ind til siden.

Det er Jørgen. Han er på vej hjem til Kertinge efter at have været inde i Odense for at kikke på en motorcykel. Allerede da han sætter i gang, synes frokosten i Kerteminde nærmere.

Jørgen er 38, har boet i Kertinge hele sit liv og er næsten lige kommet hjem fra en 84 dage lang sejlads med et A.P. Møller-skib, der nåede så fjerne havne som Yokohama og Charleston. Det er maskiner, der vækker Jørgens interesse, og det har han valgt at gøre til sin levevej, selv om han er eneste søn i den slægt, der har drevet Langhavegaard i Kertinge siden 1700-tallet.

- Men det der med at dyrke jorden, det har jeg altså ikke forstand på, fortæller han.

- Hvad sker der ellers i Kertinge, spørger jeg uden helt at vide hvilket svar, jeg forventer at få.

Dødsdømte ænder

- Ikke så meget. Vi har et forsamlingshus, hvor der bliver holdt fest i efteråret. Så er der byfest også. Og nede i gadekæret har hver af familierne omkring kæret en and eller to. Så slagter vi dem og holder andegilde i Anders' lade en gang om året, fortæller Jørgen, der for øvrigt hedder Sørensen til efternavn.

Det må jeg se. En flok dødsdømte ænder i et fredeligt gadekær midt i en hyggelig østfynsk landsby.

- Tager du mig ikke med et smut til Kertinge, spørger jeg ivrigt min chauffør.

- Joh da, siger han, og suser forbi Ørnfeldt Gods og videre ind i Kertinge.

Mens han viser mig andegildets vigtigste gæster, der ligger i en flok ved siden af gadekæret, kommer Anders forbi.

- Skal I høste i dag?, spørger Jørgen.

Jah, det tror jeg da nok, svarer Anders. Han oplyser, at det er tredje lørdag i november, at andegildet skal stå.

Jørgen giver mig en rundvisning på Langhavegård, der ligger over for gadekæret. Afstiverne over den gamle grisestald er jernbaneskinner fra OKMJ banen mellem Odense og Martofte, der blev nedlagt i 1966, og bag udhuset, hvor der bor to geder, er der en vidunderlig havudsigt over Kertinge Nor.

Så giver Jørgen mig et lift til Kerteminde. Han skal ind og "surfe" på biblioteket. Jeg får mig en herlig portion broccolitærte på Ilsskovs Gaard, Og finder mig påny en grøftekant.

Kæmpekaniner og slagteduer

Efter to traktorer, et par tyske turister og en firehjulstrækker, der vist nok er en Nissan, er jeg igen godt på vej mod mit mål i en stor hvid kassevogn.

- Jeg har et lille husmandssted. Derfor er der tit ting, der skal køres, og så er det praktisk med sådan en bil her, siger manden bag rattet.

Jeg kan køre med til Martofte. Der er han på vej hjem til.

Det er glimrende, tænker jeg, mens han snakker videre. Så er Fyns Hoved højst sandsynligt ikke længere end én venlig bilist væk. Ingen svinkeærinder. Bare lige på og rå. Målrettethed er af og til en nødvendighed for blafferen.

- Duer, får og kaniner, siger han.

Jeg spoler tilbage og husker, at jeg af vane havde spurgt høfligt til, hvad han havde på husmandsstedet.

- Duer, gentager jeg så. Øhh, slagter du dem?

- Ja ja. Og også kaninerne. Jeg er slagter af syvende generation. Som lille hjalp jeg til i min farfars slagtehus i Ringe, så det har altid været helt naturligt, at jeg skulle være slagter, fortæller han.

Alle planer om målrettethed fordufter. Et husmandssted hvor en syvende generations-slagter holder blandt andet duer og kaniner. Det ville være synd at gå glip af. Og da Mads, som chaufføren hedder, er en gæstfri mand, drejer vi til højre ad en smal vej.

Tilbage til naturen

Mads' husmandssted emmer af originalitet. Hans kone hilser fra hoveddøren, og over fårenes brægen høres kaglen og gøen. Græsplænen er et vildnis af mælkebøtteblade og højt græs, og i en barnevogn ved siden af hundegården ligger Mads' datter på 4150 gram og sover. Hun skal snart døbes Julia i Stubberup Kirke.

Et par duer letter fra taget af kaninburene, da vi traver op ad indkørslen.

Og dr er de så. Kæmpekaninerne. Brune, og større end fuldvoksne gravhunde.

- Der er da noget kød på, siger jeg.

- Det er belgiske kæmper. Den sidste derhenne er en vædder, siger han og peger på en anden krabat.

Duerne flyver frit, men de stikker ikke af, for det er Mads, der fodrer dem. Deres kød er rødt, og de smager som vildt, forklarer han.

Jeg spejder lidt rundt.

- Hvor slagter du dem henne, kaninerne?

- Lige her ovre. Jeg slår dem bevidstløse med en plastikhammer, og så får de skåret halsen over, mens de hænger i bagbenene.

Det giver et gib i tommeltotten, og jeg stirrer imponeret på ham. Tænk bare sådan at kunne klynge en kanin op i en strik og slagte den i et snuptag. Det er håndværk.

Mads er i øjeblikket sygemeldt fra slagteriet i Odense, hvor han arbejder.

- Vores lille søn på fem uger døde sidste år. Vuggedød. Det har været utrolig hårdt at komme igennem. Og angsten kommer jo tilbage nu, da vi har fået en lille datter. Det blev simpelthen for hårdt det hele, så nu er jeg sygemeldt.

Han kan også bedre lide at slagte kaniner eller får på sit lille husmandssted end at stå ved et samlebånd på et stort slagteri.

- Det er simpelthen så hårdt og stressende arbejde , siger han.

- Hvad har du så af planer med stedet her, spørger jeg ham, mens vi plukker mælkebøtteblade til de belgiske kæmper, der kaster sig over bladene, da vi lægger dem ind i burene.

- Jeg ville jo gerne blive mere selvforsynende her. Det er sådan en drøm jeg har. Tilbage til naturen. Jeg har planer om en stor køkkenhave her, fortæller han og peger ud i den store have.

Han vander tomatplanterne og tilbyder mig en meget kær grå kattekilling, inden han kører mig tilbage til hovedvejen. Jeg står og tænker lidt på, at jeg en dag også vil have et selvforsynende husmandssted, der tager mig tilbage til naturen, men bliver revet tilbage til virkeligheden, da en lille rød bil standser ud for tommeltotten.

Eydna er fra Færøerne. Hendes datter Johanne sidder på bagsædet, og jeg passer på ikke at jokke i de grankogler, der ligger ved mine fødder. Kadetten, som er fra 63, kalder de raketten. Den er fra før, man begyndte at sætte seler i bilen.

- Vi kan da godt køre dig helt ud til Fyns Hoved, siger Eydna, der egentlig kun skal til Nordskov, hvor hun bruger meget af sin tid på at male.

Jeg siger farvel til mit sidste lift, og så står jeg der endelig. Udsigten er fantastisk. Jeg gumler et par vilde hindbær i mig og smiler til en lysebrun ko ved siden af mig. Et par marsvin boltrer sig ganske nær land, og jeg bliver et øjeblik trist over ikke at have nogen at dele den fantastiske natur med.

Hov - tommeltot. Han er da også glad for åbent landskab, tænker jeg, og trækker min makker op af bukselommen. Sammen nyder vi et syn, der absolut var værd at rejse efter.

Læs mere på mitfyn.dk

Abonnement fra kun 49 kr. pr. md.

Start din første måned for en krone her

kundeservice_banner_20140313